Store omstillings- og besparelsesprocesser i den offentlige sektor

Danmark gennemgår fundamentale ændringer i disse årtier. Det gamle velfærdssamfund gennemgår en transformation. Samfundets struktur ændres. Velfærdsbegrebet omdefineres. Arbejdsmarkeds- og frivillighedsbegreberne ændres. Der gennemføres betydelige ændringer, nogle med stor hastighed, andre langsommere, og alt i alt tager det lang tid at gennemføre sådanne store samfundsændringer, bl.a. fordi vi ikke klart ser, hvad der reelt foregår.  Vi er tilbageholdende med at  tale klart om det, der sker, bl.a. fordi der er store vælger- og professionsprotester imod mange af de tiltag, der gennemføres.

Den demokratiske styreform virker meget forskelligt under opgang/fremgang og under nedgang/tilbagegang.  Det er forskel på at gennemføre forbedrings- og vækstprocesser og på at reducere, eliminere og rationere. Det første er det let at skabe politisk flertal for, undertiden med den konsekvens, at væksthastighederne bliver for store og for kostbare; nedskæringer i eller fjernelse af  ydelser, ordninger, systemer mm., som befolknings- og professionsgrupper har vænnet sig til, er det derimod ofte meget vanskeligt at italesætte endsige at skabe politisk flertal for.

Det er nok alment forstået og til dels også accepteret, at politikere, der er demokratisk valgte, har en klar tendens til at tænke og handle meget kortsigtet. Vi accepterer det, bl.a. fordi vi ikke kan se, hvorledes det kan være anderledes. Denne kortsigtethed har forskellige  konsekvenser i opgangs- og i nedgangsperioder. I nedgangstider er én af konsekvenserne, at der bremses for sent og for lidt. Det demokratiske system har en iboende tendens til at ophobe en række uløste problemer og udfordringer foran sig, som dermed så at sige bliver skubbet ind i fremtiden, bl.a. med den konsekvens, at mange af problemerne vokser og bliver endnu vanskeligere at løse.

Hertil kommer i den nuværende meget store omstillingsproces, at det danske samfund stort set er uden en bevidst formuleret og bare nogenlunde klar vision og strategi for samfundets udvikling. Der findes ikke en vision for det nye samfund på samme måde, som der fandtes en vision for det velfærdssamfund, der blev opbygget i årtierne efter afslutningen af Anden verdenskrig. Tvært imod – kunne man sige – så forsøger mange politikere og andre at fastholde og formidle en forestilling om, at vi ganske vist er i en vanskelig krise og i en nedskæringsperiode, men at der er veje tilbage til det gamle velfærdssamfund; mange forsøger at hævde, at vi kan bevare velfærdssamfundet, men at det skal justeres og moderniseres på forskellig vis. Bortset fra, at dette selvfølgelig til dels er spørgsmål om retorik og begrebsdannelse, så bidrager det ikke til at gøre det lettere for de ansatte ledere og medarbejdere at gennemføre disse processer, at der på det politiske niveau er denne uklarhed om de reelle hensigter og konsekvenser.

Min påstand er derfor, at mange af de meget store vanskeligheder og frustrationer, der opleves i den offentlige sektor, dvs. opleves af ansatte ledere og medarbejdere på den ene side, og af borgerne og brugere på den anden side, har deres udspring i og i vid udstrækning må tilskrives politikernes manglende vilje og evne til at formulere sig mere klart om, hvad de vil og hvad de ønsker med hensyn til den fremtidige samfundsudvikling. Det er rigtigt, at embedsmændene har et selvstændigt ansvar her i forhold til politikerne, nemlig et rådgivningsansvar, men det er også rigtigt, at det er politikerne, der giver sorteper videre til det udførende niveau, som så må kæmpe en række kampe og bruge store mængder af energi på at forklare sig og løse opgaver, som det ville være anderledes, ikke nødvendigvis let, men anderledes og mere regulært at gennemføre, såfremt der havde været en større klarhed fra den øverste strategiske politiske ledelse, nemlig folketing og regering på det øverste niveau og kommunalbestyrelserne på det næste niveau. Dette handler om at finde den rette og nye komplementaritet mellem politikere og embedsmænd, der gør det muligt for embedsmændene at hjælpe politikerne i deres arbejde med at finde og formulere de rigtige politiske standpunkter.

Jeg ser for mig, at det danske samfund i disse årtier gennemgår så fundamentale forandringer, at det er berettiget – og nødvendigt – at tale om et paradigmeskifte. Jeg forestiller mig, at i hvert fald én af overskrifterne på dette nye samfund bliver bæredygtighed; en anden overskrift kender vi allerede, nemlig begrebet vidensamfundet, og denne overskrift vil formentlig vise sig at ville overleve, og den kan og bør integreres med bæredygtighedsbegrebet. Jeg ser selvsagt ikke al velfærd afskaffet, måske tvært imod, men jeg ser for mig en række betydelige ændringer i den måde, som vi definerer, måler og forvalter velfærd på, og jeg forestiller mig også, at hele spørgsmålet om måling af samfundets produktion, livskvalitet mm vil blive aktualiseret og føre til væsentlige ændringer i måle- og opgørelsesmetoder.