MBA og gennemsigtighed
18. februar 2013
Denne artikel har været bragt som Business Kronik i Berlingske Tidende den 17. februar 2013.
MBA er et emne, der jævnligt behandles i medierne. MBA betyder Master of Business Administration. En betegnelse for en lederuddannelse, der bruges verden over. Der er en mængde fordomme og myter omkring de tre ord: MBA. MBA er en ikke-beskyttet titel. Enhver kan udbyde en MBA-uddannelse, og enhver, der gennemfører uddannelsen – hvad enten det sker på én måned eller på to år – må kalde sig MBA.
Alt dette gør, at der er god grund til at have fokus på MBA-uddannelser. Man véd ikke, hvad man står over for, når man møder et visitkort, hvor der står MBA. Det gør så, at man kan få et visitkort, hvor der står: MBA (Harvard). Så handler det om en person med en MBA fra Harvard Business School i Boston, som har betalt flere hundrede tusinde kroner for uddannelsen og har arbejdet hårdt.
Der er prestige og penge forbundet med en MBA. For universiteter og private udbydere er det en forretning. Og for den studerende handler det også om penge – og andet. Det koster penge at gennemføre uddannelsen, og bagefter venter der forfremmelser, nye jobs og højere løn.
Der er et stort antal udbydere af MBA-uddannelser. Lige fra Harvard Business School til universiteter og private udbydere. For at kunne differentiere og skelne skidt fra kanel, har man fundet på at akkreditere MBA-uddannelser, dvs. undersøge og herefter godkende eller forkaste uddannelser. Det fører til en vigtig sondring mellem akkrediterede og ikke-akkrediterede uddannelser.
Der er én ting, jeg vil sige til alle potentielle studerende: Se dig for! En sådan uddannelse er et komplekst produkt. Og man bør ikke bare overføre 250 eller 75 tkr. uden at vide, hvad man får for pengene, hvad der faktisk er mennesker, der gør. Ubegribeligt. Nogen gange, fordi de har tillid; andre gange, fordi de ikke tænker sig ordentligt om.
Man må spørge: Hvad er det for en uddannelse? Hvordan er uddannelsen bygget op? Hvilke fag indgår? Beskrivelser af fagene? Hvilke lærebøger og tekster benyttes, og hvem er forfatterne? Hvorledes foregår undervisningen? Hvilken vejledning får man? Hvorledes foregår eksamen? Hvem eksaminerer og bedømmer? Hvilke censorer medvirker? Arbejder den pågældende udbyder sammen med universiteter – i Danmark og/eller i udlandet? Indgår der studierejser til eller studieophold i udlandet? Hvem er ansvarlig for de enkelte fag og for studiet som helhed? Hvem underviser på studiets forskellige fag? Og hvilke uddannelser og erfaringer har disse undervisere? Man må spørge, inden man giver sig i kast med noget så omfattende! Både når det handler om akkrediterede, men også, og endnu mere, når det handler om private udbydere, evt. udbydere, der ikke har erfaring med den slags uddannelser. Det er det eneste naturlige.
Et eksempel på den offentlige interesse omkring MBA-begrebet er den seneste tids usikkerhed om den private udbyder Probanas MBA uddannelse. Jeg opfordrer Probana – og andre – til at gøre det samme, som universiteterne gør: Være åbne. Probana taler om landets dygtigste undervisere, kommunikationsfora mm. Fuld respekt, men lad de potentielle studerende få lov at se, hvad dette dækker over, inden de melder sig til noget, som de intet kender til. Offentliggør alt dette på hjemmesider eller på anden måde. Skab gennemsigtighed. Lav lister med undervisernes, forskernes og konsulenternes navne, pensumlister, forfatternavne mm. Alt dette har afgørende betydning, når man skal vælge en uddannelse – og i særlig grad hos en ny udbyder. Man kan ikke som privat MBA-udbyder både være ikke-akkrediteret og lukket. I det hele taget er det en uskik at udbyde helt lukkede uddannelser, hvor man som køber virkelig risikerer at købe katten i sækken.
En indvending mod åbenhed kunne være konkurrencehensyn. Men når man er på markederne for uddannelse og viden, gælder der andre konkurrencenormer. Her er åbenhed, gennemsigtighed og sammenlignelighed nøgle- og hædersord – og burde være et lovkrav. Universiteterne har en lang tradition for åbenhed om uddannelser og forskning. Og når man går ind på MBA-feltet og hævder, at man er på niveau med det bedste, så melder man sig ind i andre normer og traditioner, end når man er på almindelige – havde jeg nær sagt – kræmmermarkeder.
Det handler om viden; det handler om uddannelse; ja, det handler oven i købet om ”at bygge bro mellem den nyeste forskning og en praktisk tilgang”, som det hedder i Probanas annoncer. Man har meldt sig ind i en anden liga, når man bruger alle disse vendinger, og det opfordrer jeg bare private udbydere til at tage konsekvenserne af – nemlig at skabe den sædvanlige og seriøse gennemsigtighed, som man forventer at møde på disse felter og på dette niveau.
Jeg synes, det er i orden, at private virksomheder udbyder MBA-uddannelser. Med der påhviler udbyderne et ansvar for at tydeliggøre, hvad man som køber får. Og køberne har et ansvar for at se sig for. Hvis ikke udbyderne selv kan finde ud af at sikre en sådan fair åbenhed, så bør offentlige reguleringer og indgreb overvejes.