Absurd politisk komedie

Det er som at være tilskuer til et absurd teater. Det er som at være tilskuer til noget, som er umuligt. At se og høre de politiske ledere, fagforeningsledere, kommentatorer og andre, der taler, som om det er muligt at komme tilbage til den gamle økonomiske model med en gammeldags økonomisk vækst, fuld beskæftigelse mm. Det er ikke muligt. Den gamle økonomiske model er i virkeligheden brudt sammen. Det er sket. Vi kan ikke genetablere et system, der er brudt sammen. Jo, vi kan forsøge, og det er det, man gør, men vi kommer ingen vegne med alle disse forsøg på at genoplive det døende system. Vi lyver for hinanden!

De sidste 30 års udvikling på de finansielle markeder er intet mindre end en katastrofe for verden. Verden har i denne periode udviklet en ubeskrivelig stor økonomi- og gældsboble; vi har i denne periode ladet grådighed og kortsigtet uansvarlighed få frit løb i stort set alle lande i verden – begyndende med USA og Storbritannien. Vi har ladet de finansielle virksomheder udvikle det ene mere bizarre finansielle produkt efter det andet, og vi er endt i en situation, hvor boblen allerede er brast, hvor alle svindelnumrene reelt er afsløret og stillet til skue, men hvor vi alligevel forsøger at opretholde en retorik og en problemforståelse, som om vi er i kontrol, og som om vi kan mestre at bringe os – dvs. – landene tilbage på det gamle kortsigtede økonomiske vækstspor. Det lader sig ikke gøre.

Lad mig nævne et eksempel, som viser systemets råddenskab, nemlig en oplysning fra Jørgen Steen Nielsens bog Den store omstilling. Han nævner her, at lederne af de fem største finansielle virksomheder i USA i 2007 fik udbetalt i alt 35 milliarder dollars i bonus. Det lyder totalt sindssygt, men det påstås altså. Et sådant tal siger selvfølgelig ikke alt, men helheden ses ofte i detaljen. Og dette er en illustration af det finansielle systems helt ubeskrivelige usundhed – dengang og nu. Der er nemlig ikke sket ret meget, der reelt har ændret den grådighed, den uhæmmede opfindsomhed og de frihedsgrader, som de finansielle virksomheder har til at agere og manøvrere inden for. Og det gør de. Skal vi bevæge os i den rigtige retning, så er en af de fundamentale forudsætninger, at de finansielle virksomheders handlerum stærkt begrænses. Og det kræver national og international lovgivning.

Jeg ærgrer mig over, at ingen politiske ledere tør sige, at vi er nødt til at skifte kurs, nødt til at sadle om, nødt til at gå nye veje, nødt til at tale om nye veje, nye mål, nye vilkår. Må jeg benytte denne lejlighed til at anbefale Jørgen Steen Nielsens bog: Den store omstilling (Informations Forlag). Det er en fremragende og skarp analyse af den systemkrise, som verden befinder sig i. Og det er også en bog, der tegner nogle billeder af, i hvilke retninger vi nødvendigvis må bevæge os, nemlig i retning af noget, der som overskrift har ordet: bæredygtighed.