Problemer eller potentialer?
17. november 2013
Man kunne tale om to tilgange til ledelse: Den ene: Man ser begrænsninger og løser problemer. Den anden: Man ser muligheder og realiserer potentialer. Og ud fra det kunne man tale om to former for ledelse, nemlig problemorienteret ledelse og potentialeorienteret ledelse. Det er selvfølgelig alt for forenklet, men alligevel. De fleste af os er eksperter i problemer – men ikke i muligheder og potentialer. Vi er simpelthen trænet i at formulere problemer – og dermed i at begrænse og ofte fastholde os selv i gamle mønstre. I folkeskolen, på ungdomsuddannelser og universiteter og mange andre steder lærer vi at formulere problemer – på bestemte måder. Lav en problemformulering! siger læreren. Det gør eleven, og når eleven eller den studerende senere kommer tilbage til læreren med problemformuleringen, er et hyppigt – måske det hyppigste – svar fra læreren: Denne problemformulering er for bred! Du må fokusere og præcisere! Du må afgrænse og være mere konkret! Mange elever og studerende – og det gælder også MBA-studerende – er på den måde blevet sendt hjem med besked om at komme igen med en mere snæver og klar problemformulering. På den måde bliver der hver dag rundt om i verden formuleret millioner af problemer. Elever og studerende af mange slags lærer at formulere sig inden for det eksisterende samfunds- og virksomhedsparadigme og på måder, som læreren og systemet kan forstå, acceptere, overskue og efterfølgende bedømme og eventuelt oven i købet give en karakter.
Når problemformuleringen er godkendt, er næste fase ofte, at eleven eller den studerende – og senere fx embedsmanden eller eksperten – udarbejder en plan og en struktur for løsning af opgaven. Ofte totalt forudsigeligt og næsten uden muligheder for overraskelser. På den måde holdes mange hamsterhjul kørende; og vi bliver oven i købet stadig bedre til at få hjulene til at køre endnu hurtigere, men hvad med alt det, der er uden for boksen eller uden for det gamle mønster? Hvad med det, der er på den anden side af det eksisterende system?
Mange voksne opfører sig, som de har lært. De (vi) bliver ved med at agere inden for paradigmet. Vi tænker i problemer. Vi har et problem, og det formulerer og løser vi ud fra den lektie, vi har lært. På den baggrund løser vi så problemet. Så har vi en problemløsning, som herefter skal sættes til at virke ude i det, vi kalder virkeligheden. Nogle steder er det sat i system på den måde, at vi simpelthen har modeller, systemer og programmer, der løser problemerne, når vi bare indtaster de relevante parametre. Så får vi hurtige og sikre løsninger.
Dette er komplicerede og kontroversielle problemstillinger, som jeg her forenkler, men måske er det alligevel klart, at dette ofte er uhensigtsmæssige og direkte hæmmende tale- og fremgangsmåder . ”Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi dér, hvor vi er på vej hen”, hedder et gammelt kinesisk ordsprog. Hvis man holder sig inden for den problemformulering, som systemet kan forstå og godkende, så ender vi et forudsigeligt sted. Og det er just pointen. Vi vil være sikre, have kontrol. Vi taler ganske vist gerne om kreativitet og nytænkning, men når det kommer til stykket, er vi bange. Bange for overraskelser, bange for nye og uforudsigelige veje og forslag! Og derfor vælger vi det kendte.
Senere i livet, efter endt uddannelse, møder man nogen, der siger: Tænk ud af boksen! Men hvordan skulle man kunne tænke ud af boksen, når man ikke ved, at man er i en boks, og at der derfor er noget uden for boksen? Man er jo opdraget til at være inde i boksen, eller rettere sagt: Man er opdraget til, at det eneste, der findes, er den veldefinerede boks, som hele ens opdragelse og uddannelse har handlet om. Man er opdraget til, at ting er, som de er. Man får jo ikke at vide af læreren, at der er en spændende verden uden for boksen; man får at vide, at der er noget, der er rigtigt og noget andet, der er forkert. Og med den grundforståelse går man ud i verden og møder så pludselig nogen, der taler om bokse. ”Den, der ikke bevæger sig, mærker ikke sine lænker”, hedder et gammelt indiansk ordsprog. Den, der ikke har løst andet end godkendte problemformuleringer, opdager ikke lænkerne. Det er pointen. Derfor: Hvis man er opdraget inden for systemet, i lænker, så skal man udsættes for virkelige rystelser, møde nogle helt andre virkeligheder, hvis man skal ud af boksen; så skal man aflære og lære, i terapi, under behandling af forskellig slags, ud og møde stor natur og mærke, at der er en anden verden uden for den, som systemet har defineret og afgrænset, og så kan man måske på et tidspunkt pludselig se, at der er noget uden for boksen, uden for lænken, uden for den slagne vej. Noget helt andet. Nogle helt andre muligheder eller potentialer.