Viden og holdninger forpligter

Bidrag til bogen: Myndige borgere og forpligtende fællesskaber. Udgivet af Dansk Folkeoplysnings Samråd

Viden og holdninger forpligter

Af
Steen Hildebrandt

Politisk har de seneste mange år i Danmark bl.a. handlet om at mindske den sociale ulighed. Uddannelsespolitik, SU-politik, social- og sundhedspolitik, folkehøjskole- og anden lovgivning har sigtet mod dette. Andre lovgivningsinitiativer har handlet om at mindske den økonomiske ulighed i samfundet. Og måske er vi i dag tæt på at kunne sige: Og lige lidt har det hjulpet! Den sociale ulighed, den økonomiske ulighed, den videnmæssige ulighed er betydelig. I Danmark – og endnu mere i mange andre lande. Og denne ulighed er mange steder stigende.

Den nuværende form for folkeoplysning slår slet ikke til, heller ikke, hvis man ind under denne overskrift henregner alt det formidlingsarbejde, der foregår i folkeuniversitetsregi.

Selv i et land som Danmark har vi en videnoverklasse; en oplevelses- og forbrugsoverklasse; en økonomisk- og pengeoverklasse. Men der foregår stort set ingen politisk, folkelig debat om dette i Danmark. Den politiske debat i Danmark – ja, hvor er og hvordan ser den i virkeligheden ud? Den er bl.a. karakteriseret ved og domineret af et stigende, men lille antal politiske kommentatorer, analytikere, eksperter, journalister og spindoktorer, der har semi-professionaliseret og monopoliseret den politiske debat, som samtidig er degenereret til at være et spørgsmål om nogle få aktørers og toppolitikeres adfærd og taktik, og om taktiske dag-til-dag manøvrer.

Det er en udvikling, der grundlæggende er usund og farlig for demokratiet og for den folkelige debat, for den folkelige debat får ikke plads, ja, den foregår ikke, den er tæt på at være ikke-eksisterende. Ikke engang blandt de politiske partier finder der en idepolitisk, kulturpolitisk og visionspolitisk debat og dialog sted; der finder en kamp sted, en kamp på kortsigtede tiltag, forslag, dagsordener, manøvrer, personlige skandaler og afveje. Men en viden- og holdningsbaseret egentlig debat finder ikke sted.

I denne situation er den viden- og oplevelsesmæssige underklasse virkelig i klemme, virkelig truet. Denne gruppe er stor, og derfor er der behov for en radikal nytænkning med hensyn til, hvad folkeoplysning er, hvad folkeoplysning går ud på, hvem folkeoplysning henvender sig til, og hvem der skal tage vare på folkeoplysning etc.

Det er helt sikkert, at internettet og de sociale medier potentielt kan komme til at spille en meget stor rolle her, men sådan som det ser ud i øjeblikket, ser det måske snarere ud til, at internettet blot har været en ny form for Opium for folket, dvs. har ført de store grupper af mennesker ind på en ny form for misbrug og afhængighed, som måske er i magthavernes kortsigtede interesse, men som i virkeligheden skaber en helt ny klasse af misbrugere, der i de sociale mediers hellige navn forføres til at tro, at de er med, at de er oplyste, at de har let adgang til og bruger denne lette adgang til information – til egen gavn og nytte – hvad de måske netop slet ikke gør? Der eksisterer en falsk tryghed, der til dels beror på, at vi sætter lighedstegn mellem den potentielle adgang til information og oplysning og den faktisk oplysning og informationsbesiddelse.