De elektroniske børs-kasinoer (Ledelse Mandag)
5. september 2011
De elektroniske medier og dagblade, fagblade m.fl. har travlt – meget travlt – med at deltage i, rapportere om og fra de kasinoer verden over, vi kalder Børser. TV-værter, nyhedsoplæsere, eksperter, kommentatorer, finansanalytikere m.fl. lægger ansigter og stemmer i de rigtige folder og lejer for at virke kyndige, interesserede og kyndige, og så stiller de – angiveligt på seernes og læsernes vegne – en række spørgsmål. Om New York, Singapore, Tokyo og Grækenland – hvorom vi jo alle er meget velinformerede. Der er ingen grænser for indforståetheden og dramatikken. Den ene dag bliver man informeret om, at i dag har danske aktieejere tabt 57 milliarder kroner; den anden dag falder kurserne så meget på børserne i New York, at der ikke er set noget lignende inden for de sidste 42 år.
Der rapporteres og kommenteres i én uendelighed. Man kan kun få det indtryk, at alle, der taler med, har stor indsigt, erfaring og overblik, er meget vidende. Og at det virkelig er muligt at udtale sig om alt dette. Og at lyttere og seere forstår det hele. Sandheden er, at meget af det er humbug og blændværk.
Der spekuleres som aldrig før i kursudsving; ja, der spekuleres så meget og så intenst, lovligt, halvlovligt og ulovligt, at man ikke længere kan nøjes med, at det er mennesker, der træffer de mange millioner beslutninger. Det er i stadig stigende omfang computere, der træffer de mange afgørelser om køb og salg. Mennesker kan ikke følge med. Mennesker er for langsomme og for utilregnelige. Computerne tager over. Det er computer hjulpet systematisk underminering af et system, der er født sundt og nyttigt.
Mange har glemt, hvad dette egentlig drejer sig om. Det drejer sig om ejerskab til private virksomheder; det drejer sig om fremskaffelse af kapital til etablering, drift og udvikling af private virksomheder. Det drejer sig om menneskers arbejdspladser. Om virksomheder.
Som sådan er systemet, tænkningen og mekanismerne gamle og yderst fornuftige. Det har fungeret i mange år. Men som så meget andet kan dette system ikke tåle den moderne verdens teknologi, umådelige grådighed og hastigheder. Systemerne er ved at bryde sammen. Vi mennesker ødelægger – med computernes og internettets store hjælp – systemerne. Vi har ikke længere at gøre med børser i egentlig og gammel forstand, men vi har at gøre med kæmpemæssige kasinoer, hvor mennesker – voksne og børn – og computere i en skøn forening spiller om både små og kæmpemæssige beløb.
Jeg kan ikke forestille mig, at disse systemer og den tænkning , der oprindelig lå bag, kan overleve med de pres, som vi mennesker i disse år udsætter systemerne for. Systemerne er gennemsyret af råd og en usundhed, der er så massiv og ødelæggende, at systemerne tæres og går i stykker. Må gå i stykker. Der er så meget råd i den globale finansverden, at selv én af Danmarks førende bankledere for et par uger siden brugte netop dette udtryk, råd, og så véd vi, at vi er langt ude. Og vi er langt ude.