Bæredygtighed og resiliens
4. januar 2014
For enhver ledelse gælder, at det er en vigtig opgave at tage sig af den daglige drift og virksomhedens strategi. I de kommende år vil der være to yderligere og vigtige dagsordener, der handler om bæredygtighed og resiliens, og som vil blande sig både med den daglige drift og med virksomhedens strategi. De er ikke nye, men den styrke, de melder sig med, er ny. Den ene peger indad; det er resiliens, der handler om robusthed. Den anden peger primært udad; det er bæredygtighed, der handler om ærbødighed for liv og natur.
Resiliens har at gøre med de omverdensvilkår, der er gældende for fremtidens virksomhed. Her er det en realistisk antagelse, at en virksomhed skal være rustet til at kunne tage imod og håndtere mange flere og specielt flere voldsomme påvirkninger udefra, end tidligere. Når vi ser på traditionel teori om forandringsledelse, var billedet, at det var den enkelte virksomhed, der havde styring og kontrol. Ledelsen havde tømmerne. Selvfølgelig kom der både ventede og uventede hændelser udefra, men det var intet at regne i forhold til, hvad vi må forvente i fremtiden. Derfor bliver den enkelte virksomheds resiliens-beredskab af afgørende betydning. Generelt set handler det om lederskab, virksomhedskultur, de fysiske rammer, virksomhedens interne systemer og om de mennesker, der er i virksomheden. Virksomheden må bruge ledelsesressourcer på at arbejde med denne indvortes side, der handler om virksomhedens evne til at rejse sig efter voldsomme eksterne påvirkninger – naturbegivenheder, konkurrenttiltag, teknologiændringer, pludselige holdnings- og lovgivningstiltag mm.
Bæredygtighed peger både indad og udad, men det udadvendte er det mest håndgribelige. Det handler om virksomhedens medansvar for det omgivende samfund og til syvende og sidst medansvaret for kloden. Den antagelse, at den enkelte virksomhed kan opføre sig stort set, som det passer den, blot den overholder naturlovene og politivedtægten, holder ikke længere. Sagt kort: Vores billede af den enkelte virksomhed er – både i mange teorier og i megen praksis, at en virksomhed er en selvstændig, uafhængig og privat enhed, der med alle lovlige midler (og de er mange) kan og bør stræbe efter kortsigtet økonomisk gevinst. Hvad der inden for lovens rammer sker med naturen, mennesker, dyr, ressourcer, fremtidige generationer og meget andet kan virksomheden være fløjtende ligeglad med – og det er mange virksomheder. De kan henvise til hård international konkurrence, behov for overskud til en række hver især gode formål, fx produktudvikling. Og over for det står en holdning, der kom meget fint og klart til udtryk i følgende udtalelse fra en britisk erhvervsleder, som jeg hørte på et møde i Oxford i forrige uge: ”Jeg kan ikke længere overse naturens behov for, at jeg hjælper den, sådan at den kan hjælpe mig”.
Efterhånden som virksomhederne bliver større og større, og der bliver flere og flere mennesker på kloden, naturen bliver mere og mere stresset, verden mere og mere sammenhængende og sårbar, mange hastigheder stiger eksponentielt, mange af de systemer, vi har opbygget, fx de mange børssystemer i verden, bliver mere og mere stressede og ustyrlige, klima-, vand- og sundhedskriser opleves verden over – efterhånden som alt dette sker og udvikler sig, bliver det en påtrængende og uomgængelig nødvendighed – og snart en selvfølgelighed, at både den enkelte forbruger, ansatte og borger, men også og i særlig grad den enkelte virksomhed må til at handle ud fra andre og større perspektiver og overvejelser, end det har været nødvendigt og relevant hidtil. Det er simpelthen en selvfølge, at mange ting på den måde må ændres i takt med, at hele kloden og alle de systemer, vi har bygget op, bliver mere og mere pressede.
Det er let at få øje på alle argumenterne imod dette – det kan ikke lade sig gøre, det strider mod al sund fornuft, hvem skal begynde, hvordan kan vi, når kineserne og de andre ikke vil være med osv. Argumenterne imod denne form for mere global medansvarlighed er mange og stærke, men der er ét argument, som tynger meget i den anden retning, og det er, at flere og flere ting tyder på, at det også kan være og allerede mange steder er en både kort- og langsigtet god forretning at tage eksplicitte og tunge bæredygtighedshensyn, herunder udvise mere global ansvarlighed. Der sker i mange virksomheder og i mange lande lige nu meget vigtige ændringer på disse områder, og derfor er det slet ikke urealistisk at forestille sig store ændringer. Og jeg vil sige: Hvis det omvendt ikke sker, så bevæger kloden sig mod uoverstigelige problemer.
Bæredygtighed peger som nævnt også indad, og her møder resiliens- og bæredygtighedsbegrebet hinanden. Det primære indadvendte handler om det enkelte menneske, lederen, medarbejderen, ejeren m.fl., og om de følelser og tanker, håb og drømme, tro og ansvarlighed, der lever inde i de enkelte mennesker, og som ligger bagved og til grund for, hvorledes de enkelte mennesker beslutter sig og handler. Dette er det afgørende indre element: Hvad ligger der bag de handlinger og beslutninger, der kommer ud af og karakteriserer den enkelte virksomhed? Det er bæredygtighedens indre orientering, og det er på en måde her, det hele begynder. Det begynder med det enkelte menneske.
NOTE: Denne artikel har været bragt som kronik i Berlingske Tidende den 22. December 2013.