Grundlæggende forandring og lederskab
20. august 2012
Der rettes megen opmærksomhed mod at ændre detaljer, rutiner, systemer, strukturer i organisationer – normalt fordi der er noget, der ikke fungerer eller ikke fungerer tilstrækkelig godt. Ufattelig mange ressourcer og energier rettes mod sådanne konkrete og specifikke forandringsprojekter. Tag din egen virksomhed; tag områder som folkeskolen og hospitalsvæsenet. Der er ingen grænser for, hvad der er af ideer til, hvad der konkret og specifikt skal ændres i folkeskolen: madpakker, timefordeling, forældreinvolvering, inklusion – hver dag har sine forslag og drøftelser. Mange af de tiltag, undertiden kalder man det reformer, der på den måde gennemføres, er i virkeligheden forsøg på at reparere på noget, der er ved at falde fra hinanden. Mange fornemmer godt, at det er sådan, det forholder sig, men bliver alligevel ved med at reparere – i stedet for, ja i stedet for hvad?
Den verdenskendte ledelses- og læringsforsker Peter Senge fra MIT i Boston taler om profound change. Profound betyder dybtgående eller grundlæggende. En grundlæggende forandring er en forandring, der kombinerer indre skift i menneskers værdier, aspirationer, ønsker og adfærd med ydre skift i processer, strategier, praksis og systemer. Profound kommer af det latinske fundus, der betyder base eller fundament. Profound forandring drejer sig om at bevæge sig mod noget fundamentalt og ændre noget fundamentalt. I profound forandring er der derfor læring.
Peter Senge formulerer det på den måde, at organisationen ikke bare gør noget nyt; den udbygger og udvikler dens kapacitet for at gøre ting på nye måder – den udvikler en kapacitet for vedvarende læring og forandring. Det er denne understregning af både indre og ydre forandring, der er det centrale i de spørgsmål, som dagens organisationer brydes med. Det drejer sig om at arbejde med vedvarende forandring, og vedvarende forandring drejer sig ikke kun om at ændre strategier, strukturer, systemer og rutiner, men mere om at ændre den tænkning, der frembragte disse strategier, strukturer og systemer. Hvordan tænker vi skole? Uddannelse? Læring? Menneskelig dannelse og uddannelse? Hvordan tænker vi sundhed?
Peter Senge formulerer i forlængelse af ideen om grundlæggende forandring en ændret ledelsesopfattelse. Han taler om udvikling af lederskabs-kapacitet i hele organisationen. Det er en formulering, der flytter fokus væk fra den traditionelle opfattelse af lederskab som værende synonym med topledelse og topledere og over til en opfattelse af “lederskab forstået som et menneskeligt samfunds kapacitet til at skabe dets fremtid”, og mere specifikt evnen til at fastholde de forandringsprocesser, der kræves til dette. ”Jeg tror, siger Peter Senge, at lederskabet vokser gennem den kreative spænding, der genereres, når personer artikulerer visionen og samtidig fortæller sandheden om den nuværende virkelighed”.