Løgn, uærlighed og hykleri

Jeg véd det jo godt, men jeg blev alligevel overrasket, da jeg på en café drak en kop kaffe med et menneske, der har betydelig erfaring både fra den private og den offentlige sektor, og både som medarbejder, leder og som konsulent. Jeg kendte den pågældende godt, og vi havde en åben og direkte samtale – om arbejdsforholdene i den såkaldt moderne organisation.

Og nu kommer det: Hvis man forsøger at bilde sig selv ind, at man som leder eller ansat i en dansk offentlig eller privat virksomhed kan være autentisk, ærlig, åben, redelig og direkte, så er man ikke ærlig over for sig selv. For det kan man ikke! Det var hans absolutte påstand. Man må – engang imellem – være uærlig; man må gå på kompromis med sandheden og ærligheden; man kan ikke altid sige ting direkte; man kan ikke altid sige hele sandheden; man må administrere sandheden, dosere sandheden; man må være en hykler. Sådan formulerede han sig i samtalens løb.

Man kan vælge at slå det hen og sige: Ja, ja, sådan er det, og selvfølgelig må man indordne sig under forholdene, hvor man nu engang er. Og hvis det indebærer, at man må gå lidt (og ind imellem meget) på kompromis med sandheden, nå ja, så er der vel ikke noget at gøre ved det? Man må acceptere.

Man kan også vælge at være noget mere nøjeregnende med sig selv, sit eget værd, sin egen integritet og nægte at acceptere den slags forhold på ens arbejdsplads, og hvis man så ikke kan være der, ja, så må man forlade den. ”Skik følge, eller land fly”. Man flyr!

Og det var nok opfattelsen hos min café-ven: Hvis man tror, at det er så enkelt, så er man naiv. For hvis det er den holdning, man tror, man kan praktisere på en normal dansk arbejdsplads, så vil man faktisk aldrig kunne være på en arbejdsplads. Så stærkt formulerede han det. Vi drøftede det, og jeg måtte være ærlig og sige, at mine egne erfaringer gennem et langt liv jo ganske rigtigt peger i samme retning, om end jeg ikke vil formulere mig så kategorisk, som han gjorde det.

Men – kunne man sige: Behøver man at formulere det så skarpt, eller i så skarpe enten-eller vendinger eller kategorier? Behøver man at være så kategorisk? Man skal jo også kunne begå sig, og den lille hvide løgn, det lille hykleri, den lidt redigerede virkelighed – hvad gør det? Er det så forfærdeligt?

Efter café-samtalen kom jeg i tanker om en hændelse, som jeg oplevede for adskillige år siden: Det var en konkret virksomhed og en undersøgelsesopgave i denne konkrete virksomhed, som jeg var involveret i. Opgaven gik ud på at gennemføre en slags værdiundersøgelse af og i den pågældende virksomhed. Hvilke værdier levede i denne virksomhed? Og jeg erindrer, at én af de meget klare værdier, der viste sig, og som til ledernes store fortrydelse kom med i den endelige fremlæggelse, var, at uærlighed var en værdi i denne virksomhed. Konkret betød det, at det var forstået og accepteret som en del af måden at være på i denne virksomhed, at man løj for hinanden; det var – for at sige det direkte, og som det faktisk blev opfattet – en del af forretningsgangen i virksomheden, at man løj for hinanden om forskellige faktiske forhold i virksomheden.

Og jeg kunne fortsætte over i medie- og reklameverdenen. Hvor går grænsen her mellem sandhed og løgn? Hvad står der i avisen – i reklamen, i reportagen, i interviewet? Hvad siges der i medierne? Hvornår er det bare lidt upræcist, og hvornår er det direkte usandt? Ja, også det er meget svært, og i hvert fald må man som mediebruger bestandigt minde sig selv om sætningen: Papir er taknemmeligt. Man må tage sig i agt. Man må ikke tro på hvad som helst, der står i avisen.

Jeg fortalte i en tidligere Ledelse Mandag tekst om en virksomhed under overskriften: Først en klo i kunden. Det var også en virksomhed, hvor løgnen var accepteret. Man løj over for hinanden, man løj over for kunderne, man løj i medierne. Løgnen var der altid; og der var altid flere, der vidste, at det var løgn, og der var altid nogen, der skulle snydes. Løgnen var en del af kulturen.

En norsk forsker, leder og konsulent har formuleret dette meget skarpere. Han har skrevet en bog om det, som hedder: Omgivet af løgnere. Et sted i bogen siger han: Mennesker lyver, fordi de befinder sig i strukturer, hvor det nærmest er umuligt at lade være med at lyve”. Bogen hedder: Arne Selvik: Omgitt av løgnere. Fagbokforlaget. ISBN 8245002798.

”Børn, narre og drukne siger sandheden, thi de forstandige vil ikke”, siger et ordsprog. Det er et gammelt græsk ordsprog, som Peder Syv både har rettet på og udbygget. Sandheden er ilde hørt, siger et andet ordsprog, og det er selvfølgelig det, der får mange til at vælge den umiddelbart lette vej, nemlig at tie eller lyve. Det ilde hørte kommer tilbage som irettesættelse, modstand og straf til den, der, måske naivt, taler sandt, og det går nogen gange så hårdt ud over den ærlige, at den ærlige retter sig ind efter den herskende norm. Den hurtighed, hvormed en hæderlig mand fordærves, er skræmmende, har Anatole France sagt. Og Carl Erik Soya sagde: Ingen er både ærlig og fjendeløs.

Sandhed uden ånd er ikke sandhed, hedder en ofte gentaget sætning. Formuleringen går bl.a. tilbage til en tale, som Københavns Universitets rektor, Peder Madsen, holdt den 21.4.1904, og hvori han sagde: ”Thi sandhed uden ånd er ikke sandhed, og ånd uden sandhed er ikke ånd” Vi taler ikke bare om simple, logiske, matematiske sandheder; vi taler om noget, der også har en højere, en mere almen, en etisk og spirituel dimension. Vi taler om udsagn, som på den ene side har en åndelig forankring, og som på den anden side ikke er fortænkte, for spekulative eller direkte usande.

Løgnen har mange ansigter. Poul Martin Møller sagde: Løgn er den poesi, som ikke kommer af livet. Man falder af og til over sandheden, sagde Winston Churchill og fortsatte: Sker det, samler man sig – og skynder sig væk.

Det er ikke uden grund, at der i litteratur, poesi, folkelige fortællinger, i religiøse og moralske skrifter er megen tale om sandhed og løgn. Det er almene og menneskelige fænomener og temaer, som alle møder på deres vej. Det er dagligdags fænomener. Og derfor er det også temaer og spørgsmål, som man i høj grad må interessere sig for i virksomheder.

Jeg vil ikke frem til nogen konklusion her; jeg vil bare gerne formidle samtalen på cafeen, de andre billeder og eksempler og nogle af de gamle ordsprog, fordi jeg tror, at det måske kan give anledning til nogle gode refleksioner.