Man får det, man måler (Ledelse Mandag)
21. marts 2011
Berlingske Tidende havde den 15. marts 2011 en artikel med overskriften: Danske MBA-skoler overtrumfes af udlandet. Selv om Danmark tæller hele 14 MBA-uddannelser (Master of Business Administration), og selv om flere af dem samarbejder med udenlandske business-skoler, har de vanskeligt ved at markere sig internationalt, hedder det i artiklen. Ingen af dem, hedder det videre, har vundet plads på Financial Times’ liste over de 100 bedste fuldtids-MBA-uddannelser i verden målt på forhold som dimittendernes løn, beskæftigelsesgrad, efterfølgende ledertitler og andelen af internationale og kvindelige studerende. Og jeg vil sige: Og hvad så?
Til artiklen udtaler jeg, at jeg ikke giver meget for ranglister baseret på fx antallet af kvindelige studerende. ”Men, siger jeg, vil vi som uddannelser gerne være på de ranglister, kunne selvrefleksionen være, om vi har spredt os for meget ved at have så mange MBA-uddannelser, som vi har herhjemme. Problemet er efter min mening ikke, om man kan skaffe tilstrækkeligt med studerende, men om vi har kvalificerede undervisere til så mange uddannelser.
Men nu kommer det virkelig interessante i artiklen. Journalisten har ringet til min gode ven, professor Per Jenster i Shanghai. Per Jenster, tidligere CBS, er professor ved China Europe International Business School i Shanghai, hvor han underviser kinesiske ledere i strategisk ledelse, og hvor jeg har besøgt ham. Til bladet siger han: Det ville da være dejligt, hvis nogle af de danske uddannelser begyndte at optræde på listen. Men det er ikke udtryk for succes i sig selv. Og så siger han: ”Nogle af de faglige beslutninger, der tages på den MBA-uddannelse, jeg er knyttet til nu, tages ikke ud fra pædagogikken, men for at kunne opfylde nogle af kriterierne for at leve op til de lister. Det er usagligt”. Læs lige igen! Hvad er det, han siger? Han siger, hvad vi godt ved, nemlig: Man får det, man måler. Om det er godt eller skidt, om det er vigtigt eller mindre vigtigt, om det er relevant eller mindre relevant – det er ikke det afgørende, eller i hvert fald ikke det eneste afgørende. Det vigtige er: Hvad bliver målt? Tænk på det, næste gang du møder en sådan rangliste. Det kunne fx være fine og alvorlige opgørelser over, hvilke universiteter i verden, der er de bedste – eller hvad det nu kaldes. Det er tankevækkende og minder om den gamle og kyndige statistiker, der engang sagde: ”Stol ikke på en statistik, som du ikke selv har været med til at forvanske”. Det er skræmmende, og jeg har fortsat den opfattelse, som jeg gav udtryk for over for Berlingske Tidende: Jeg tager ikke den slags målinger særlig alvorligt.
Men tænk fx over, hvordan dette aspekt spiller ind i forbindelse med de meget omtalte PISA-tests eller PISA-målinger, som fx her i landet tages meget alvorligt af den danske regering. Hvad måler vi? Ved vi, hvad vi måler? Hvad kan vi bruge disse målinger til? Hvad kan vi bruge sammenligninger – baseret på disse tests – imellem skoler, kommuner og lande til? Og endnu mere alvorligt: Hvilke konsekvenser har det for de beslutninger, der træffes i kommuner og skoler, at disse tests og målinger gennemføres?
I forbindelse med en undersøgelse, som jeg var med til at gennemføre for nogle år siden om ledelse i danske folkeskoler, besøgte jeg en stor dansk kommune. Her udtalte embedsmænd: ”I vores kommune har politikerne klart givet udtryk for, at der ikke skal bevilges penge til initiativer på skoleområdet, medmindre det klart kan sandsynliggøres på forhånd, at disse tiltag vil kunne ses i de kommende PISA-målinger!” Klarere kan det ikke siges. Målingerne påvirker! Man får det, man måler!