Kloden og mig – Mod en mere empatisk civilisation

Denne artikel har været bragt som stafetindlæg på:

Den offentlige sektor.dk, Marts 2013.

Se også: DenOffentligeSektor.dk

Jeg takker sekretariatschef Tommy Wølk fra Code of Care for det spørgsmål, som han har givet mig sammen med stafetten, nemlig spørgsmålet:

Hvilken betydning har det for dansk erhvervsliv og for vores samfund, at lederne i højere grad ser deres egen virksomhed som en integreret del af de samfundsmæssige udfordringer, som fremtiden viser os?

Det er et godt spørgsmål, og det falder godt i tråd med det idegrundlag og det virke, som Foreningen Code of Care står for.

På en måde burde spørgsmålet ikke kunne stilles, for selvfølgelig bør enhver person og enhver gruppe af personer betragte sig som en del af det fællesskab, som personen eller gruppen og virksomheden er en del af. Jeg er en del af min by; en del af den virksomhed, hvori jeg er ansat; en del af min familie; en del af mit land, min verden, min klode. Selvfølgelig er jeg det, og selvfølgelig kan det samme siges om den enkelte virksomhed; virksomheden er en del af samfundet, osv. Og byen er en del af mig. Familien, byen, virksomheden, samfundet er en del af mig. Det hele hænger sammen på meget konkrete og meget tydelige og mærkbare måder.

Der består et gensidigt afhængighedsforhold mellem samfundet og mig og mellem den enkelte virksomhed og samfundet. Jeg og virksomheden bør være optaget af samfundet, bør være optaget af spørgsmålet: Hvorledes kan jeg og vi bidrage til samfundets udvikling? Hvad kan jeg og vi gøre for samfundet? Hvad har samfundet behov for, som jeg og vi eventuelt kan bidrage med? Osv. Og omvendt har jeg og virksomheden lov at stille spørgsmålet: Hvad kan vi forvente af samfundet? Hvilke behov kan vi forvente, at samfundet hjælper mig og os med at dække eller tilfredsstille? Hvorledes kan jeg og vi forvente, at samfundet vil hjælpe mig og os?

Når vi ikke ser dette særlig tydeligt, og det er der desværre meget, der tyder på, at vi ikke gør, så hænger det vel sammen med, at vi alle er dopet, vi er alle påvirket, vi er alle i en rus, der blænder os og gør, at vi ikke klart ser alle disse afhængigheder og forbundetheder. Vi tror, at vi kan agere stik imod de sociale love og naturlovene; vi tror, vi kan hyppe vores egne kartofler, uden at det går ud over andre; vi tror, vi kan rage til os, uden at andre mærker det. Vi tror, vi kan forurene og smide væk, uden at helheden mærker det – min andel er jo så lille, at den ikke kan mærkes, tænker jeg i min rus og tåge.

Ledere – og alle andre – skal være vågne over for disse afhængigheder, herunder være vågne over for, hvad fremtiden ønsker sig af mig, af os, af den enkelte virksomhed og af hele samfundet? Fortiden og fremtiden findes ikke; men mine billeder af og forventninger til fremtiden og fremtidens forventninger til mig er med til at bestemme, hvorledes jeg er til stede som person, som forbruger og som virksomhedsleder lige nu. Derfor er fremtiden og fremtidens krav og behov væsentlige. Jo mere den enkelte forbruger og leder forstår det, desto mere indvirkning vil det have på ledelsen i den enkelte virksomhed og dermed på den måde, som denne virksomhed agerer på og opfører sig på i samfundet.

Hele Code of Care-tankegangen, hele bæredygtighedstankegangen, hele tankegangen omkring den socialt ansvarlige virksomhed har med dette at gøre, og det er en del af en global bevægelse, der i virkeligheden handler om at gøre det enkelte menneske og den enkelte virksomhed mere bevidst om, at vi alle er en del af en sårbar og begrænset klode, som i kritisk grad afhænger af mig og os, og som jeg også på samme kritiske måde er afhængig af.

Det er et spørgsmål om bevidsthed, om udvikling af en stedse mere globalt orienteret bevidsthed, om det, som den amerikanske fremtidsforsker Jeremy Rifkin kalder en mere empatisk civilisation. Psykologen og forfatteren Nadja U. Prætorius skriver om dette i indledningen til sin nye og meget læseværdige bog, Den etiske udfordring i en global tid. Hun minder om de første billeder, som astronauter så, og som vi alle så, af kloden set ude fra universet. Jorden fik tilnavnet ”den blå planet”. Dette billede, siger Nadja Prætorius,  ”blev et ikon for den begyndende bevidstgørelse, som førte til dannelsen af de første freds- og miljøbevægelser. Man kan sige, at de kom til at symbolisere en urgammel viden om, at vi til tider har brug for at se tingene fra et højere og mere overordnet perspektiv for at få øje på det, der udspiller sig lige for øjnene af os. Billederne af den blå planet blev et af de øjeblikke i historien, der blev et vendepunkt for vores opfattelse af os selv og verden, ikke fordi vi fik mere at vide om himmelrummet, men fordi vi fik mulighed for at blive klogere på os selv og tage fornyet stilling til livet her på Jorden”.

Den blå planet! Den skrøbelige blå planet, som vi alle er fælles om. Som vi alle har et medansvar for. Det er dette medansvar og denne globale bevidsthed, som dybest set er udfordringen. Det handler ikke om noget derude, det handler om noget inde i mig. Det handler om min dybe indsigt i, at kloden og jeg hænger sammen, at kloden er afhængig af mig og jeg af kloden.