Toplederen

Forleden var jeg sammen med en leder i en meget stor dansk virksomhed. Han har været leder i virksomheden i adskillige år. Har været i virksomheden gennem de seneste års finanskrise og andet. Han er ikke topleder, men placeret tæt på topledelsen – og derfor har han kunnet iagttage, hvorledes topledelsen og den øverste direktør har ageret.

En topleder er som hovedregel dygtig – en dygtig branchemand, en person, der har demonstreret betydelige resultater i sit tidligere virke, en person, hvorom der er stor respekt, en stærk person, en person med viljestyrke – og meget andet.

Styrkesiderne er også de potentielt svage og farlige sider. Fordi en person er dygtig i én type virksomhed, i én type situation, fx vækst, i én periode, under nogle omstændigheder, så behøver personen jo ikke at være dygtig under helt andre omstændigheder, vilkår, i helt andre virksomheder og brancher.

Men man skifter som hovedregel ikke uden videre en topleder ud, og det betyder, at mange topledere sidder på toppen i samme virksomhed i mange år – og undertiden under stærkt omskiftelige vilkår. Det er farligt. Og det var det, som jeg talte med denne leder om.

Topledere har det sidste ord. Lad os bare formulere det så enkelt. Toplederen sidder for bordenden; med der er ofte også andre mennesker med ved bordet, men hvad siger de andre? En topleder spiller normalt en stor rolle i sin virksomhed. Bestemmer; beslutter; viser vejen; sætter tempoet, tonen og retningen. Sådan skal det også være. Det er faktisk det, eller det er i hvert fald også det, man har en topleder til.

Men selv om topledere er dygtige, er de jo ikke alvidende. Jo, det var faktisk det, som toplederen i denne konkrete virksomhed var. Eller troede, at han var. Og mange mennesker omkring ham hjalp til med at fastholde ham i dette billede. Så han kunne til sidst gå på vandet. Og gående på vandet traf han en del gode og vidtrækkende beslutninger for virksomheden – og han traf en række meget dårlige beslutninger, som til sidst (sammen med finanskrise og andet) bragte virksomheden ud i nærheden af afgrunden.

Kunne det have været forhindret? Denne ene topleder har naturligvis ikke ansvaret for finanskrise, boligbobler og andet. Men jeg vil sige: Mange af de dårlige beslutninger kunne have været undgået, hvis…. Hvis der havde været en anden kultur i virksomheden, en anden kultur omkring toplederen, en anden samtalekultur. Der var ingen, ingen, der turde sige denne topleder imod. Der var megen viden i virksomheden omkring de trufne beslutninger og deres konsekvenser, der aldrig kom op på bordet. Der var mange alternative synspunkter og ideer, der aldrig blev til egentlige alternativer, fordi ingen turde formulere og præsentere dem. Og hvis der alligevel en sjælden gang kom modstand – måske fordi toplederen var i gang med noget, der ud fra nogle vinkler var klart ufornuftigt eller risikabelt – ja, så var erfaringen, at denne modstand – enten på stedet eller senere  – blev straffet.

I dag er det sådan i virksomheden – længe efter, at denne topleder er væk, at der dukker striber af ideer og muligheder frem, hvorom det i virksomheder hedder: Det er en dårlig ide! Det vil vi ikke! Og når man ser efter, er der ingen, der rigtig ved hvorfor. Sådan er det bare. Men når man så ser ordentligt efter, så viser det sig, at det var noget, som den gamle direktør var imod – og derfor er det noget, man – som en selvfølge – er imod i hele virksomheden. På den måde dukker den ene ide efter den anden frem, gode ideer og projekter, som man nu, efter at man har indset de rigtige sammenhænge, er ved at realisere – for det var faktisk rigtig gode ideer. Den gamle direktør kunne bare ikke lide dem.

Hvad er pointen i dette? Er der noget, man kan lære? Noget man skal lære? Hvad kan toplederen selv gøre? Hvad kan og skal virksomheden, dvs. andre mennesker i virksomheden, gøre? Det overlader jeg nu trygt til læseren at spekulere videre over og måske formulere nogle synspunkter om på bloggen.

God mandag!