Arbejde og uddannelse (Ledelse Mandag)
5. marts 2012
”Dem, der ikke kan bruges til noget, kan bruges til noget andet”. Ukendt
For at understrege vigtigheden af at have et arbejde sagde beskæftigelsesministeren for nylig, at en arbejdsløs akademiker ikke skal føle sig for god til at søge et job i Netto. For et job må man have! Det siger ministeren muligvis, fordi hun ser, at vi i dag med meget stor sandsynlighed må sige, at tusindvis af unge akademikere (og mange andre) aldrig nogensinde vil få et arbejde, der bare nogenlunde svarer til den formelle uddannelse, de har taget. Jeg vil være skarpere og ærligere og sige: Ikke nok med, at universiteterne uddanner tusindvis af unge mennesker ud i arbejdsløshed eller det, vi indtil videre opfatter som og kalder arbejdsløshed. Universiteterne giver dem tillige undertiden en ringe uddannelse, undertiden en katastrofalt ringe uddannelse. Hvis man så de humanistiske (og formentlig også en del andre) uddannelser grundigt efter i sømmene, så ville man finde kandidater så ringe, at de slet, slet ikke kan leve op til de forventninger, som man må have til mennesker med en kandidatuddannelse. Jeg henviser bl.a. til lektor Jakob Egholm Feldt’s kronik i Information den 27. februar 2012, hvor han bl.a. siger: ”På humaniora i dag kan man sagtens få en uddannelse med både beskeden indsats og beskedne evner”.
Vi taler, og jeg har talt, som om det er en selvfølge, at der er eller kommer et job til alle. Underforstået: Et job på det normale arbejdsmarked til en normal løn. Men hvor står det skrevet? Der er helt åbenbart ikke tilstrækkeligt med jobs i Netto – eller andre steder – til alle de akademikere – og andre, der i dag er uden for arbejdsmarkedet. Der er simpelthen ikke arbejde nok, selv om vi ofte har sagt og sunget: ”Der er arbejde nok til alle!” Det er der ikke. Eller rettere sagt: Der er ikke tilstrækkeligt almindeligt aflønnet arbejde. Der er ikke tilstrækkeligt med arbejde, der er formelt accepteret og defineret som arbejde.
Danmark er ét af verdens rigeste lande – målt på den måde, som vi indtil videre definerer og måler indkomst og rigdom på, nemlig de klassiske økonomiske, kvantitative bruttonationalproduktopgørelser. Studerer vi – over for det – den daglige mediestrøm i Danmark (og i lande, der ligner Danmark), så vidner utallige rapporter og analyser om et land i dyb krise; stress, overvægt, livsstilssygdomme, selvmord, psykiske lidelser, problemer med spædbørn, overgreb på børn, fattigdom, børn der mobbes i skolen, stort frafald fra folkeskole og ungdomsuddannelser, problemer med uro i klasser i folkeskolen, utilfredshed med undervisningen på universiteterne, stor arbejdsløshed for mange grupper i samfundet, herunder for mange akademisk uddannede mennesker, besparelser på plejehjem og heraf følgende problemer med omsorg og pleje, nye typer af sygdomme, sygdomme, der tager til i styrke og omfang. Hertil kommer store og uafviselige miljø- og klimaudfordringer. Det ser ud, som om industrisamfundet med dets vækst- og tempotænkning ophober store mængder af problemer og symptomer foran sig, problemer, der ikke kan løses med mere vækst, øgede hastigheder – eller som én af mine kolleger formulerede det forleden ved et møde: ”Det nytter ikke at blive ved med at rationalisere”. Dermed mener han måske noget i retning af: Det nytter ikke at blive ved med at gøre det samme; det nytter ikke at blive ved med at forsøge at løse problemerne med den tænkning og de fremgangsmåder, der har skabt dem.
Alt dette tyder på, at der er noget, der ikke stemmer overens – for nu at sige det mildt. Der er nogle kæder, der hopper af, når vi forsøger at beskrive og forklare det nuværende samfund og dets udvikling. Vi er rige. Ja, vi taler om verdensklasse. Vi er i krise. Vi har stor arbejdsløshed. Vi sætter utrolige anstrengelser ind på at få mennesker uddannet og få mennesker i arbejde, selv om der intet (traditionelt) arbejde er. Noget kunne fx tyde på, at vi måler forkert og utilstrækkeligt, når vi ud fra de officielle målinger konkluderer, at Danmark er et af de rigeste lande i verden. Er det et rigt land, der har alle disse problemer og problemsymptomer? Er det fornuftigt at definere al uddannelse som ensidigt og udelukkende rettet mod et arbejdsmarked, (der ikke findes), eller skal vi frem til, at det har en værdi i sig selv at have en uddannelse? Skal det være værdifuldt også at være uden for det formelle og officielle arbejdsmarked, og skal der være en række officielt accepterede og værdsatte opgaver, som mennesker uden for (det såkaldte) arbejdsmarked varetager og løser? Skal vi til at revidere de gamle kasser og anskuelser, som vi har placeret og defineret os selv og samfundet ind i gennem de sidste mange årtier og have vendt noget af dette rundt, så det kommer til at se helt anderledes – og tidssvarende – ud?