Den tredje industrielle revolution (Artikel)

Denne artikel har været offentliggjort i Ledelseshåndbogen: Strategi & Ledelse. Børsen Forum. 2012.

Den tredje industrielle revolution. På vej mod en ny æra. Et fremtidsscenario

Af
Steen Hildebrandt

Civilisationsskred

Et scenario er “en organiseret række tænkte begivenheder til belysning af en udvikling eller en fremtidig situation”. Sådan hedder det i en ordbog. Der er forskel på en vision og et scenario. En vision indeholder et ønske- og et viljeselement. En vision er et billede af en ønsket fremtidig situation. Det kan være en leder, en direktion, en bestyrelse, en familie, et parlamant, der ønkser denne situation realiseret, og som dernæst arbejder bevidst på at nå den. Hvorledes en sådan vision fremkommer, er et meget åbent spørgsmål. Som ét yderpunkt er en vision en forholdsvis passiv ikke-kreativ fremskrivning ind i fremtiden af nogle nutidige og fortidige tendenser eller mønstre. Som et andet yderpunkt er en vision et resultat af et skabende, kreativt møde med fremtiden, dvs. det, som Otto Scharmer i U-teorisammenhæng kalder skabende nærvær eller presencing. Over for det står scenariet, som er et forsøg på en fremskrivning under en række forskellige forudsætninger og antagelser, men der er ikke et viljes- eller ønskeelement i et scenario. Der er ikke tale om, at en person eller en gruppe af personer, f.eks. en direktion eller et politisk flertal i en demokratisk valgt forsamling, eksplicit ønsker denne bestemte udvikling. Det er en udvikling, dvs. en række begivenheder, aktiviteter og processer, som fx nogle eksperter forventer vil forekomme eller optræde under nogle på forhånd formulerede antagelser og forudsætninger. Et scenario kan – og vil ofte – på denne måde være et af flere mulige input for en ledelse, der arbejder med at formulere visioner, strategier og planer for virksomhedens eller samfundets fremtid. Når vi i forskellige sammenhænge taler om at lære af den ankommende fremtid, så betyder det at lære af fremtiden, efterhånden som man skaber den; når vi taler om skabende nærvær eller presencing, så skal det jo ikke forstås på den måde, at man trækker allehånde billeder og mulige fremtidige tilstande ud af den blå luft. Dette er resultater af kombinationer af egentlige kreative processer og forskellige former for input, fx prognoser, scenarier, analyser mm. Det er vigtigt at holde disse begreber og fænomener adskilt, og omvendt er det vigtigt at arbejde med netop denne kombination af analyse og logisk fremskrivning (scenario) på den ene side og kreative processer eller skabende nærvær (vision) på den anden side.

Verden befinder sig i øjeblikket helt åbenbart i forskellige kriser. En krise kan føre til håbløshed og passivitet. Men den kan også repræsentere muligheder og føre til skabende aktivitet. Det er denne håbefyldte tilgang til krisen, som jeg forsøger at antyde her. “En verden i krise behøver et globalt spring i empati” siger fremtidsforskeren og forfatteren Jeremy Rifkin i sin bog The Empatic Civilization: The Race to Global Consciousness in a World in Crisis.

J. Rifkin taler om, hvad han kalder et civilisationsskred, og sådanne finder sted, når et sammenfald mellem nye energisystemer og nye revolutioner i kommunikationsteknologi skaber en ny økonomisk epoke, således som det muligvis er ved at ske nu. Disse teknologiske ændringer – ja, revolutioner – sker samtidig med, at der sker globale bevidsthedsændringer. Og alle tre dimensioner er vigtige, ikke alene de energi- og kommunikationsteknologiske ændringer, men også de bevidsthedsmæssige ændringer er vigtige dele af en ny epoke. De nye kommunikationsformer bliver kommando- og kontrolmekanismer til at strukturere, organisere og administrere de tiltagende komplekse civilisationer, som er muliggjort af de nye energisystemer. Begrebet civilisation vil vi normalt forbinde med fænomener, der udtrykkes i videnskabelige og tekniske ydelser og produkter. Kultur og bevidsthed, derimod, vil vi finde udtrykt i intellektuelle, litterære, filosofiske og poetiske værker. Det civilisationsskred, som Rifkin her taler om, er ikke blot et civilisationsskred i den oven for nævnte betydning af ordet civilisation, et teknisk-videnskabeligt skred, men også et  kultur- og bevidsthedsskred, et skred i holdninger og værdier. Den teknisk-finansielle verden er civilisation. Den globale markedsøkonomi er civilisation. Verdensborgeren, religiøse, moralske og filosofiske begreber og forestillinger er kultur. Der sker nogle samtidige ændringer på begge disse områder, der i sig rummer et håb om en bedre verden, “en global omfavnelse”, som J. Rifkin kalder det.

De sidste 200 års industrielle udvikling har skabt en materiel velfærd og et materielt forbrug for en lille del af klodens befolkning, som er uden sidestykke, og som er næsten ufatteligt i omfang og karakter. Og, som J. Rifkin siger: Entropiregningen for den industrielle tidsalder forfalder til betaling – med ildevarslende og vidtrækkende konsekvenser for livets og civilisationens fortsættelse på Jorden. Man kunne også sige, at mængden af feedback inde fra de levende systemer og fra omgivelserne taler deres eget uafviselige sprog sprog. Det er feedback, der kalder på så kraftige justeringer og adfærdsændringer, at betegnelsen revolution er på sin plads. Vi må som civilisation på en række områder ændre adfærd og blandt andet arbejde med det globale spring i empati, som verden har så stort et behov for. Og det er en hastesag. Sådanne ændrede perspektiver og ændrede former for adfærd på individ-, virksomheds- og samfundsniveau har enorme positive potentialer for klodens nuværende og fremtidige befolkninger. Enhver kan forestille sig de potentielle muligheder, der eksisterer for fx en gradvis fredelig sameksistens på kloden mellem klodens befolkninger. Jeg overser ikke, at Danmark,er i krig. Der er krig og ufred i verden, og – og det er det væsentlige – der er som nævnt tillige andre vigtige bevægelser, måske revolutioner i gang.

Ægte og omfattende ændringer hviler på bæredygtige principper, værdier og ledelsesformer, der fremmer kreativitet og diversitet. Rifkin taler om en sand global biosfæreøkonomi, som kræver det, han kalder en global empatisk omfavnelse. Det er en meget smuk formulering. Vi må lære at se hinanden som en art, som homo empaticus. Men det forudsætter, at vi har noget at være fælles om – at vi oplever, at vi er et fællesskab. Skolen er i alle lande en mulighed for at manifestere, udvikle og værne om et fællesskab.

I dyb og sand bæredygtighed hænger alt sammen – alt cirkulerer og recirkulerer. I naturens processer er der ikke affald, og i kulturer, der lever i samklang med de naturlige og organiske rytmer, anvendes og genanvendes alt, eller som M. Braungart og W. McDonough (Cradle to Cradle, 2009) udtrykker det: Waste is food. Det er muligt (og nødvendigt) at indrette menneskelivets processer på alle niveauer i respekt for begrænsede ressourcer og med sans for de levende systemers dybe organisationsprincip, hvor alt, der anvendes, også komposteres og genanvendes.

I alle de kulturer, der har levet i samklang med naturens grundrytmer, har der været et indre verdensbillede, der svarede til den ydre, cirkulære og bæredygtige livsform. Den enkelte har kendt sin plads og rolle i forhold til fællesskabet og helheden. Det paradigmeskift, som vi befinder os midt i, og som handler om global bæredygtighed, forudsætter også, at vi hver for sig vedkender os vores roller, ansvar og betydning. Peter Kemp minder i Verdensborgeren i den forbindelse om det meget væsentlige, at i en dialog mellem kulturer handler samtalen ikke kun om udveksling af informationer på et teknisk plan, men om en åbenhed over for den andens overbevisninger. Ikke mindst i en periode med uhyre stor vægt på kommunikationsteknologi er det vigtigt at understrege, at kommunikation ikke blot handler om formidling af informationer, “som om mennesker ikke var andet end datamater for bearbejdning og oplagring af sendte og modtagne tegn”. Mennesker er ikke maskiner. Ethvert menneske er et formål i sig selv; ethvert menneske er et tidsligt væsen i en social kontekst, som forsøger at leve “det gode liv” – enten i kamp med andre eller i samklang med andre. Kan det enkelte menneskes opfattelse af meningen med sit eget liv være omdrejningspunktet for en sådan væren i samklang med andre, så er vi langt i retning af at etablere bæredygtige fællesskaber. Der er lang vej. “Den globale samtale på det kulturelle plan er kun lige begyndt”, siger Peter Kemp. Han citerer filosoffen Martha Nussbaum, der siger: “Lad os lære mere om hinanden”. Det er vejen til verdensborgerskab. Det er håbet. Det er skolen.

Menneskeheden famler; vi er midt i omfattende forandringer, herunder i en kommunikationsrevolution, som handler om videreudvikling af internettet, den moderne computer, mobiltelefon m.m. Hver ny kommunikationsrevolution kan potentielt forene stadig flere mennesker i stadig mere ekspansive og varierede sociale netværk. De stadig mere komplekse civilisationer fordrer tiltagende rolledifferentiering i form af specialiserede kompetencer til at varetage de stadig mere sofistikerede aktiviteter i samfundet. Men hvad kan få et sådant stadig mere differentieret og individualiseret samfund til at hænge sammen som en helhed? Det er nok det mest kritiske spørgsmål, som man kan stille, og som vi derfor må adressere. En del af svaret handler om en ændret bevidsthed hos stedse større befolkningsgrupper, og handler om udvikling af den nævnte globale empati, bl.a. båret af en øget indsigt i de naturlige (biologiske og kognitive) processer, der binder mennesker sammen. En del af denne konkrete indsats finder sted i den folkeskole, hvor der er plads til alle børn og unge, og hvor børn og unge oplever sig set og som en del af et fællesskab.