Du er ikke alene! (Ledelse Mandag)

Jeg besøgte en moderne dansk arbejdsplads. En specialiseret virksomhed – som rigtig mange andre. Veluddannede medarbejdere, komplicerede ydelser, professionel ledelse.

En lille flue på væggen, der stille og roligt  iagttager livet i denne virksomhed, ser ikke mange mennesker, der igennem længere perioder af dagen er mutters alene. Ja, mange mennesker i virksomheden er nok ikke alene ret mange minutter på en arbejdsdag. Den moderne arbejdsplads er karakteriseret ved, at mennesker er sammen med andre mennesker; det kan være faglige kolleger, det kan være repræsentanter fra andre faggrupper, det kan klienter, kunder, studerende, patienter; det kan være ledere, enten egne ledere, ledere fra andre afdelinger eller fra topledelsen. Med andre ord: Meget af det arbejde, der udføres i en sådan virksomhed, udføres af flere mennesker i fællesskab. Eller sagt på en lidt mere tilspidset måde: Det meste af det arbejde, der udføres, kan ikke eller kan ikke med tilstrækkelig høj kvalitet, sikkerhed og præcision udføres af enkeltpersoner.

Relationer mellem mennesker

Man er ikke alene. Det betyder, at relationen mellem mennesker er vigtig. Relationen består af, at man fysisk er i nærheden af hinanden; man ser hinanden; man mærker hinandens nærvær og tilstedeværelse; man evner at sætte sig i den andens sted; man udveksler ord og mimik; kropssprog og det talte sprog; man kommunikerer, taler sammen, og man samarbejder. Man kommunikerer undertiden også gennem tavshed. Man udveksler erfaringer samt faglig og anden viden; man hjælper hinanden, støtter hinanden, roser hinanden, smiler til hinanden; man fortæller historier. Og/eller: man skælder ud; man ser væk; man vender ryggen til den anden; man fortæller ikke, hvad man ved, men beholder det for sig selv; man ser ikke den anden; man taler ikke til, men ned til den anden; man smiler ikke, men er vred og indesluttet. Man er ikke tilstede mentalt, men har tanker og opmærksomhed rettet mod den næste og/eller den forrige opgave. Lidt mere formelt kan vi tale om forskellige intelligenser; den intellektuelle, kreative, kropslige, følelsesmæssige, sociale intelligens og flere andre intelligenser – hvis vi fx følger den amerikanske intelligensforsker, professor Howard Gardner fra Det pædagogiske Universitet på Harvard Universitetet. De intelligenser, som vi her taler om, er – udover det intellektuelt-faglige, primært den følelsesmæssige og sociale intelligens, men også den kreative og kropslige intelligens spiller ind.

Bevidst og ubevidst

Der er intet nyt i dette. Det er noget, som enhver, der har været på en arbejdsplads, ved og kan se. Men det betyder ikke nødvendigvis, at det er noget, som alle tænker særlig meget over eller er bevidst om. Meget menneskeligt samvær er nemlig karakteriseret ved, at det foregår på en ubevidst måde, dvs. at det er noget, der foregår og ses som selvfølgeligheder; man tænker ikke over det; man er bare. Vaner, rutiner, ubevidste domme og forestillinger. Ja, man kan sige, at rutiner er en forudsætning for, at vi mennesker kan fungere, fx i vore familier og på vore arbejdspladser. Men på nogle områder må der være bevidsthed, vågenhed, nærvær. Enten hele tiden eller periodevis.

Sammenhængen mellem relation og resultat

Betyder det noget, hvordan disse relationer er? Betyder den sociale og følelsesmæssige intelligens noget for det konkrete arbejdes udførelse? Er det ikke bare noget, der selvfølgelig er interessant og i orden, men det betyder ikke noget for arbejdet, for kvaliteten og effektiviteten af det arbejde, der udføres på klinikken? Ud over, at det formentlig for langt de fleste mennesker har en selvstændig værdi, at man har gode relationer til andre mennesker, at man føler velbehag og glæde ved at være til og ved at være sammen med andre, så kan vi sige med sikkerhed, at disse relationer mellem mennesker på en arbejdsplads har en afgørende betydning for alt, hvad der foregår på arbejdspladsen, klinikken. Intuitivt kan vi se det; vore egne erfaringer peger klart på det, men også rækker af forskningsresultater viser det. Der er en sammenhæng mellem klimaet på arbejdspladsen, relationerne mellem mennesker på den ene  side og kvaliteten og effektiviteten af det udførte arbejde.

Det individuelle og det relationelle

Både i uddannelsesverdenen og fagligt udviklingsmæssigt har vi satset næsten udelukkende på det personlige, på de personlige kompetencer og egenskaber. Betragter vi ud fra det ovenstående den moderne danske arbejdsplads, er det formentlig korrekt at konkludere, at selvfølgelig er det faglige vigtigt for så vidt som det personligt faglige er grundforudsætningen for kvalitet  og effektivitet, men hvis vi er optaget af at opnå en endnu bedre og mere konstant kvalitet og effektivitet, så skal indsatsen også rettes mod det interpersonelle, mod det relationelle, for her er muligheder for ændringer og forbedringer; her, ligger store forbedringspotentialer gemt; her ligger store muligheder for fx reduktion af stress og sygefravær; her ligger muligheder for på samme tid at reducere stress og sygefravær og forøge den samlede kvalitet og effektivitet på afdelingen.

Mental frivirksomhed

En mellemstor dansk kommune arbejder i disse måneder på at gøre sig til det, man har valgt at kalde en mental frikommune. Det mentale handler ifølge en populær definition ”om de egenskaber hos mennesker, der betinger tankevirksomhed, vilje og følelser”. Mentaliteten i en kommune eller i en virksomhed har at gøre med ”den måde, som vi tænker, føler og arbejder på her i virksomheden”. Hvilke tanker, forestillinger og følelser har vi med os fra vore uddannelsesår, fra vore år i praksis og fra vort liv i øvrigt – og som er afgørende for den måde, som vi i praksis udfører vort arbejde på? Hvor bevidste er vi om disse tanker og følelser? Hvordan og i hvilket omfang taler vi om disse tanker og følelser? Hvordan – mere konkret – påvirker disse tanker og følelser vort arbejde og vort samarbejde med andre mennesker på klinikken?

Nærvær

Hvis jeg skal mærke mig selv og den anden, må jeg være nærværende, være til stede. Jeg kan sagtens være fysisk til stede uden at være rigtigt til stede. Så er jeg til stede fysisk, men jeg er ikke nærværende. At være nærværende kræver en indre opmærksomhed og en indre stilhed. En form for stille koncentration. Det kan jeg træne; i det hele taget: min evne til opmærksomhed, nærvær, venlighed, samarbejde, at lytte, samtale mm. – alle disse evner kan trænes. Det forudsætter bevidsthed og en vilje til at udvikle, til at gøre noget. Nærvær er en sammenfatning af meget af det, der er behov for, såfremt vi på en afdeling eller i en virksomhed, i en mental frikommune eller friklinik, vil ændre noget i dagligdagen. Vi kan ændre noget gennem de fysiske omgivelser, gennem de elektroniske systemer, gennem teknologi, men langt det meste af det, der sker på klinikken, er direkte afhængig af de mennesker, der er involveret – og disse menneskers tanker og følelser – nærvær.

Hjerne og hjerte

Mange af vore daglige vendinger inkluderer hjertet: At have noget på hjertet; at have hjerte for noget; at føle med hjertet. Mange forhold på en arbejdsplads og i en uddannelse forbinder vi med den logiske hjerne, fx: struktur, systemer, økonomi, kvantitative målinger, certificeringer, procedurer, rationalisering, sammenligninger, standardisering, specialisering, mekanisering, automatisering, synkronisering mm. Andre fænomener og forhold forbinder vi med hjertet, fx: mening, tro, lyst, følelser, skam, motiver, stolthed, værdier, holdninger, empati, glæde, intuition mm. I daglig tale ynder vi at tale om hårde og bløde værdier eller forhold, og dermed bidrager vi – måske ubevidst – til en rangordning af disse forhold, således at det hårde er det vigtigste, det mest betydningsfulde, hvorimod det bløde er der, men er ikke så betydningsfuldt, når det kommer til stykket, dvs. når det kommer til det konkrete daglige arbejde og de resultater, der kommer ud af det. Intet kan formentlig være mere forkert.