Den moderne skoleleder (Artikel)
11. marts 2011
Denne artikel bringes på Undervisningsministeriets hjemmeside www.uvm/uddannelse (Aktuelt) som stafetbidrag.
Stafetten
Steen Hildebrandt
Professor, Ph.D.
Institut for Ledelse
Aarhus Universitet
Skolelederkompetencer i det moderne vidensamfund
Indledning
Den moderne skoleleder er stærkt motiveret for lederrollen og lederarbejdet. Den moderne skoleleder udvikler sig til stadighed i overensstemmelse med sin egen personlige situation og de krav og udfordringer, der kommer fra omgivelserne. Den moderne skoleleder har både praktisk erfaring med ledelse gennem egne erfaringer og fx mentorrelationer, mesterlære og andre praksisnære måder at lære på, og har også en teoretisk indsigt i ledelsesteorier og ledelsesbegreber. Den moderne skoleleder leder ud fra sit hjerte og sin hjerne.
Børn og unge i det fremtidige samfund
Den moderne skoleleder har klare billeder af fortid og fremtid. En skole er et sted, hvor børn og unge formes til et voksenliv i et fremtidigt samfund. Vi kalder det vidensamfundet. Måske skal vi til at tale om Det bæredygtige vidensámfund. Dette fremtidige samfund skal en skoleleder have et bevidst forhold til, for det er børnene og de unge og dette fremtidige samfund, som livet i skolen handler om. Hvilke spørgsmål, ønsker og krav kommer der til skolen fra det fremtidige samfund? Hvad er skolens rolle i det fremtidige samfund?
Faglig og ledelsesmæssig kultur
Den moderne skoleleder er øverste og daglig leder af en selvstændig institution/organisation. Skolelederen skal kunne tage denne lederrolle på sig, og det vil i første omgang sige at se sig selv som øverste leder af en organisation. Skolelederen varetager ikke lærernes interesser, repræsenterer ikke lærerne, er ikke bare forvalter af et sæt regler og beslutninger. Skolelederen skal udfylde et ledelsesrum. Skolelederen spiller en selvstændig og personlig rolle; lederens personlighed er en del af dette. Skolelederen er ansvarlig for en faglig og ledelsesmæssig kultur. Skolelederen er ansvarlig for at være med til at udvikle og synliggøre de værdier, der er gældende i den pågældende organisation.
Menneskesyn
Den moderne skoleleder har et bevidst udviklet menneskesyn. Hele livet og dagligdagen på en skole handler om mennesker; handler om relationer mellem mennesker, pædagogiske, faglige, ledelsesmæssige, kollegiale, sociale, og kammeratlige relationer. Lederens sociale kompetencer er vigtige. Lederen viser vejen socialt og mellemmenneskeligt igennem den måde, som lederen selv optræder på i mellemmenneskelige relationer. Lederen er netværksopbygger, internt og eksternt. En del af menneskesynet er det syn på intelligens, der praktiseres på skolen.
Interessenter
Den moderne skoleleder lever i et krydsfelt imellem flere interessenter: Børn og unge, medarbejdere, forældre, skolebestyrelse, erhvervslivet, andre skoler og uddannelser, herunder ungdomsuddannelserne, den kommunale forvaltning, kommunalbestyrelse, fagforeninger, faglige foreninger, undervisningsministerium m.fl. Disse grupper spiller meget forskellige roller, men de er der, og de skal have forskellige former for og forskellige grader af opmærksomhed, nærvær, tid, indflydelse. Den moderne leder skal kunne navigere i dette komplekse farvand – af ofte modstridende og ikke nødvendigvis særligt klart formulerede interesser og forventninger.
Ressourcer og produktivitet
Den moderne skoleleder er produktivitetsbevidst. På en skole har man nogle ressourcer til rådighed; først og fremmest mennesker i form af lærere, pædagoger, administrative medarbejdere og servicemedarbejdere. Hertil kommer bygninger, IT, udstyr, omgivelser, netværksrelationer mm. Disse ressourcer og kompetencer koster, repræsenterer udgifter. Som et resultat af skolens virke uddannes børn og unge. Men der er andre resultater eller virkninger af indsatsen og livet på skolen: der finder en leder- og faglig kompetenceudvikling sted; der finder en videndeling sted; der opbygges og udvikles relationer til forskellige partner i omgivelserne. I sammentrængt form er spørgsmålet: Hvorledes er forholdet imellem indsatsen af ressourcer og det, skolen får ud af ressourcerne? Dette kalder vi i sammentrængt form for produktivitet. Skolelederen skal være produktivitets- og ressourcebevidst, herunder være kompetent til at have det overordnede ansvar for skolens økonomi og budgetoverholdelse.
Personale
Den moderne leder er personaleleder. Skolelederen er personaleleder. En personaleleder er en synlig leder, som man véd, hvor man har. Som har klare holdninger og værdier, som man kan have tillid til, som man kan føre meningsfulde samtaler med, samtaler om forventningsafstemning, samtaler om meningen med skolen og jobbet, samtaler om den pædagogisk-faglige linje og udvikling, samtaler om faglig og personlig udvikling, samtaler om vanskelige emner som konflikter, fyringer, omrokeringer, store forandringer mm. Til syvende og sidst handler den daglige ledelse om at udfolde alle de kompetencer og erfaringer, der repræsenteres af alle skolens ansatte og bidrage til, at disse kompetencer og erfaringer omsættes til undervisning og samvær af forskellig art med børn og unge på skolen.
Strategi og vision
Den moderne skoleleder er visionsbevidst. Skolelederen har et antal frihedsgrader, inden for hvilke skolen skal udvikle sig. De store linjer fastlægges af folketing, regering og kommunalbestyrelse. Men tilbage er der er strategisk ledelsesrum, som skolelederen har ansvaret for at fylde ud – i en proces, der i forskelligt omfang og på forskellig måde kan og bør involvere nogle af skolens interessenter. Visionen er klare billeder af, hvordan skolen ser ud om nogle år, og strategien handler om, hvorledes skolen vil nå de mål, som visionen er udtryk for.
Afrunding
Den moderne skoleleder er ikke alene, heller ikke i ledelsesarbejdet; der vil typisk være tal om teamarbejde. Der vil typisk være afdelingsledere, sfo-ledere, administrative ledere, faglige ledere og andre, som skolelederen samarbejder med i et lederteam. Lederen alene kan ikke det hele. Man må supplere, komplementere hinanden i lederteamet, således at lederteamets samlede kompetencer og erfaringer bruges og udnyttes til bedste for helheden.
______________________________________________________________________
Steen Hildebrandt er professor og ph.d. Ansat på Institut for ledelse på Aarhus Universitet. Forfatter og bidragyder til et par hundrede bøger om ledelse, organisation og samfundsforhold. Hans seneste bog hedder: Bæredygtig ledelse – ledelse med hjertet (Gyldendal Business). Sammen med Per Fibæk Laursen skrev har bogen: Når klokken ringer ud – et opgør med industrisamfundets skole, der er kommet i flere oplag (Gyldendal Public). Han er formand og partner i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt & Brandi A/S, København & Aarhus.