Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Ledelse ifølge Hildebrandt

Ledelse ifølge Hildebrandt

Anmeldelse fra Business søndag af “Ledelse ifølge Hildebrandt”

Steen Hildebrandts blik for tendenserne i tiden

Anmeldelse. Professor og konsulent Steen Hildebrandt er en af Danmarks førende managementstjerner. En redigeret version af hans artikler fra de sidste fem år er netop blevet udgivet.

Af Henrik Ørholst

Steen Hildebrandt er Danmarks svar på Peter Drucker. Med ”Ledelse ifølge Hildebrandt” blive det endnu en gang cementeret. Det er som konsulent, kommentator og bidragyder i den løbende debat om ledelse, at den århusianske professor har gjort en indsats, som ligger ud over det sædvanlige.

Professor Steen Hildebrandt er en af Danmarks førende kapaciteter inden for ledelse. Derfor er det ofte ham, journalisterne ringer til, når der er brug for en kommentar til den daglige avis. Ofte med en præcision, der ikke lader nogen tvivl om, hvad han mener. Det er endda et felt, som han har dyrket gennem mange år.

Han har i årtier arbejdet for at gøre virksomheder og ledelse mere menneskelig. Det gælder alle områder af samfundet, fra virksomheder til hospitaler, universiteter og folkeskoler. Steen Hildebrandt er med andre ord en missionær, der rejser rundt i Danmark og forsøger at formidle budskabet, at ledelse betyder noget og nytter noget.

Fast plads på bestsellerlisten

Det er et emne, der er interessant for mange mennesker. Lige så hurtigt som Steen Hildebrandts bøger kommer fra trykkeriet, hopper de direkte ind på listen over de meste solgte managementbøger i Danmark.

Han skriver i et klart sprog, som er let at læse, og der er ingen indviklede ord eller mærkelige akademiske indskudte sætninger, som er vanskeligt tilgængelige.

Omvendt er det svagheden. Steen Hildebrandt er meget dansk, og mange af tankerne lader sig vanskeligt overføre til udenlandske virksomheder. Globalisering og internationalisering er to nøgleord, som betyder meget for stort set alle virksomheder og organisationer, uanset om de er hjemmemarkedsbaseret eller ej. Når en McDonald’s udkonkurrerer en pølsevogn, og når de polske håndværkere dukker op på danske byggepladser, er det, fordi markederne smelter sammen til færre enheder.

Mange budskaber

Bogen er en gennemskrivning af Steen Hildebrandts bidrag til ledelsesdebatten i Danmark gennem de seneste fem år. Der er mange budskaber i bogen, og derfor kan det være forvirrende for læseren, hvad bogen skal bruges til. Det er en aktuel debatbog om ledelse, som for det meste tager udgangspunkt i aktuelle og konkrete problemstillinger. Der er derfor en slags ledelsesmæssig Hvem Hvad Hvor.

”Nu, hvor krisebilledet er ændret: Er det heltene fra krisen, der leder og har det afgørende ord, eller har vi hædret dem, som hædres skal, og indsat nye helte, som forstår at bygge op igen efter krisen og sikre virksomhedens bæredygtighed og langsigtede overlevelse? Selv i krig vedligeholdes maskinerne. Fik vi vedligeholdt organisationen? Har vi de rigtige ledere, og leder de ud fra de værdier og holdninger, vi tror på skal sikre virksomhedens bæredygtighed? Lærte vi noget af krisen, som kan få os til at se og måske endda forudse nye kriser, og lærte vi noget, som vi kan bruge næste gang, der kommer krise?” skriver han.Steen Hildebrandt er den ledelsesmæssige seismograf, der måler udsvingene, og hvad der sker inden for ledelse lige nu. Han har et sjældent blik for tendenserne, og det gør ”Ledelse ifølge Hildebrandt” til en bog, der skal læses af alle, der interesserer sig for ledelse, eller hvad der sker i samfundet lige nu. Det er mere end bare en ledelsesbog.