24 timer

Døgnet har 24 timer – for USA’s præsident og for et dansk kommunalbestyrelsesmedlem. Det er det samme. Jeg husker en dag for mange år siden; jeg sad i en sammenhæng, hvor man talte om ledelse, travlhed, arbejdspres o. lign. En leder talte om sit arbejdspres; om hvor travlt den pågældende havde. Hvortil en anden tilstedeværende bemærkede: Er du sikker på, at du har travlt med det rigtige?

Jeg kom i tanke om begivenheden, da dagbladet Politiken i ugens løb fortalte nogle historier om danske kommunalbestyrelsesmedlemmer; de har så travlt, at de gerne vil købes fri fra en del af deres civile arbejde, således at de kan bruge mere tid på kommunalbestyrelsesarbejdet – som kræver mere og mere.

Tænker de pågældende fx ikke denne tanke: Hvad nu, hvis det var New York eller København? Hvad nu hvis det var USA’s præsident eller en dansk minister? Som har meget større forvaltnings- og sagsområder? Og mange flere sager? Hvad gør disse mennesker? De kan jo kun blive købt fri i 24 timer i døgnet. De kan kun disponere over de timer, døgnet har!

Der er kun ét svar – og det svar skal danske kommunalbestyrelsesmedlemmer, og andre, tænke over. Det hedder: Prioritering. Det hedder: Sagernes antal og detaljeringsgrad. Hvor meget går man i detaljer? Hvor meget går man ind i hver enkelt konkret sag? Eller rettere: Hvor lidt går man ind i det konkrete? Der findes medlemmer og ledere af små foreningsbestyrelser, der har så travlt, at de får stress og slet ikke kan overkomme andet; og der findes parlamentarikere og ledere af kæmpestore virksomheder, ministerier og lande, der er helt ustressede, som er rolige og har overblik, der træffer store beslutninger, fastlægger principper og klare retningslinjer, hvorefter store antal sager kan blive behandlet og afgjort, og uden at de pågældende øverste ledere selv er indblandet.

Hvor meget skal man gå i detaljer? I hvilket omfang og på hvilke måder skal man deltage i behandlingen og beslutninger vedrørende enkeltsager? Jeg tillader mig nu at formulere følgende hypotese: Alle danske kommunalbestyrelsesmedlemmer vil blive ved med at have (for) travlt, uanset hvor meget de bliver købt fri, medmindre de begynder at betragte deres bestyrelsesarbejde på andre måder; begynder at prioritere opgaverne på andre måder; begynder – i øget omfang – at lade enkeltsager blive afgjort af de professionelle ansatte ledere og sagsbehandlere og selv kun involvere sig i principper og overordnede kriterier.