Skolekonflikt

Denne artikel er bragt som Kommentar i Berlingske Tidende den 3. april 2013:

God ledelse er en befrielse!
Af Hans Henrik Knoop & Steen Hildebrandt

Set fra sidelinjen er konflikten om folkeskolen et sørgeligt syn. Det er tydeligt for enhver, at denne måde at regulere et arbejdsmarked på er dybt forældet, og at den er baseret på en vind-tab-tænkning, som man i lyset af nutidens videnskab nærmest må betegne som uanstændig over medlemmerne – på begge sider af forhandlingsbordet. Folkeskolen har ca. én chance for at overleve den form for tænkning, der hidtil har præget forhandlingerne, og den består i at tage den af bordet. Og se i øjnene, at man kvæler folkeskolen, hvis ikke alle parter i den fungerer. Selvfølgelig skal vi have en stærk ledelse af vore skoler, men ledernes succes står og falder med, at der også er stærke medarbejdere, og hvis der er to ting, som er helt sikre, så er det, at man ikke får stærke medarbejdere af at banke dem på plads, og at man ikke får stærke ledere af arbejdstidsaftaler, der ligner noget fra Nordkorea. Kære forhandlere: Brug dog den viden, der findes, i stedet for at ødelægge skolen. Her er et par evidensbaserede smagsprøver.

Det er i dag veldokumenteret, at mennesker fungerer godt, når de oplever at kunne handle frivilligt, og at mennesker fungerer dårligt, hvis de handler modvilligt. Frivillighed ser med andre ord ud til at være en forudsætning for meget af det bedste i livet – inklusive konkurrencekraft og social sammenhængskraft. Kort sagt: frivillighed sandsynliggør succes, modvillighed sandsynliggør fiasko. Du kan ikke rigtig vinde noget uden at gide. I psykologien bruger man også begrebet indre motivation for oplevelsen af frivillighed. Ledelse, som medarbejdere udsættes for, er i sagens natur sjældent udtryk for medarbejdernes frivillighed i første omgang, men det har ikke desto mindre vist sig, at ledelsesmæssig succes er stærkt afhængig af, at medarbejdere er i stand til hurtigt at transformere de ydre krav til frivillighed. Frivillighed i forbindelse med ledelse må således betragtes som et aktivt tilvalg fra medarbejderens side, som igen forudsætter medarbejderens oplevelse af mening, sund fornuft, etisk forsvarlighed og gensidig respekt for overhovedet at blive mulig. Det er i dag endvidere veldokumenteret, at effektivitet og kvalitet i arbejdet i meget høj grad er betinget af muligheden for tilstrækkelig fordybelse i de enkelte aktiviteter, dvs. muligheden for at investere hele sin psykiske energi og opmærksomhed i en given situation/aktivitet. Det bliver således vigtigt, at ledelse er pædagogisk i betydningen trivsels-, lærings- og kreativitetsfremmende. Endelig er det veldokumenteret, at kvaliteten af sociale relationer er afgørende for faglig-professionel succes, som det også er tilfældet for livet i øvrigt.
Alt dette bør forhandlingerne om folkeskolen også tage udgangspunkt i, hvis de skal kunne føre til noget godt – men intet af det honoreres. Hvis ikke det ændres, vil det med stor sandsynlighed svække folkeskolen i et omfang, så skolereformen reelt bidrager til en alvorlig nedfrysning af skolen. Det siger sig selv. Forestil dig et fodboldhold, hvor spillerne ikke respekterer træneren, og træneren ikke er i stand til bringe det bedste frem i spillerne. Holdet er ude af turneringen efter første runde. Senest. Sådan er det også med en skole, hvor ledelse (fx forpligtet i forhold til Kommunernes Landsforening) og medarbejdere (fx forpligtet i forhold til Danmarks Lærerforening) ikke kan blive enige om de grundlæggende forhold. En sådan skole duer ganske enkelt ikke, og det ville være synd for børn, om de skulle opholde sig der. Man er nødt til at være enige om det grundlæggende, og oprigtig enighed opstår som bekendt sjældent efter en alvorlig gensidig tilsvining, som den der udfolder sig mellem arbejdsgivere og lærere i øjeblikket. Den evt. tabende part vil tabe ansigt, og vil være tvunget til at modarbejde det nye i et eller andet omfang for at bevare sin selvrespekt.

Så set fra et psykologisk og ledelsesmæssigt perspektiv gør forhandlerne tydeligvis ikke deres arbejde ordentligt, hvis ikke de finder en løsning, som begge parter kan leve med. Hvordan forestiller nogen sig i fulde alvor, at man skal kunne organisere en velfungerende skole, uden at alle parter er enige om det grundlæggende og kan samarbejde respektfuldt om det? Det er ganske enkelt utænkeligt. Jo før man opgiver den idé, des bedre. Den gør kun skade. Drop lockouten før folk dropper skolen!