Fornuft eller grådighed

Forleden kunne man i medierne se og høre, at det store amerikanske finanshus J. P. Morgan styrtdykkede på aktiemarkederne, angiveligt fordi virksomheden havde lavet et spekulativt tiltag (inden for det såkaldte derivat-område), der er ved at påføre den et tab i størrelsesordenen 10 mia. kr. Og selv om det er i USA, og selv om det er en stor virksomhed, så er 10 mia. kr. dog en slags penge.

Jeg hørte en radiokommentator, der i den anledning sagde: ”Det er mærkeligt, at virksomheden gør sådan noget, når de har så mange fornuftige mennesker ansat”. Underforstået: Virksomheden ledes af fornuftige mennesker og ud fra fornuftsprincipper.

Nej, det er lige præcist ikke fornuft, sådanne virksomheder ledes ud fra, men derimod en helt enorm grådighed, der netop driver virksomheden til at foretage sådanne spekulative dispositioner. Den slags virksomheder er ikke drevet af sund fornuft, men af grådighed.

De fleste kender virksomhedens navn. Jeg har studeret firmaet og dets hjemmeside. Den er fyldt med svulstige formuleringer, fx ”serve clients everywhere”, ”offers investors a world-class asset and wealth management platform”, ”foster long-term client relationships”, ”offering tailored solutions designed to help our clients” osv.

Papir og hjemmesider er taknemmelige. Det er utroligt, hvad sådanne virksomheder kan få sig selv til at sige om sig selv.

Vi har lige været igennem en finanskrise, og en lang række lande og banker slås nu med gigantiske gældsproblemer, der bl.a. er eftervirkninger af kæmpeboligbobler, som de finansielle virksomheder også har et meget stort medansvar for.

Måske skal jeg rette ”har været igennem” til: Vi befinder os fortsat i en finanskrise, bl.a. fordi de involverede finansielle virksomheder har en ekstrem kort hukommelse. Det betyder bl.a., at disse virksomheder er i fuld gang med alle de samme unoder og julelege, som var en stærkt medvirkende årsag til finanskrisen for nogle få år siden. Vi – befolkningerne og politikerne – har måske i en periode, fordi vi også har en kort hukommelse, troet på, at nu har de finansielle virksomheder lært noget, og nu vil de rense ud og agere mere forsvarligt – hvilket selvfølgelig er dybt naivt. Det sker selvsagt ikke af sig selv. Det er de samme mennesker, og det er de samme motiver og forretningsmodeller, der stadig bestemmer.

Mange har set Charles Ferguson’s film Inside Job. Endnu flere bør se den, og det burde bidrage til, at nationale parlamenter og internationale organisationer som fx EU strammer grebet kraftigt om de finansielle virksomheder, således at der sættes meget mere snævre rammer for disse virksomheders enorme opfindsomhed og grådighed. At tro, at det kommer af sig selv, er dybt naivt. Under det danske formandskab i EU er der i øvrigt for nylig vedtaget regler, der vedrører dette derivat-område, og som regulerer og gør handelen med derivater mere gennemsigtigt. (Det hævdes, at mængden af gældsforpligtelser i form af derivater beløber sig til 2 millioner milliarder dollars, hvilket er ca. 50 gange verdens samlede bruttonationalprodukt, mange gange større end den samlede værdi af verdens værdipapirer (aktier, obligationer etc.), der igen langt overstider de fysiske værdier, som de hviler på).

Det ledende synspunkt bag en fremtidig lovgivning og rammesætning inden for disse finansielle områder skal selvfølgelig være: Hvad har samfundene og verden behov for? Mange af de produkter og såkaldte ydelser og services, som de finansielle virksomheder tjener penge på, er der kun én part, der har behov for, og det er virksomhederne selv. Markederne er i vid udstrækning kun instrumenter for virksomhedernes skruppelløse grådighed og profitadfærd.