Skruppelløs vækst eller profit for liv (Ledelse Mandag)

Ud fra den på mange måder skruppelløse filosofi, kortsigtede optimeringstænkning og mekaniske menneske- og natursyn, som menneskeheden har udviklet og handlet ud fra op gennem 1800- og 1900-tallet, er der blevet udviklet en økonomisk-politisk verden, hvor det er tilladt at forbruge alt, hvad vi, der lever lige nu, bryder os om på denne klode. Det betyder, at det er tilladt at fange, udvinde og forbruge alt, hvad der er teknisk muligt og økonomisk fordelagtigt at udvinde. Havenes fisk fanges ikke længere med fiskevenlige fangstredskaber, der giver fisken en chance for at overleve og formere sig. Fisk fanges med gigantiske og computerstyrede fangstmaskiner så store, at kolossale mængder af fisk indfanges af de sejlende fabrikker på ingen tid. Havenes balance trues. Mineraler, olie, skove og andre ressourcer ædes, konsumeres, erobres, fældes og udryddes ud fra en meget kortsigtet optimerings- og forbrugstænkning. Vi griber ud efter og forbruger alt, hvad der passer ind i vores umiddelbare behov og ønsker. Konkret er ét af resultaterne, at hver enkelt amerikaner i gennemsnit forbruger så meget, at det resulterer i et ton affald per dag per person. (Se fx M. Braungart og W. Mcdonough: Cradle to cradle. Remaking the ways we make things. 2009). Ikke nok med, at vi bruger løs af verdens ressourcer uden hensyntagen til fremtidige generationers behov; vi har tillige udformet en økonomisk produktions- og markedstænkning og en dermed forbundet lovgivning, der gør det legalt at producere og markedsføre produkter, der er direkte usunde og skadelige for dyr og mennesker. Som et mikroskopisk eksempel: Jeg kan godt undre mig over, at der i en civiliseret verden med indsigtsfulde mennesker findes tusindvis af solarier, hvor mennesker på den ene side betaler for og på den anden side tjener penge på – at gøre skade på mennesker!

Der er ikke mange kalkulationer, der inddrager fx de næste 100.000, ja ikke engang de næste100 år, hvor kloden formentlig og forhåbentlig vil eksistere, og hvor der vil være mennesker på kloden. Nogle få taler de fremtidige generationers sag, men deres røst findes ikke repræsenteret i de meget simple nationaløkonomiske modeller, som finansministerier verden over foretager beregninger ud fra, når utålmodige finansministre og regeringer kræver pæne beregningsresultater, dvs. resultater, der viser, at vi roligt og hensigtsmæssigt kan fortsætte vores uhæmmede udnyttelse af verdens ressourcer, og når den økonomiske politik i landene i øvrigt skal tilrettelægges og udmøntes i praktisk politik, der er forståelig og attraktiv for de lige så kortsynede vælgere. Og på samme måde indgår disse fremtidsrøster ikke i de kalkulationer og optimeringer, der foretages i private erhvervsvirksomheder verden over, og som er bestemmende for, hvilken produktion og dermed bl.a. hvilket ressourceforbrug der sættes i gang og gennemføres.

Og dog må vi sige: Jo, en ny erhvervsøkonomi er ved at udvikle sig; den amerikanske økonom og forfatter J. Bragdon og andre med ham har formuleret de første ansatser til en sådan ny økologisk og human bæredygtig erhvervsøkonomi- og ledelsestænkning. Det sker bl.a. i værket Profit for Life, hvor der tales om både materielle og levende aktiver i en virksomheds regnskabsopgørelse. Profit skal nemlig ifølge Bragdon respektere liv, og derfor må relevante former for liv medinddrages i virksomhedernes regnskabsopgørelser. Og man kunne sige: Ja, selvfølgelig, hvad ellers? Liv er forudsætningen for alt andet. Og på samme måde kan man sige om staternes regnskabsopgørelser, de såkaldte bruttonationalregnskabsopgørelser, at også de trænger til en betydelig revision. Det er alt for simple materielle og mekanisk-økonomiske opgørelser, hvor liv ingen plads har. Underligt i betragtning af, at liv er forudsætningen for alt andet i samfundet.

Ikke blot tager vi ikke hensyn til de fremtidige generationer i vor forvaltning og forbrug af allehånde naturressourcer. Vi tager heller ikke hensyn til alle nulevende menneskers behov. Fra omkring 2008 lever der flere mennesker i verdens største byer end uden for de store byer og på landet. Det betyder, at omkring 3,5 milliarder mennesker bor i verdens store byer. Hver tredje af disse mennesker lever under fattigdomsgrænsen, dvs. for mindre end 2 dollars per dag. Til sammenligning tjener gennemsnitsamerikaneren 130 dollars per dag. Det antages, at ca. 1 milliard mennesker på kloden sulter. Ifølge UNICEF lever 1 milliard af verdens 2,2 milliarder børn i fattigdom. 400 millioner børn har ikke adgang til rent vand; 11 millioner børn dør hvert år, før de er 5 år gamle. 12 millioner amerikanske børn (ca. 17 pct. af alle amerikanske børn) bor i familier, hvis indkomst ligger under fattigdomsgrænsen. Det antages, at 4 millioner amerikanske børn hvert år i længere perioder sulter. Det hævdes, at der hver dag i verden dør 40.000 børn af undgåelige sygdomme. (Se bl.a. C. Otto Scharmer: Teori U). Der er uligheder og ulighedstænkning i verden, hvorom vi kan sige: Det kan ikke blive ved!

De sidste to hundrede års økonomisk-industrielle udvikling har skabt en materiel velfærd og et materielt forbrug for en lille del af klodens befolkning, som er uden sidestykke, og som er næsten ufatteligt i dets omfang og karakter. Én betragtning er: Hvis vi v il bevare vores klode, har vi ikke noget valg: Vi må på en række områder ændre perspektiv og adfærd og bl.a. arbejde med det globale spring i empati, som er fremtidsforskeren og økonomen J. Rifkin’s formulering af, hvad verden har behov for (Se J. Rifkin: The Emphatic Civilization). Samtidig er der en anden betragtning: Sådanne ændrede perspektiver, sådanne ændrede former for adfærd på individ-, virksomheds- og samfundsniveau indeholder enorme positive potentialer for klodens nuværende og fremtidige befolkninger. Vor udfordring er at lære at se hinanden som én art, som homo empathicus. Vi står med nogle vældig store paradokser. På den ene side ser vi umiskendelige og meget vigtige alarmsignaler. På den anden side stor viden og store fremskridt inden for en række områder. Den globale bevidsthed ændres, og på et eller andet ikke så fjernt og kritisk tidspunkt vil den indsigt og dybe følelse formentlig manifestere og materialisere sig i form af en bevidsthed om, at vi er fælles om planeten; vi deler en fælles planet. Alle levende væsener befinder sig i ét stort og sårbart fællesskab. (Se Steen Hildebrandt & Michael Stubberup: Bæredygtig ledelse. Ledelse med hjertet. København 2010).