Koncernpræsten

Professor Steen Hildebrandt
Handelshøjskolen i Århus

Tillad mig her midt i sommerferien at fremføre et lidt flippet begreb. Begrebet opstod, da jeg for et års tid siden talte med den administrerende direktør for én af vore største industrivirksomheder. Vi talte om ledelse, mentorskab – og meget andet. 

Vi talte bl.a. om, hvordan man bliver en god leder? Og det bliver man blandt andet ved at være sammen med og lytte til andre ledere. Ved at prøve og spørge. Ved at reflektere og tænke. Ved at læse og studere.

Mens vi talte om dette og meget andet på direktørens store, lyse kontor var begrebet: en koncernpræst lige pludselig blevet en del af samtalen. Jeg véd ikke præcist, hvordan det gik til, men pludselig var det der. Du kender den situation, hvor en samtale pludselig går egne veje, måske op i en højere enhed og noget nyt og interessant pludselig er opstået. Sådan følte jeg det den dag.

Det var både alvor, og det var et spørgsmål, og det var selvfølgelig også lidt useriøst. Der er mange fænomener og spørgsmål i en stor – eller for den sags skyld i en lille – virksomhed, som ingen rigtig tager sig af – og som måske er så vigtige, at nogen burde tage sig af dem? Det var deraf, det kom. Eller deraf hun eller han, koncernpræsten, kom.

Hvem stiller de umulige spørgsmål? Hvem spørger til, hvorfor nogen har det godt og andre har det skidt? Hvem tager ordentlig vare på virksomhedens egen historie og de enkelte medarbejdere og deres livssituation? Hvem tager sig af den medarbejder, der er i en alvorlig krise, men som ikke rigtig har nogen at tale med? Hvem fortæller de aktuelle og levende historier i virksomheden? Hvem kærer sig hele tiden om virksomhedens image og omdømme? Hvem stiller de vanskelige spørgsmål til toplederne, til den magtfulde administrerende direktør, til økonomi- eller marketingdirektøren? De spørgsmål, der måske baner vejen for ny erkendelse, for nye måder at gøre ting på, men som måske i første omgang virker som en provokation – og som det derfor kan være farligt at stille? Og først og sidst: Hvem kærer sig om det enkelte menneske, dets situation, familie mm?

Kommer alt dette virksomheden ved? Ja, noget af det gør helt sikkert. Men hvad med noget af det mere flippede? Er det ikke noget, som man skal holde uden for virksomheden – kunne man spørge? Måske! Måske ikke!

Jeg tror, der vil ske væsentlige ændringer i vore opfattelser af, hvad der hører virksomheden til, og hvad der hører det samfundet og det såkaldte private liv og fritidslivet til.

Det er da rigtigt, at vi alle har et privat liv, og vi har en lang tradition for at holde arbejdsliv og familie- og fritidsliv adskilt. I hvert fald formelt og på papiret. Ethvert menneske skal have lov til at have et privat liv, en privat sfære, noget, som andre ikke uden videre har adgang til – og slet ikke den virksomhed, man er ansat i. Og sådan tror jeg, at det skal være.

Men hvordan ser nu den såkaldte virkelighed ud? Hvordan ser dagligdagen ud – i den enkelte familie? Og i den enkelte virksomhed?

Ser dagligdagen ikke sådan ud, at mors og fars arbejde i høj grad påvirker familien, børnene? Påvirker de to forældre indbyrdes og børnene? – hvis vi nu taler om den traditionelle familie? Ser dagligdagen i virksomheden ikke sådan ud, at den i høj grad er præget af den enkelte medarbejders familiemæssige og private situation? Har du det godt derhjemme – eller derude i samfundet, hvor du er  - så vil du tage det med dig ind på arbejdspladsen! Det vil påvirke dig, dit arbejde og de mennesker, du er sammen med på arbejdet. Det vil påvirke dine præstationer, dit humør, din kreativitet, dine bidrag.

Og tager vi så den situation med, der er mere og mere almindelig for flere og flere mennesker, nemlig at man har en hjemmearbejdsplads (i en eller anden form for kombination med en plads på en såkaldt rigtig arbejdsplads), så er det jo uomtvisteligt, at familieliv og arbejdsliv påvirker hinanden, hænger sammen, og ja, måske bliver hinandens forudsætninger.

Det bliver stadig vanskeligere – og måske også mere og mere uhensigtsmæssigt - at lade, som om vi kan holde de to ting adskilt. Holde de to sfærer adskilt.

Og hvis ikke vi kan og skal det, så må vi tale om det. Så må vi bevidst tage fat i det, og formulere os om det. Det er der faktisk flere og flere virksomheder, der gør. De kalder det f.eks. familiebevidsthed, familievenlighed, familiepolitik mm. Jeg tror, det er et eksempel på noget, som fremtidens virksomhed og fremtidens medarbejder og familie – og fagforening -  vil være mere og mere optaget af.

Vi skal ikke være bange for at se på arbejds- og familieliv på nye måder. Virksomheder, arbejdsmarkedet, og med det meget andet, ændres hastigt og på radikale måder i disser årtier. Noget af dette er overfladiske ændringer – når det kommer til stykket, men noget andet vil vise sig at
 være fundamentale og varige ændringer. Og hvis og når det er tilfældet, så er der jo ikke noget mærkeligt ved, at det kræver af os, at vi nytænker en række andre begreber og temaer, der er relateret til familie- og arbejdslivet.

Koncernpræsten vil interessere sig for alt dette – og meget mere.