SU-reform – anledning til refleksion, oprydning og opstramning

En lidt ændret version af denne artikel har været bragt som blogindlæg på Ugebrevet Mandag Morgen den 20. februar:

Når jeg lytter til debatten om SU-reform, selv med opbydelse af stor imødekommenhed og forståelse, sidder jeg alligevel tilbage med et indtryk og et billede af danske studerende som en samling svæklinge, der skal have sabbatår, fjumreår, cafe-penge og SU for at de kan gennemføre deres studier, samtidig med at de kræver af mig, at jeg skal  have forståelse for, at det er meget hårdt og meget vanskeligt at være studerende; jeg må forstå, at studerende går ned med stress engang imellem, har personlige problemer, og har behov for i ny og næ at udskyde en eksamen og et projekt eller ligefrem springe et semester over; desuden må jeg forstå, at det er nødvendigt med erhvervsarbejde ind imellem, fordi man selvfølgelig ikke kan studere uden af have sommer-, vinter-, efterårs-, jule- og formentlig også andre former for ferier. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man få det indtryk, at der var tale om en stor gruppe forfulgte mennesker, som samfundet gør alt muligt for at genere. Og dog er realiteten, at langt de fleste studerende i verden ville misunde danske studerende deres vilkår.

Jeg ser en studenterformand træde frem, og jeg tænker: Hvad er han for en repræsentant for danske studerende, en person, som jamrer og beklager sig , som om hans medstuderende var sociale tilfælde. Sagen er: Det er de ikke. De er raske og friske – langt de fleste af dem, og de vil hellere end gerne studere. De er faktisk dybt optaget af deres studier.

Jeg ser en minister, der skal rydde op, men det må ikke hedde oprydning; en minister, som skal stramme, men det må ikke hedde opstramning; som skal spare, men det må ikke hedde besparelser. Som skal fortælle de studerende, at det at studere er et arbejde, og at man faktisk er nødt til at arbejde, studere og komme igennem studierne, og det er ikke lige gyldigt, hvor lang tid det tager; det må ikke tage præcis så lang tid, som det nu lige måtte behage den enkelte studerende. Man har det indtryk, at det helst skal lyde, som om alt er ved det gamle, som om alt er tilladt og muligt, og at vi skal bare køre videre, som vi plejer. Og det skal vi ikke. Og det er heller ikke det, ministerens signaler, men han siger det ikke særlig klart – for det gør man ikke som politiker.

Det at være studerende er et arbejde. Universitetet er en arbejdsplads, hvor der forskes, undervises og studeres. Den gennemsnitlige danske studerende arbejder hårdt og målrettet; den gennemsnitlige danske studerende får en seriøs og god undervisning og vejledning; har gode og ansvarlige lærere og vejledere; består deres eksaminer og afslutter deres studier inden for rimelige og fornuftige studieperioder. Det er denne meget store gruppe af studerende, som man primært skal se på. Det er den slags studerende, der er flest af. Det er dem, der skal satses på.

Nogle studerende har så valgt sig ind på studier, fag, områder, hvor alt for meget sejler, hvor der ingen ordentlig undervisning er, og hvor man derfor med rette kan kritisere systemet. Andre studerende er ikke egnede til at studere; vi er nødt til at være ærlige og ædru og erkende, at det ikke er alle, der er egnede til et traditionelt universitetsstudium. Jeg tror desværre, vi må erkende, at nogle studerende aldrig skulle have været optaget på et universitet, når et universitet er det, som vi definerer et universitet til at være i øjeblikket. Dette er et af kardinalpunkterne, hvis vi ser den aktuelle diskussion i et lidt bredere perspektiv: Det er tilsyneladende en grundantagelse i meget af den debat, der føres om SU og uddannelsespolitik i det hele taget, at det er et selvstændigt og klart mål, at så mange unge som muligt skal optages på og gennemføre et universitetsstudium. Hvis vi med et universitetsstudium mener studier på det nuværende universitet, så er jeg overbevist om, at denne præmis er helt forkert. Vi skal uddanne vore unge mennesker, selvfølgelig, men der er intet som helst i tolkningen og mødet med fremtiden, der tyder på, at universitetsstudier alene er løsningen og vejen ind i fremtiden. Der er helt sikkert behov for andre slags uddannelser, uddannelser, som vi måske nok har set konturerne af, men som vi endnu ikke har designet. Alle er egnede, nogle til det nuværende universitet, andre til noget helt andet, end det nuværende universitet giver mulighed for.

Nogle af de studerende, der formentlig ikke skulle have været på universitetet, er så tillige så uheldige, at universitetet er så svagt, at det på et eller andet tidspunkt oven i købet giver dem ikke bare en bachelor-, men også en kandidatgrad, hvorved den pågældende person virkelig har problemer, for nu har personen en eksamen og en uddannelse, som der er forventninger til ude i samfundet, forventninger, som den pågældende person slet ikke kan leve op til. Den pågældende får aldrig et job som det, uddannelsen sigter imod. Realiteten er nok, at vi er ved at uddanne et proletariat af akademikere, som aldrig skulle have haft deres eksaminer – men som skulle have været noget helt andet – som samfundet i øvrigt formentlig har meget behov for.

Jeg bliver ved med at understrege, at det nuværende universitet primært er for mennesker, der er dygtige til at gøre det, som vi igennem århundreder har benævnt: at studere. Der er mange mennesker, der ikke er egnede til at studere – på den måde, og disse mennesker skal have andre uddannelser, andre former for træning, læring, undervisning, uddannelse, aktivitet mm.

Min opfattelse er, at hele denne debat om SU også aktualiserer behovet for at drøfte: Hvad skal et universitet være i fremtiden? Hvad vil vi med vore universiteter? Og givet det: Hvilke andre former for uddannelser er der så også behov for – kald det universitetsuddannelser eller noget andet?