Lavpunkt i den skolepolitiske debat

Denne artikel har været bragt som artikel/blog i Ugebrevet Mandag Morgen den 9. april 2013:

Forleden dag sad jeg og lyttede til et interview på TV med Venstres uddannelsespolitiske ordfører Karen Ellemann. Jeg lyttede intenst, for jeg tænkte uden videre, at det var et seriøst indslag. Pludselig gik det op for mig, at her – for åben skærm – oplevede jeg et absolut lavpunkt af seriøsitet i den skolepolitiske debat. Karen Ellemann var ved at forklare, at Venstre ikke (længere) kunne være med til, at børn skal have 37 timer om ugen i skolen. Venstre kan kun være med til 35 timer om ugen! Ikke 37! Argumentet var børnenes og de unges deltagelse i fritidsklubber og deres erhvervsarbejde uden for skolen. Har man hørt mage? Udtalelsen blev fremført, som om den nærmest skulle opfattes som en opsigtsvækkende proklamation, der var blevet til efter lange og grundige overvejelser – måske oven i købet analyser.

Vi er i det 21. århundrede; vi er et land, der har et højt uddannelsesniveau, i hvert fald ifølge vores egen opfattelse. Som samfund står vi i de kommende årtier over for gigantiske udfordringer på uddannelsesområdet. Vore potentialer er enorme; men det forudsætter, at vi begriber og griber dem. Lige nu har vi en intens debat om den fremtidige folkeskole. Folkeskolen er noget af det mest vigtige i dette land, og derfor er debatten om skolen vigtig og resultaterne af den har vidtrækkende konsekvenser. Det er noget, som vi alle bør tage alvorligt og seriøst. Det er et område og en debat, hvor der er – og må være – mange og i nogle tilfælde også modsatrettede røster, bl.a. fordi vi ikke har sikker forskningsmæssig og erfaringsmæssig viden om, hvordan vi skal indrette fremtidens folkeskole. Og vi kan selvfølgelig ikke have sikker viden, bl.a. fordi der er så mange værdimæssige og holdningsmæssige aspekter involveret. Men også fordi det handler om fremtiden og om, hvad der er gode svar på fremtidens udfordringer og muligheder, og det kan vi naturligvis ikke vide med nogen form for sikkerhed. Derfor er det både en faglig, men også en holdnings- og værdipræget debat, der finder sted og skal finde sted.

Vi skal lytte til hinanden. Vi skal samtale, undersøge, se, forhandle, eksperimentere, konkludere. Men vi skal også være anstændige i vore udmeldinger og argumenter, og dermed mener jeg bl. a.: Dette handler selvfølgelig ikke om 35, 36 eller 37 timer om ugen. Det kan enhver se. Det handler ikke om, hvorvidt børnene skal møde kl. 8.00 eller kl. 8.15. Det handler ikke om, hvorvidt børnene skal bruge den ene eller den anden lærebog; om der skal være 18, 19 eller 20 grader varmt i undervisningslokalerne, om spisepauserne skal være 30 eller 40 minutter. Selvfølgelig skal der træffes beslutninger om alt dette, men det skal ikke ske i Folketinget! Jeg kan næsten ikke komme i tanke om noget så lavtflyvende i debatten, som denne tilkendegivelse om de 35 timer er udtryk for. For ikke nok med, at Karen Ellemann hævdede – og på fattig vis argumenterede for standpunktet; hun gjorde tillige gældende, at dette forhold var så vigtigt, at der på den baggrund og med denne afgrundsdybe uenighed mellem parterne ikke længere forelå forhandlings- og forligsmuligheder.

Det er sådanne ting, der kan gøre, at man pludselig begynder at tvivle på vore politikeres evner til og muligheder for at håndtere de problemer og potentialer, som vi står over for og med. Hvor lavt kan vi komme i debatniveau? Det handler ikke om en teknisk detaildiskussion ude på en skole; det handler ikke om et afgrænset juridisk eller administrativt anliggende; det handler ikke om, hvorvidt vi skal gennemføre et skolebyggeri på den ene eller anden måde; det handler om, hvad man drøfter på det aller øverste ledelsesniveau i det danske samfund vedrørende folkeskolens fremtid. I Folketinget. Folketinget er det øverste ledelsesniveau, når det handler om folkeskolen. Det handler om et emne af vital betydning for samfundets udvikling, nemlig den måde, vi behandler vore børn og unge på. Man skal ikke gradbøje, men dette er noget af det vigtigste overhovedet i samfundet. Og det handler selvsagt ikke om 35 contra 37 timer om ugen! Det handler om indhold, metoder, processer, ledelse, samarbejde, fremtidsvurderinger mm. Men frem for alt: Det handler om, hvad vi vil med folkeskolen. Det handler om formålet med folkeskolen.

Men nu gør man spørgsmålet om 35 eller 37 timer om ugen til et kardinalpunkt, ja, til et afgørende tema for forhandlingernes eventuelle fortsættelse – uden nogen som helst substantiel argumentation. Det er mere end beskæmmende. Det er et lavpunkt til skræk og advarsel. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Jo, det har jeg, men dette er slemt. Og det forklarer, hvorfor det går så langsomt med at gennemføre egentlige reformer i folkeskolen, reformer, som mange er enige om nødvendigheden af, men som vi ingen vegne kommer med, fordi vi befinder os i en politisk sandkasse som den, vi her ser Karen Ellemann vedligeholde.

Politikerne påtager sig et meget stort fremtidsansvar, når de på denne måde lægger gift for seriøse, oplyste og fremtidsrettede drøftelser og forhandlinger. Det er politikernes skyld, at vi ikke kommer længere. Politikerne har på deres side travlt med at skyde på de faglige mennesker, bl.a. lærerne og pædagogerne. Det er dem, der svigter, siger man. Men de største og mest fatale svigt udgår fra politikerne, der spiller kortsigtede, og det vil ofte sige dag-til-dag politiske spil med hele folkeskolens situation og fremtid.