Demokratiet skal værnes

Af
Professor
Steen Hildebrandt

Mon ikke de fleste husker de historietimer i Folkeskolen, hvor der blev fortalt om Enevældets afskaffelse og folkestyrets indførelse i Danmark? Om demokrati og folkestyre? Om Folketinget og Landstinget - og senere om Landstingets afskaffelse? Afskaffelsen af de sidste privilegier. Intet ved siden af og intet over Folketinget. Vi lærte, at demokratiet var noget, som vi måtte påskønne, værne om, passe på, beskytte og anstrenge os for at bevare og udvikle. Vi forstod vigtigheden af, at alle havde ret til at være med til at bestemme over landets, kommunens og amtets anliggender. Alle kan stemme og alle kan vælges. Politiker blev fællesbetegnelsen for de folkevalgte medlemmer af kommunalbestyrelser, amtsråd (regionsråd) og Folketing.

Mon ikke mange samtidig fik den opfattelse, at man ikke skal tale om politikernes kompetencer eller evner. Man skal ikke og kan ikke stille krav til politikerne. Det var jo det, vi lige havde afskaffet. Rang, besiddelser, økonomi, mm. Alle er egnede.

Eller var der alligevel noget, vi misforstod eller som andre misforstod, nemlig at vi godt må stille krav? Eller skal stille krav? Må vi godt mene noget om den måde, som demokratiet og den politiske ledelse fungerer på i praksis? Må man godt synes, at den amerikanske valgkamp, de demokratiske processer i USA, er ved at ligne en karikatur af det demokrati, som de oprindelige mødre og fædre til demokratiet havde forestillet sig – uden at være udemokratisk eller anti-demokratisk? Må man godt kritisere sit eget lands politikere, ikke for deres politik, men for deres kompetencer og måder at agere på?

Politikere er ledere. På de fleste andre områder stiller vi krav til ledere – som minimum krav om, at de løbende uddanner og udvikler sig, så de ikke pludselig er ude af stand til at løfte den ledelsesopgave, som de har påtaget sig. Der sker en professionalisering af ledelse – sådan kalder vi det, og det betyder, at ledere skal lære om ledelse, skal have viden og kompetencer for at de kan løse alle de opgaver, som de forventes at kunne løse som ledere – og disse opgaver er mange og stadig mere komplicerede. Det betyder, at man ikke én gang for alle er leder, men at det er noget, man løbende må udvikle sig til. Vi kunne sige: Hvis man er færdig med at udvikle sig som leder, er man færdig som leder.

Vi taler i disse år om et begreb, som vi har gode danske ord for, men som vi alligevel er kommet til at kalde corporate governance. Det hedder på dansk: God selskabsledelse. Inden for det private erhvervsliv er der blevet sat fokus på den gode selskabsledelse, dvs. på den øverste ledelse og de krav og forventninger, som man kan stille til de øverste ledelser og ledere. Det vil i praksis sige bestyrelser og direktioner. Det har vi ikke gjort tidligere. Årsagen til, at vi gør det nu, er bl.a., at det bliver stadig mere krævende og vanskeligt og stadig mere ansvarsfuldt at være øverste leder. Sådan er det inden for det private erhvervsliv.

Men selvfølgelig gælder det også inden for det politiske felt, at der stilles stadig større krav til de valgte ledere. Politikerne er de øverste ledere i landet, i regionen, i kommunen. Politikere er topledere. Politikerne har enorme opgaver og et stort ansvar. Den folkevalgte politikers situation er i dag meget anderledes end situationen for bare 25 eller 50 år siden. Den kompleksitet, der præger alle andre områder af samfundslivet, præger selvfølgelig også vore politikeres situation, og det er måske ofte dem, der møder og håndterer disse kompleksiteter først.

Når vi i Danmark i disse år taler om god selskabsledelse, og også inden for det offentlige taler om god topledelse, så går vi behændigt uden om de folkevalgte ledere. Vi taler ikke om god politisk ledelse. Vi taler kun om de ansatte ledere. Hvorfor må vi ikke stille forventninger – og krav - til de politiske topledere? Hvorfor må vi ikke formulere os eksplicit og direkte om politikerne? Er alt lige gyldigt, lige godt? Dette er vanskelige og til dels forbudte spørgsmål, men de bør stilles. Vi er alle lige egnede til at være politiker – til at være politisk topleder. Ingen er uegnede. Men vi lærte i Folkeskolen, at demokrati ikke er en selvfølge, at demokrati er noget, vi skal passe på og værne om, for ellers går det i stykker.

Vi skal ikke male fanden på væggen. Men er vi i disse år ved at ødelægge demokratiet, fordi vi går for vidt, fordi vi leger for mange lege, fordi vi tænker og handler ekstremt kortsigtet, fordi vi ikke forstår, hvad der foregår i samfundene, fordi vi ikke kan gennemskue de love, vi selv vedtager, fordi vi forfølger meget snævre interesser, fordi mange politikere slet ikke kan gennemskue de love, som de selv er med til at vedtage, fordi embedsmændene bestemmer for meget og politikerne for lidt, fordi politikerne er for dårligt forberedte og for dårligt rustede til at påtage sig de opgaver, der skal løses? Eller er det vælgerne, der er blevet for dumme?

Skal vi formulere forventninger, eksplicitte og klare forventninger, til de folkevalgte ledere, til de politiske processer, til samspillet mellem politikere og ansatte ledere – for at værne demokratiet? Skal vi stille krav for at beskytte og bevare demokratiet?