Virksomheders samfundsansvar

Enhver leder, enhver ansvarlig politiker, eller for den sags skyld enhver mor eller far kan ikke vende ryggen til det øjeblikkelige problem, som deres barn, virksomhed eller samfund står med. Det ville være en ubetinget og sikker måde at diskvalificere sig selv på, hvis man som leder på den måde afviste at tage sig af de øjeblikkelige problemer. Enhver god leder vil være der, hvis og når der er alvorlige problemer eller store overraskende muligheder eller udfordringer. Det er væsentligt – og selvfølgeligt. Men hvis dette bliver det normale, så er der også noget alvorligt galt, nemlig: Hvad så med det lange sigt? Hvad med den fjernere fremtid? Hvad med de fremtidige potentialer? Hvis alting går op i krise, pres og det umiddelbare, hvem tager sig så af alt det andet, som måske dybest og principielt set er, hvad lederskab handler om? Og hvis alting drejer sig om kortsigtet overskud og gevinst, om besparelser og kortsigtet optimering, hvis alting handler om kortsigtede aktionærinteresser og kvartalsregnskaber, hvad så med det langsigtede ansvar, herunder måske oven i købet om tid og bevidsthed til at tage et medansvar for hele den omliggende organisme, som dybest set og meget banalt er en forudsætning for vores virksomheds profit, markedsmuligheder, fremtidige medarbejdere, infrastruktur, luft og vand? Hvad med omverdenen? Hvad med den helhed, som vi som virksomhed er en uløselig og stærkt påvirkelig del af, og som også i høj grad påvirkes af vores adfærd, beslutninger mm? Eller sagt på en anden måde: Hvad med den langsigtede ledelse?

Alle virksomheder er ubetinget afhængige af kompetente medarbejdere. Er jeg medansvarlig for dette, fx på den måde, at jeg ansætter en læring i ny og næ? Bidrager til skoler, professionshøjskoler, universiteter og andre med åbenhed, muligheder, forskning, projekter? Min virksomhed er afhængig af miljøet, naturen, luften, vandet. Er det en afhængighed eller en forbundethed, som vi som virksomhed én gang for alle har løst os fra gennem den skat, vi har betalt? Og betaler vi i øvrigt den skat, vi skal, eller gør vi alt muligt for at minimere den skat, vi betaler til samfundet – ja, måske snyder vi lidt? Vi har som virksomhed en stor interesse i, at det går godt i samfundet; at mennesker er sunde og raske; at så mange som muligt får relevante uddannelser og jobs, enten helt ordinære jobs eller lidt specielle jobs, fordi der også på arbejdsmarkedet er mennesker, der ikke så let kan passes ind i et normalt job? Er det noget, der kommer os ved ud over, at vi er interesseret i, at der altid er lige netop de mennesker, som vi på den korte bane har behov for? Eller er vi nødt til, for samfundets og for vores egen skyld, at bidrage til dette ud over, hvad der er vores egen kortsigtede og snævre interesse?

Er det rigtigt, som det oftest bliver formuleret, at aktionærinteresser altid er det korte kvartalsregnskab, det korte sigt, og at det er baggrunden for, at mange virksomheder agerer så kortsigtet, som de gør? Eller er dette med aktionærinteresser meget mere sammensat, fordi aktionærerne jo også har en interesse i, at deres aktier bevarer deres værdi på længere sigt og giver udbytte på længere sigt – og kræver det andre beslutninger, end de, der skaber værdi og udbytte på den korte bane? Dette er meget enkle og velkendte problemstillinger. Men det er ikke problemer eller udfordringer, der har fundet nogen særlig klar eller god afklaring, endsige løsning i vores samfund. Hvad gør vi? Skal vi – jeg, min virksomhed, gøre noget ud over, hvad vi plejer at gøre – nemlig at varetage vores egne snævre interesser?

Jeg har indtil videre ikke brugt udtrykket CSR, selv om det er CSR, jeg også taler om. Årsagen er, at CSR i alt for mange tilfælde har udviklet sig til noget useriøst fjanteri, som jeg ikke kan og vil tage alvorligt. Alt for meget tant og fjas bliver efterhånden skubbet ind under CSR-begrebet, og det er ved at blive både pinligt og begrædeligt. Det, jeg taler om, er et andet virksomhedsbegreb, en anden alvor, en anden opfattelse af virksomheden i samfundet; det handler ikke om at score nogle billige point, men om at være med til at tage et medansvar for og være med til at udvikle det samfund, som virksomheden er lige så afhængig af, som virksomheden er afhængig af at have kunder, medarbejdere og finansielle kilder. Men det er ved at blive sådan – i nogle virksomheder – at man samfundsmæssigt kører så meget i frihjul, at man end ikke ser sig nødsaget til at betale skat til fællesskabet, men bare vil nasse på alt det, man kan komme til at nasse på, og så lade andre betale. Det er klart: På den korte bane går det. På den lange bane går det ikke. På den lange bane er det en dårlig forretning for alle, og det er det måske i særlig grad for den virksomhed, der hele tiden forsøger at snige uden om. Jeg har engang sagt: ”At tage et socialt ansvar bliver et vilkår for at drive virksomhed i fremtiden”. Det gentager jeg her, for det er det, der bliver realiteten. Den aktionær, der tænker langsigtet, tænker socialt og miljømæssigt ansvar ind i bundlinjen og aktionærinteresen.

_{Denne artikel har været bragt som kronik i Berlingske Tidende den 8. september 2013.}