| |
Foredrag
Steen Hildebrandt er en meget benyttet foredragsholder om ledelses- og samfundsmæssige problemstillinger. Hvert foredrag er tilrettelagt og forberedt med henblik på den aktuelle situation, men her er nogle eksempler på overskrifter:
Forandringsledelse - Fra forandring som undtagelse til forandring som tilstand
Forandring er blevet det normale. Forandring som tilstand. Forandringsbegrebet skal bringes ned på jorden. Forandring behøver ikke at være noget abstrakt og uhåndgribeligt. Det skal afdramatiseres. Der skal sættes ord på forandring. Forandring skal gøres til et ledelsestema, som kan diskuteres, forklares og konkretiseres. Forandringsvision, milepæle, følelser og sund fornuft, historier og kommunikation samt dialog og refleksion er nogle af de begreber, man må bruge og give indhold. Steen Hildebrandt underviser bl.a. på Handelshøjskolens og Syddansk Universitets MBA-uddannelse i forandringsledelse og er i fem år valgt af de studerende som årets bedste underviser.
Ledelse - Ledelse er nøglen til både kort- og langsigtede resultater.
Ledelse er ét af de mest omdiskuterede og vigtige emner i det danske samfund. Ledelse er nøglen til at opnå meget af det, som vi gerne vil opnå i vore skoler, virksomheder, kommuner, børnehaver, universiteter, servicevirksomheder mm. Steen Hildebrandt sætter ord på ledelse; gør ledelse konkret; fortæller historier om ledere og ledelse; sætter ledelse i perspektiv; taler om fremtidens ledelse, om fremtidens virksomhed og institution, om samspillet mellem fremtidens medarbejder og leder.
Fra Kai Holgers Bella til den moderne viden- og innovationsvirksomhed. - Fra hierarki og maskiner til netværk og mennesker Danmark gennemgår en kæmpetransformation i disse år. Fra industri, maskiner og ensidigt gentaget arbejde til viden-, innovations- og oplevelsesvirksomheder og risiko for stress og nye former for nedslidning. Hvad er vi på vej fra, og hvad er vi på vej til? Hvordan ser det nye ud? Hvad menes der med globalisering og innovation? Hvad er et vidensamfund? Hvad kræver det af skoler og virksomheder? Hvilke krav stiller det til fremtidens medarbejdere og ledere?
|
|