Infantilisering

Ordet infantilisering har været brugt i den forgangne uge om den udvikling, der kan iagttages med hensyn til unges placering på tunge poster i samfundet. Det er en farlig debat, og det er i særlig grad farligt at deltage i den, når man, som jeg, er oppe i årene (f. 1944) og derfor måske på den måde har noget i klemme. Det føler jeg nu ikke, at jeg har, og det kan just være en del af problemet.

Hele mit liv har været præget af en daglig kontakt med tusindvis af unge mennesker – mennesker i 20’erne (studerende). Denne gruppe er ikke repræsentativ for noget som helst andet end sig selv, men hvis jeg tager denne gruppe isoleret set, så må jeg konstatere: Hvor er der forskel på mennesker, også unge mennesker. Det er ganske enkelt utroligt, hvor stor forskel, der er på mennesker, herunder helt unge mennesker. Det kunne der skrives lange beretninger og udfoldes mange eksemplar på. Det skal jeg undlade, for vi véd det alle sammen.

Men på trods af det, på trods af det er det rigtigt, som det har været fremhævet i debatten: Livserfaring som en 50-årig kan man ikke have som 26-årig.  Der har altid været ungdomspolitikere, der har været aktive i de politiske ungdomsorganisationer og i andre ungdomsorganisationer, f.eks. forskellige elev- og studenterforeninger, fra de var teenagere. Da jeg i sin tid var aktiv i bl.a. Danske Studerendes Fællesråd, havde jeg rig lejlighed til at konstatere, at denne organisation, dengang – som formentlig også i dag – er en tumleplads for unge, ambitiøse, fremadstormende mennesker, hvoraf mange nogle få år senere ses på forskellige ledende poster i samfundet. De udvikler en retorik, et sprog, en tone, en omgangsform, en sikkerhed mm., hvormed de bringes ind i og færdes i nogle særlige fællesskaber af mennesker. Nogle af disse unge har så meget fart på, at de hverken får eksamen, erfaring, job eller noget som helst – de bliver ministre, formænd, folketingsmedlemmer, borgmestre, rådgivere og hvad de nu ellers bliver – endnu inden de er noget.

Vi ser altså flere og flere  såkaldt voksne politikere være rundet af disse ungdomsorganisationer af forskellig slags, men selvfølgelig i denne sammenhæng specielt de politiske ungdomsorganisationer. Lytter man til dem, når de deltager i en debat, kan man på lang afstand høre den træning, den skoling mm, som de har været igennem i den ungdomsorganisation, som de har eller stadig tilhører, og som bl.a. indebærer, at de meget hurtigt kommer til at minde om små voksne. Mange af dem har været små voksne, siden de var teenagere. Det er uhyggeligt.

Jeg holdt foredrag forleden sammen med biskop Kjeld Holm. Vi berørte dette emne, og Kjeld Holm sagde: ”Ja, engang imellem er det svært at se, om de unge  (politikere) er konfirmeret og flyttet hjemmefra”. Det giver jeg ham ret i. Jeg føler mig ilde til mode, når jeg ser – og hører – en minister, der er i 20’erne, og som mestendels er fyldt med politiske fraser og standardformuleringer, som kommer ud af dem som skidt fra en spædkalv. Det er pinligt og det er skadeligt for demokratiets udvikling.

Jeg må så omvendt også sige, at når jeg hører på nogle af de voksne og måske oven i købet ældre og erfarne ministre, så sker det, at jeg tænker: Hvorledes er det, at man i dette land – og formentlig også i mange andre lande –  udvælger ministre, for det ser da ikke ud til at være ud fra deres intelligens, erfaring, kommunikative evner eller andet, som man umiddelbart kan se ud fra den måde, som de taler og opfører sig på – så der må altså være andre kriterier, der ikke umiddelbart lader sig gennemskue!?