Abonnement til ledere

Abonnement til studerende

Introduktion til Teori U

24. september 2012

Teori U er en af de seneste års mest omtalte ledelsesteorier. Verden over har mange mennesker taget imod Teori U med stor interesse og entusiasme.  Det har helt sikkert meget at gøre med, at vi lever i en tid med mange alvorlige kriser og ubalancer – humanitære, sociale, såvel som økonomiske og miljømæssige. Mange mennesker, mange virksomheder, mange politikere er klar over, at vi står midt i en stor transformationsperiode, hvor der er og fortsat vil være tale om at medvirke til gennemførelse af store forandringer. Og ikke bare forandringer, der er karakteriseret ved mere af det samme, men forandringer, der er karakteriseret ved, at der er tale om forsøg på nytænkning. Jeg vurderer, at teori U er en meget vigtig og lovende teori netop når det handler om at gå nye veje ledelsesmæssigt.

Forskeren bag Teori U, professor Otto Scharmer fra MIT i Boston, har skrevet hovedværket inden for området, nemlig bogen Teori U, der oprindelig er udgivet på amerikansk, og nu oversat til dansk, tysk, hollandsk og norsk – vist nok i nævnte rækkefølge.

Nogle kolleger og jeg, Matias Waagner Nielsen, Elad Chone, Michael Stubberup og jeg har alle været optaget af og arbejdet med Teori U. Vi besluttede for et års tid siden, at vi ville skrive en introduktionsbog til teori U. En sådan bog manglede helt åbenbart, og nu er bogen færdig og publiceret på Gyldendal Business.  Det er en lille bog på knap 160 sider. Det er ikke sofalæsning, men det er en overkommelig bog. Man kan ikke fremstille komplicerede og omfattende emner til sofaen. Man må anstrenge sig. Vi ønsker med bogen at formidle hovedlinjerne i Teori U og samtidig tematisere nogle af de mere komplekse sider af teorien. Vi mener ikke, at man kan formidle en teori, hvis mål er at kunne rumme og arbejde med store, komplekse problemstillinger på en fuldstændig enkel og simpel måde. Det lader sig simpelthen ikke gøre. Vi udfordres af kompleksiteten, og det forsøger vi at håndtere i bogen.

Vi forsøger også på områder, hvor den oprindelige bog måske ikke var helt klar, at komme lidt videre med at udfolde og præcisere teorien. Det siger sig selv, at en teori, der handler om at møde nutiden og fremtiden på nye måder, en bog, der ønsker at bidrage til nytænkning, når det handler om virksomheders og regeringers måde at lede og beslutte på – en sådan bog kan nødvendigvis ikke være enkel og simpel. Vi håber og tror, at bogen kan bruges af de mange danskere, der er optaget af teori U, både som teori, men også som en teori og tilgang, som man kan arbejde med i praksis.

Hildebrandt, Stubberup, Nielsen og Chone: Introduktion til Teori U. Gyldendal Business. 158 sider. ISBN 9788702118094.