Anstændighed, pligter og rettigheder i fællesskabet

Den verdensberømte systemfilosof og stifter af The Club of Budapest Erwin Laszló var i Danmark forleden. En lille gruppe mennesker mødtes med ham på Egelund Slot. Erwin Lazlo er over 80 år gammel og fuldstændig klar i holdning og tanke. Han holdt en tale til forsamlingen. Han stod på trappen i forhallen, holdt roligt den ene hånd på gelænderet og talte stille og klart om, hvor alvorlig en situation, vi befinder os i. Han, der også er en verdensberømt pianist, har den ældres visdom, overblik, tolerance og klare udsyn. ”Vi er i en situation, hvor alt for mange af os kun tænker på os selv”, sagde han. Vi er kun optaget af vores egen succes, bankkonto og karriere. Måske af vores egen kommune, region og land – og her standser det i hvert fald, men ofte meget tidligere. Det betyder i praksis, at alt for mange mennesker giver fanden i fællesskabet; snyder og bedrager, snyder i skat, snyder med tilskud og registreringer. Mig, mig – koste hvad det koste vil for samfund og fællesskab. Rollemodellerne gør det samme. Politikerne lyver og fortier det ene og det andet. Og vi accepterer det. Tilliden til landets øverste ledere og tjenere er på et nulpunkt. I et par årtier har børn og unge – og vi andre – hver uge kunnet se en svindler, bedrager og løgner på TV-skærme og i andre medier. Silvio Berlusconi hedder han. Han deltog i møder, om hvilke det i medierne hed og hedder: ”Europas statsledere mødes”! Hvad skal man mene og gøre som barn og ung i den situation? Hvad sker der? Ja, det er i hvert fald for nogles vedkommende ikke mennesker, som vi kan have nogen som helst tillid til, endsige respekt og ærbødighed for. Og jeg vil faktisk gerne have ledere, som jeg har respekt og også gerne en vis gammel og værdig ærbødighed for.

Vi indgår handler, og ”vi” er fællesskabet, finansministeren, Folketinget med en partner, et firma, der har fået bøder – af fællesskabet – på flere milliarder kroner. Det får man ikke for at køre uden lygte. Der skal mere til, og det ”mere” har Goldman Sachs præstereret – formentlig til fulde. Vi og vore politikere er blevet en samling kræmmere, der handler med hvem som helst om hvad som helst. Vi kalder det konkurrencestaten. Børn skal lære engelsk fra 1. klasse, ”så de kan konkurrere med kineserne”, som stats- og børne- og undervisningsministeren formulerer det. Vi er langt ude. ”Vi vil sælge aktier i DONG til hvem som helst i verden, der giver den højeste pris”, siger finansministeren. Og dem, der ikke kan matche Goldman Sachs’s tilbud, kommer ikke i betragtning. Dette handler ikke om at matche nogen eller noget som helst. Dette handler ikke bare om simpel, kortsigtet likviditet og priskalkulationer. Det handler også om etik og moral, det handler om værdier og anstændighed. Man handler med den partner, som man har tillid til og respekt for. Og jeg siger: Der er ingen som helst grund til at have den slags forestillinger og holdninger i relation til denne partner. Det er en blindgyde, som stort set alle i debatten har ladet sig føre ind i: at andre, der vil byde, skal kunne matche netop Goldman Sachs.  Hvorfor i alverden skal man kunne det? ”Vi har lavet den aftale, der samlet set er bedste for danske skatteydere”, siger de ansvarlige politikere.  ”Bedst” handler alene om penge. Men dette handler netop ikke alene om penge. Det handler lige så meget om moral og anstændighed, og det er ikke begreber og forestillinger, der belaster ledere og medarbejdere i Goldman Sachs.

Overfor dette kortsigtede kræmmeragtige taler Erwin Laszló om en planetarisk bevidsthed, om en ny bevidsthed; det er netop det, at vi mennesker har en bevidsthed, der gør det muligt for os at tænke frem i tid, at reflektere, at lære, der gør os forskellige fra dyr. Men for at sige det brutalt: Vi opfører os mange steder som dyr, der kun tænker på at æde det næste måltid og gerne stjæler – om nødvendigt – fra den svage ved siden af, som også er sulten. Vi stjæler fra hinanden, vi kører vores eget løb, vi giver fanden i de andre, de må klare sig selv, og ellers må de dø. Der er behov for en ny bevidsthed, der er behov for, at vi tænker meget mere i helheder. Vi taler om forandring, men som Ghandi igen og igen er citeret for at sige, så gælder sætningen: ”Du må være den forandring, du ønsker”  også for mig. Vi står i en situation, sagde Laszló, hvor vi må sige: ”Enten skal vi forandre os eller også går vi ned, så indtræder katastrofen”, og som Peter Engberg, den kloge filminstruktør, med et Einstein-citat mindede mig om på mødet: Hvis vi tænker, som vi plejer, og bruger de samme værktøjer og fremgangsmåder, som vi plejer, så kan vi ikke forvente noget nyt. ”Hvis vi bliver ved med at gøre det, vi er vant til, er det sindssygt at forvente noget nyt”. Så forbliver alt selvfølgelig ved det gamle. Ja, det bliver måske værre og værre.

På mødet tænkte jeg på sætningen, Langsigtet ledelse i en kortsigtet verden, som det rådgivningsfirma, jeg selv er en del af,  Hildebrandt & Brandi, har som motto. Hvem tænker langsigtet? Hvem arbejder med det lange sigt? Hvem tænker ud over dagen og meningsmålingen? Ja, dette handler i virkeligheden ikke bare om det lange sigt; mange ting og fænomener er efterhånden blevet så alvorlige, at det også handler om det korte sigt, i betydningen: dette års lovgivning, strategiske beslutninger i offentlige og private virksomheder, dette års bundlinje mv.

Jeg skriver om dette i min nye bog: Vækst og bæredygtighed. Mange latterliggør talen om bæredygtighed med henvisning til, at det er noget gammelt hippisnak, som kan være hyggeligt nok, men hvem gider tage det alvorligt? Sådan siger og tænker mange. Jeg siger: Det er ikke klogt. Heller ikke, selv om man i virkeligheden kun tænker på sit eget lille jeg og sin egen bankkonto. Bæredygtighed i betydningen – respekt for liv, respekt for naturen, respekt for de næste generationer – er nemlig ikke bare, som det er blevet sagt, Nice to have. Det er Need to have. Det er en – vil jeg sige – selvfølgelig nødvendighed. Kan nogen forestille sig, at vi kan blive ved med at drive rovdrift på den lille blå klode, uden at kloden til sidst må give op? Kan nogen forestille sig, at vi kan blive ved med – med ufatteligt store sejlende fiskefabrikker at tømme havene for alt levende og spiseligt – og at vi kan blive ved med at gøre det – med stadig større og stadig mere udspekulerede fiskefabrikker – og sådan, at der til stadighed vil være levende fisk – også om 100, 200, 300 år? Nej, det kan ingen forestille sig, for det er selvfølgelig en umulighed. Kan nogen forestille sig, at vi kan blive ved med at forurene vore stadig større og større byer, forurene flere og flere fødevarer, tage mere og mere medicin, give dyrene mere og mere medicin – uden at noget til sidst går i stumper og stykker? Nej, det kan ingen forestille sig, for det er ikke muligt.

Det er tid til forandring. Det er tid til – for at sige det på en gammeldags, men meget aktuel måde – en større solidaritet. Der er behov for solidaritet mellem mennesker, kommuner, regioner, lande. Der er behov for et meget mere nuanceret vækstbegreb: Solidaritet kunne være en relevant vækst-dimension; livskvalitet kunne være en anden relevant dimension. Og der kunne peges på mange andre vækst-dimensioner end den simple, kortsigtede, materielle og økonomiske væksttænkning, som vi tilsyneladende alle er besat af, herunder alle de politikere og eksperter, der morgen og aften taler om, at vi skal tilbage på vækstsporet. Hvorfor skal vi det?  Skal vi det for at kunne dele noget mere med de milliarder af mennesker, der mangler  det meste af alt det, som vi andre har i rigelige mængder? Vi stønner og jamrer over, at velfærdsydelserne bliver en lille smule reduceret på grund af finanskrise og meget andet. Men tænker vi samtidig på, at selv  med disse reducerede velfærdsniveauer, ligger vi fortsat langt over eller langt foran og oven over, hvad milliarder af mennesker andre steder på kloden har, og hvad milliarder af mennesker overhovet har fantasi til at forestille sig? Tænker vi den tanke, og tænker vi ud fra den tanke over det gamle begreb, solidaritet?

Begrebet fællesskab, begrebet solidaritet, forudsætter et fænomen, som vi sjældent taler om – formentlig fordi vi ikke bryder os om det eller ligefrem har glemt eller fortrængt det – begrebet pligt. Fællesskaber kan ikke leve og overleve, hvis alle bare råber rettighed og skraber til sig. Hvis alle er optaget af rettigheder, af kontraktuelle rettigheder og garantier for både det ene og det andet, men ingen er optaget af pligter og forpligtelser, ja så falder fællesskaberne fra hinanden – og det er, hvad der er ved at ske.

_________________________

Denne artikel blev offentliggjort som blog på Mandag Morgen (www.mm.dk) den 29. Januar 2014).