Mod grøften

Der tales om ledelse, som aldrig før. Fra at være et emne for de få, er ledelse blevet et emne for alle. Alle taler med. Hver uge har sin nye bog om et eller andet lidt smart engelsk-klingende udtryk – på dansk. Ledelse er i den grad blevet allemands eje, og det er i den grad blevet forfladiget eller demokratiseret – alt efter temperament og ståsted.

Vi har taget hul på et nyt århundrede eller årtusinde, igen alt efter hvor dramatisk, man vil se på det. Vi kommer ud af et århundrede, der har været karakteriseret ved en helt ubeskrivelig appetit på vækst; materiel vækst hos en lille del af verdens befolkning, der har raget til sig af alt, hvad der var værd at eje og at æde. Milliarder af mennesker på kloden er blevet ladt i stikken.

Disse mange milliarder mennesker er nu ved at vågne op. Og det går ikke stille af. Kineserne var blandt de første, der virkelig tog fat; og de går nu løs på verden med den koldeste og mest effektive krigsstrategi, der nok nogensinde er set, og vel at mærke en krig, der ikke føres med krudt og kugler, men med penge og snilde. Mange, mange, mange andre lande vil følge efter – ja, er allerede på vej: Indien, Brasilien, Vietnam, Sydafrika og mange flere.

Tilbage står vi i Danmark og i Vesten med en forestillingsverden, med nogle ambitioner, begreber, modeller, med nogle politiske programmer, demokratiske spilleregler, velfærds- og industrisystemer, der set på afstand nok fortsat ser interessante og tilforladelige ud, men som ved et nærmere eftersyn har mange skavanker og kan virke til at være helt ude af trit med realiteterne i verden. Samtidig med at vi lirker lidt på selskabsskatten og nedsætter en produktivitetskommission – for dog at gøre noget på den allertyndeste overflade – tonser udviklingen i de nye industrilande frem med en ubegribelig hastighed.

Kloden lider i et ufatteligt omfang; kloden skriger på omsorg, men den får det ikke. Vi handler med CO2-kvoter med den allerstørste kulde og uansvarlighed – som om det var en leg med tal og betydningsløse fænomener. Vi slipper de globale finansielle virksomheder løs med plads til grådighed, teknologier og koldblodighed af uhørt omfang og karakter og med frihedsgrader, som selv engle ville have svært ved ikke at bruge, måske endda misbruge, og alt dette fører lige direkte mod afgrunden og katastrofer. Vi taler om lappeløsninger og helt overfladiske mikroskopiske korrektioner på en kurs, der er en katastrofekurs, der ikke kan justeres med små korrektioner, men som handler om enten katastrofer eller nytænkning.

Vi har et globalt lederskabsproblem eller udfordring, men det er begge fattige ord. I gamle Europa, demokratiets arnested, verdensdelen med det moderne demokrati, som vi er parat til med våben at ville tvinge ned over andre i verden, hvis vi kunne komme af sted med det, det demokrati, der har fostret og gjort plads til et misfoster af en statsleder som Silvio Berlusconi og har gjort det muligt for det græske samfund at udvikle sig til en monsterkarikatur af et moderne samfund.

I Danmark har vi udviklet et velfærdssamfund, der set fra én vinkel er ved at køre fast i et virvar af systemer, regler, modregler, forbud, undtagelser, sammenligninger, måle- og kontrolsystemer, der fx fører socialt bedrageri i milliardstørrelse med sig, fører til, at stress og sygefravær er hverdagstemaer overalt, at hundredetusinder af mennesker af et utal af årsager ikke arbejder, selv om de godt – i ét eller andet omfang –  kunne arbejde og faktisk arbejder, men uden for de officielle og meget stive systemer. Alle mennesker i Danmark har hørt og hører til stadighed om konkrete eksempler på omgåelse, udnyttelse og misbrug i forhold til sociale systemer, arbejdsmarkedsregler mm. Det danske velfærdssamfund er ved at køre i grøften.