Ledelse, lænker og fængsler

”Den, der ikke bevæger sig, mærker ikke sine lænker”. Sådan hedder et gammelt indiansk ordsprog, og det bør vel kunne få de fleste af os op af stolen. Hvilke lænker er jeg i, og hvordan ser de ud?

De fleste mennesker er i lænker i den forstand, at mange af os er bundet til et job, en uddannelse, en arbejdsløshedskasse, en diagnose, en social eller anden klasse mm., og hvis man ikke føler, at man er i sådanne mere systemmæssige lænker, så er mange af os gode til at lægge os selv i lænker på den måde, at vi pålægger os selv en masse mentale og følelsesmæssige barrierer, forbud og begrænsninger. Jeg kan ikke; Jeg må ikke; Jeg tør ikke!

For nogle måneder siden deltog jeg i et møde med mennesker, der alle – som professionelle – arbejder med udsatte menneskers og familiers situation i Danmark. Vi talte bl.a. om de stive strukturer i stat og kommuner, og en deltager bemærkede: ”Ja, den rigtige måde at gøre mange ting på, er ikke tilladt”. Det er en tankevækkende bemærkning i et samfund, hvor langt de fleste mennesker forlods indbetaler store dele af deres indtægt til fællesskabet, således at fællesskabet efterfølgende kan disponere over disse midler på fællesskabets vegne og til fællesskabets bedste. Og hvad kommer der ud af det? Velfærd! Samt lænker og fængsler af mange forskellige slags, der bl.a. er repræsenteret af de stive strukturer, bureaukratiske regler og systemer, der låser mennesker og virksomheder fast – og som det desuden er næsten umuligt at finde rundt i. For eksempel hævdes det, at der findes 24.000 sider med regler, procedurer, forskrifter, bekendtgørelser mm inden for hele det vanvittigt indviklede og stive beskæftigelsesområde. Jeg siger ikke, at det forholder sig sådan, men der har været både påstande og undersøgelser, der har hævdet eller bevist, at mange af disse – i princippet velmente systemer – ikke fremmer, men snarere hæmmer beskæftigelse. Nogen gange skal man kaste en bombe for at skabe så meget ravage, at der skabes nyt håb, bevægelse, innovation, nytænkning. Bomber kastes. Lænker sprænges. Frihed skabes.

Jeg var dommer i projektet Vores omstilling til en bæredygtig fremtid, det projekt, som dagbladet Information og Danmarks Radio med støtte fra Velux Fonden igangsatte for nogle måneder siden. I løbet af ganske kort tid så vi her, hvordan det boblede frem med mange forskellige projekter fra alle afkroge af samfundet. Arbejdet med at studere de mange projekter var en meget positiv oplevelse, som mindede mig om, hvor mange små og større projekter, der findes rundt om i samfundet, og hvoraf mange har karakter af socialøkonomiske virksomheder af mange slags. Der er ikke mangel på ideer, energi og kreativitet. Men meget kvæles af stive strukturer, regler og mennesker i lænker.

Vi taler ikke meget om alle disse ideer, virksomheder og projekter, formentlig bl.a. fordi mange af os har en lænke, der hedder, at det er flippede, langhårede og ikke særlig nyttige projekter og ideer, der aldrig bliver til noget, er tidsfordriv, rene underskudsforretninger, ren tilsætning, båret frem af idealistiske og naive mennesker, der ikke kan finde på andet fornuftigt at lave, og så render de rundt og laver bæredygtige socialøkonomiske virksomheder. Jeg tror, vi skal passe alvorligt på med nogle af disse fordomme. Danmark har gedigne problemer, og ét af vore problemer er de mange lænker, fængsler og de mange fanger, der skal slippes fri og ud i egentlig frihed, hvor der er plads til at gå i gang med de mange initiativer, der findes som ideer, forsøg, tiltag, og som samtidig – og det er selvfølgelig det væsentlige – er i stand til at imødekomme nogle reelle behov i samfundet.

På den ene side: Behov for forskellige ydelser, produkter, netværk, løsninger mm., der ikke eller kun vanskeligt kan udvikles i de eksisterende strukturer, organisationer, virksomheder. Og på den anden side: Behov for arbejde – i betydningen andre former for arbejde, end det, der tilbydes í de eksisterende virksomheder.

Vi hører alle om de mange mennesker, der er uden for det såkaldte arbejdsmarked. Vi hører alle mulige tal og opgørelser, og vi taler under alle omstændigheder om hundredetusinder af mennesker. Fx er mere end 100.000 unge mennesker uden for både arbejds- og uddannelsesmarkedet. Det er mennesker, der har en lænke, der hedder: Du er én gang for alle sat uden for de formelt set mest attraktive og accepterede fællesskaber, nemlig det såkaldt normale arbejdsmarked og de formelle uddannelsessystemer. Jeg siger én gang for alle, og det er forhåbentlig ikke helt rigtigt, men rigtigt er det, at der er mange mennesker, både unge i den nævnte gruppe og mennesker i andre grupper, der realistisk set aldrig bliver en del af det formelle arbejdsmarked. For mange mennesker er en socialøkonomisk virksomhed et attraktivt alternativ, mulighed, og vi skal have elimineret nogle af de lænker, der hæmmer etablering og drift af allehånde former for socialøkonomiske virksomheder.