Der er en sprække i alting. Det er sådan lyset slipper ind (Ledelse Mandag)

Ledelse fra neden

”Hver 10. ung parkeret på sidelinjen”, hed en overskrift på Jyllands Postens forside forleden. Også TV2News har behandler denne sag i ugens løb – sagen med de mange unge, der er uden for både arbejds- og uddannelsesmarkedet, dvs. unge, der i realiteten får lov til at sejle deres egen sø. Jeg skrev en kronik i Berlingske Tidende dagen før, nærmere bestemt den 8. november.  Den hed: ”Ude på sidesporene”.

Jeg lyttede for et par måneder siden til en højtstående embedsmand fra den lille stat Bhutan. Han talte om Bhutan og den form for lykkemåling, som man forsøger at praktisere i dette lille land. De er optaget af, hvad det er vigtigt at måle i et samfund. Lykke, fysisk produktion, økonomisk aktivitet eller hvad? Hvad vil vi med vort samfund og alle de tiltag, som vi kæmper for og arbejder med? Hvad vil vi måle, og hvordan vil vi måle det? Hvad er samfundets bundlinje? – så at sige. De og vi skal erindre os Albert Einsteins sætning: ”Det er ikke alt, der tælles, der tæller. Og det er ikke alt, der tæller, der tælles!”

I sit foredrag sagde denne meget seriøse og vidende Bhutanske embedsmand – henvendt til en forsamling af danske ledere, forskere, embedsmænd: ”In your country’s  development, you have left something important behind you”. Det kan vi så tygge lidt på. Som eksempel nævnte han: Respekten for læreren.

Der er meget andet, vi har mistet respekten og forståelsen for. Det kunne handle om respekten for nogle af de svage i samfundet. Fx nogle af de meget svage unge, psykisk syge unge og mange flere. Vi bevilger uden at blinke 1 mia. kr. ekstra til vore universiteter, mens tusinder af unge svigtes totalt andre steder i samfundet. De sociale skævheder behøver ikke at blive tegnet op; vi kender dem, men hvad gør vi ved det?

Jeg tror, det er nødvendigt, at alle de faglige mennesker, der i dagligdagen i egentlig forstand kender til, arbejder med og i disse felter, véd hvad der foregår, mærker den kassetænkning, der gør, at kommuner, regioner og staten skubber mennesker frem og tilbage fra det ene til det andet system for at spare penge, at alle disse faglige mennesker begynder at formulere sig. Det er rigtigt: Vi har hundredvis af små og store interesseorganisationer; de er relevante og skal fungere, men jeg tror, der er behov for et bredere opgør eller oprør, hvor masser af konkrete eksempler på totalt uacceptable forhold lægges frem – på den ene side, og hvor – på den anden side – det også bliver tydeliggjort, hvor der i dette land arbejdes med disse spørgsmål – ofte på kryds og tværs af de eksisterende forvaltnings- og systemgrænser, fordi mange af dem ikke passer til den virkelighed, der findes derude.

Jeg har i den forløbne uge holdt foredrag i to forskellige sammenhænge, hvor disse spørgsmål er i centrum. Først i Skoler og uddannelsessteder i Ligeværd og senere i Kristeligt Studenter Settlement i København, organisationens 100 års jubilæum, der blev afholdt i Gethsemane Kirken på Vesterbro. Denne jubilæumskonference havde Leonard Cohen overskriften: ”Der er en sprække i alting. Det er sådan lyset slipper ind”. Der er mange sprækker; der er meget lys; der er mange initiativer; der er mange mennesker. Overalt i landet, i tusinder af sammenhænge, er der både frivillige og lønnede mennesker, der arbejder med de svage i samfundet. Men de arbejder mange steder mere på trods af end hjulpet af vore politikere og bureaukratiske systemer, der i virkeligheden svigter mange af disse svage mennesker.

Vi skal have disse mange eksempler, initiativer,  projekter, indsatser – og de er mange, men langt fra tilstrækkelige set i forhold til de massive behov, der er – frem i lyset. De skal ses. De skal forstås og værdsættes. De skal belønnes og ikke fratages penge, muligheder og bevillinger. De skal måske i virkeligheden indlede et stille opgør – måske et oprør mod bureaukratiet og dets mange siloer, herunder et oprør mod  de uhyggeligt mange eksempler på uværdig og skadelig kassetænkning.