Vores skæbne ligger også i dine hænder, kære læser

Hvad vælger du? Skal vi overleve eller uddø?
Advarsel. Steen Hildebrandt, gammel århusprofessor, sender en appel til os alle. Hvis menneskeheden skal overleve, må vi hver især gøre en indsats. Men gider vi? Ja, hvis det gør ondt nok…

Af Helle Holm

heho@stiften.dk

Lige nu er vi syv milliarder mennesker på Jorden, og hovedparten af os lever i elendighed og fattigdom. Indenfor de næste 25-30 år bliver vi to milliarder flere. Hvem i alverden skal brødføde og uddanne den hob?

Det skal du og jeg.

Det mener i hvert fald Steen Hildebrandt, professor emeritus på Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger. Og skal man tro ham, er der ingen vej udenom. Vi danskere er nødt til at afgive en del af vores megen rigdom til de milliarder af verdens befolkning, som har meget mindre end lidt. Det er slut med champagne ad libitum, store bøffer fra Argentina, ny bil hvert fjerde år og en stuetemperatur på den komfortable side af 20 grader. Slut, slut, slut. Vi skal afgive; vi skal dele ud. Alle sammen.

“Der er en enorm forskel på rig og fattig i verden, og samtidig står vi overfor truende klimakatastrofer med stigende vandstand, voldsomme storme og fejlslagen høst. Det vil sende millioner af mennesker på flugt, og de flygtningestrømme, vi ser i dag, er ingenting imod, hvad vi kan komme til at se de kommende årtier,” siger Hildebrandt, der ikke mener, han er dommedagsprofet, men snarere realist.

Han tror på, at vi med tiden vil være villige til at fordele goderne mere ligeligt.

“Kuren hedder smerte. Når tingene kommer til at gøre ondt nok, vil vi være parate til at handle. Og der skal såmænd kun små ændringer i vores hverdag til for, at vi bevæger os i den rigtige retning. Som danskere har vi en fordel, for vi har igennem mange, mange år været vant til at give en stor del af vores indtægt til fællesskabet. Vi er vant til at bidrage til fællesskabet. Det kan andre lære af, og det vil kunne hjælpe os i fremtiden,” siger Steen Hildebrandt, der også advarer mod, at vi bliver ved med at gøre alting op i økonomisk vækst. Politikerne er fodslæbende, og mange af os er alt for grådige. Men det vil få en ende…

Vores skæbne ligger også i dine hænder, kære læser

Udslettelse. Vi er i fuld fart på vej frem mod katastrofen, mener den tidligere århusprofessor Steen Hildebrandt, der er på et korstog mod grådighed, klimasvineri og overforbrug. Hvis vi ikke stopper op og tænker os om, ender vi med at udslette os selv, advarer han.

Hvis kineserne, inderne, brasilianerne, afrikanerne og alle de andre kommer i tanke om, at de vil have det samme som os danskere – og det gør de jo nok – så har vi et gevaldigt problem. Der skal mindst to planeter som Jorden til for, at resten af verdens befolkning kan opnå den samme levestandard som den vesteuropæiske…

Kan du se problemet?

Det kan Steen Hildebrandt i hvert fald. Den snart 71-årige professor emeritus fra Aarhus Universitet har gjort det til en af sine opgaver at fortælle alle os andre om verdens katastrofekurs. Vi sviner for meget, bruger for meget, er alt for mange mennesker, og vi fordeler ikke goderne retfærdigt.

“Nogle vil stadig sige, at det er hysteri og dommedagsprofeti, men de fleste mener faktisk i dag, at kloden er i en krisetilstand – vi er for mange mennesker, vi har en stor udfordring med klimaet, vi har store sundhedsproblemer i verden, og mange er truet på deres overlevelse,” siger Steen Hildebrandt, der allerede i 1980’erne skrev sin første bog om social økologi og om et helhedssyn på ledelse, som er hans faglige felt.

Han var i sin tid professor i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet. I dag er han tilknyttet CBS i København som adjungeret professor i ledelse. Han er desuden partner og bestyrelsesformand i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt & Brandi.

I dag bor Steen Hildebrandt på Frederiksberg ved København, men han lægger ofte vejen forbi Aarhus for at holde foredrag, besøge Hildebrandt & Brandi i Frichsparken, gæste venner samt sin 101-årige mor, der sætter et godt eksempel for sønnen: Hun er frisk som en havørn.

Vi mødes i Frichsparken, hvor han er en ombejlet gæst blandt Hildebrandt & Brandis ansatte. Nobel, velklædt og alt andet end en traditionel økoflipper at skue. Her er ingen udtrådte fodformede og hamp i ørerne. Han ligner mest af alt en erfaren autoritet, en selvsikker leder, i habitjakke og velpressede bukser.

Alligevel har han i årevis været økoflipper par excellence. Han har med stigende bekymring betragtet den måde, hvorpå vi har svælget i Jordens ressourcer, mens vi har set bort fra konsekvenserne og ladet hånt om, at få havde alt for meget, og alt for mange havde alt for lidt.

” Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvordan vi fremover fordeler goderne på kloden. I dag er det sådan, at de 20 procent af Jordens befolkning bruger de 80 procent af alle ydelser og ressourcer. Det er jo en katastrofal situation, og den er uholdbar.”

Vi kan bare kaste et enkelt blik på Kina for at blive bekræftet.

” Kineserne er fanget i en fælde. De har jagtet vækst og haft en enorm forventning til den. Den kinesiske regering har opereret med troen på tocifrede vækstrater – det er fuldstændig sindssygt. Og nu står regeringen i en umulig situation. Der er kinesere, der er blevet meget rige og velstillede, og nu presser alle andre kinesere på for at opnå samme velstand. De stiller krav til regeringen, som er fanget i sin egen helt enorme grådighed. Og samtidig døjer Kina med en dødbringende forurening flere steder i landet,” fortæller Steen Hildebrandt, der mener, at “Kina er ved at begå kollektivt selvmord.”

Men lad nu være med at pudse glorien, kære læser, for vi er ikke selv en døjt bedre.

“Det er grådighed og det kapitalistiske systems forestilling om varig økonomisk vækst, der har hovedansvaret for, at vi er landet, hvor vi er. Grådigheden er ødelæggende – for kloden, for vores samvær og for vores helhed. I alt for mange år har det hele handlet om os, og vi har ikke set længere ud i fremtiden end til i morgen. Vi tror, vi skal have det bedre og bedre, at vi skal have mere og mere, flere og flere materielle goder, men kunne vi ikke bare være glade for det, vi allerede har,” spørger Steen Hildebrandt og fortsætter:

“Vores forældres generation var ikke bekymret for klodens miljø. Der var masser af benzin og olie. Vores forældre var mere optagede af, om deres børn fik en god uddannelse og et job. Men i dag bliver vi nødt til at tænke anderledes.”

Steen Hildebrandt rejser landet rundt for at holde foredrag, han skriver blogs på Mandag Morgen og på sin egen hjemmeside, han debatterer og udgiver bøger, senest “Vækst og bæredygtighed”, hvor han skriver om sin optagethed af verdens tilstand.

Emnet har interesseret ham siden 1970’erne, men først i de seneste par årtier har han “fået en stemme,” som han siger. Folk er begyndt at lytte.

“Efter årtusindskiftet har vi fået begreber som klima, social ansvarlighed, miljø, sustainability, genbrug… det er en global dagsorden. Der er et skred i opfattelserne hos befolkningerne – en bevidsthedsændring, fornemmer jeg.”

Især ledelser og bestyrelser i både private og offentlige virksomheder har i de senere år været interesseret i at høre, hvad Steen Hildebrandt mener.

“Jeg har været inviteret til mange virksomheder og bestyrelser med henblik på både at informere og at provokere – virksomhederne er jo godt klar over, at her er en dagsorden, de skal tage stilling til. Vi må hele tiden stille spørgsmålet: Hvad er en privat virksomhed? Er det en privat profitvirksomhed, som man kan gøre med, hvad man vil? Eller er den også en del af fællesskabet og bør bidrage til og tage et medansvar for det?”

Steen Hildebrandt er fortaler for fællesskabet. Eller rettere: Han herser med os for, at vi skal forstå, at vi ikke er ensomme ulve, solotrippere på egen vej, men at vi alle, hver og én, indgår i et fællesskab, som vi ikke kan sige os fri for. Vi er afhængige af fællesskabet, ligesom fællesskabet er afhængige af os.

“Vi skal hver især blive bedre til at se, hvilke sammenhænge vi indgår i – at det hele hænger sammen; at samfundet afhænger af mig, og at jeg har et ansvar for mig selv og mine omgivelser. Mange er opdraget til at tænke på sig selv, og de mener, at ‘den usynlige hånd’ sørger for helheden. Men der er ingen ‘usynlig hånd’. Vi skal dybt inde i os selv mærke et ansvar for helheden – at JEG påvirker fællesskabet og har et medansvar. Det kaldes et systemisk syn på livet, og det handler om, at det enkelte menneskes og det enkelte dyrs liv hænger sammen med alt andet – og det gælder også for virksomheder; vi er alle en del af en kompliceret helhed. Når man gør noget ét sted, har det konsekvenser et andet sted.”

Han mærker, at tankegangen ændrer sig i de virksomheder, han besøger.

“Virksomhederne bliver i stigende grad klar over, at de har en egeninteresse i at opføre sig ansvarligt, for ellers vil kunder, medarbejdere og samarbejdspartnere vende sig bort fra dem i længden. Virksomhederne har et medansvar for det omgivende samfund, også for deres egen skyld. Blandt virksomheder er kapitalfondene de mest rationelle og kortsigtede investorer, men selv kapitalfondene ser på bæredygtighed nu. Hidtil har de hurtige kapitalfondsvirksomheder kun villet have hurtige og højere afkast; ellers har de truet med at finde nye græsgange og flytte produktionen til andre lande. Men i dag ser selv kapitalfondene på strategien for bæredygtighed i de virksomheder, som de investerer i. Jeg kan mærke ændringer i holdningerne, for mange virksomheder kan godt selv se, at deres hidtidige handlemåde ikke er bæredygtig og holdbar.”

Tro nu ikke, at vi kan lægge os på den lade side og slappe af. Der er lang vej igen. Både for dig og mig og vores arbejdspladser.

“Erhvervsvirksomheder spiller en stor rolle for vores velfærd og for vores samfundsudvikling, og derfor betyder det noget, når de tager destruktive beslutninger, som påvirker arbejdsmiljøet og naturen. Der er truffet dårlige beslutninger igennem mange årtier, og det bliver der stadig. Det varer længe ,før vi har noget, der minder om fælles fodslag og bæredygtige ræsonnementer. På et eller andet tidspunkt, håber jeg, kommer vi til et tipping point, hvor flere og flere gør det rigtige. Men virksomhederne skal udsættes for pres, hvis vi skal nå dertil. I øjeblikket er der alt for meget, der peger i den forkerte retning,” mener Steen Hildebrandt.

Og hvad med os selv? Alle os menige danskere, der skifter køkken hvert tiende år, kører i to biler, køber jordbær i januar og tager på flere årlige rejser, fordi “flybilletterne er jo så billige.” Hvad med os?

“Vi kan måske bevare det, vi har, og så fremover lade væksten gå til de nye økonomier, til de fattige områder i verden. Det er den optimistiske fortolkning, men jeg må sige, at jeg tror ikke på den. For mig at se kan vi i den vestlige verden ikke undgå at indskrænke vores forbrug. Man må rette pegefingeren mod sig selv og ens egen livsform, og så må man indse, at man er nødt til at give afkald på noget,” siger Steen Hildebrandt, der også selv træder den bæredygtige vej:

“Jeg investerer en del af min tid i socialt og miljømæssigt arbejde, jeg tager et ansvar ved at give penge til forskellige formål, og så taler og skriver jeg. Vi må hver især gøre det, vi kan, med de muligheder og kompetencer, vi har. Desuden tænker jeg over mine handlinger som forbruger, for vi kan som forbrugere gøre meget ved at være bevidste – hos forbrugerne ligger nøglen til de store ændringer. Men jeg tror ikke på, at vi hver især kan og skal lave revolutioner i vores liv. Det er urealistisk at tro på, at vi helt kan ændre vores livsform, og det er heller ikke nødvendigt. Men vi kan alle sammen lave små marginale ændringer. Hvis vi for eksempel hver især købte 100 gram mindre kød om ugen, ville det have en stor betydning for klimaet.”

Under alle omstændigheder er vi nødt til at ændre syn på vækst, mener Steen Hildebrandt. Hidtil har vi villet have mere og mere og mere. Men den går ikke længere. Nu er det de andre – de 80 procent – der skal have; omend de aldrig kan få så meget, som vi nogensinde har haft, for det kan Jorden ikke tilbyde.

“I mange år har alt handlet om økonomisk vækst. Vi har troet, at vækst var det eneste saliggørende. Vækst er jo kapitalismens implicitte løfte: Der skal være konstant vækst i økonomien. I dag taler både politikere og erhvervsledere stadig om fortsat økonomisk vækst, men vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad vækst er. Hidtil har vi udelukkende tænkt i økonomisk produktionsmæssig vækst. Vi tænker ikke på og taler ikke om vækst i lykke – så ville folk grine. Eller på vækst i viden, sundhed, sociale relationer… Vi tænker kun på vækst i skemaer, i tal – vi sætter økonomi på alt. På den måde er vi enormt snævre. Vi skal have vækstbegrebet bredt ud; vi skal se på det i flere dimensioner,” mener Steen Hildebrandt, der godt kunne ønske sig, at vi begyndte hos børnene.

“Vi taler hele tiden om, at børnene skal have højere karakterer så hurtigt som muligt, for de skal konkurrere med kineserne, men vi skulle hellere tale om, at vi skal have vækst i børns livs-evne; at de skal leve gode liv. Vores syn på børnene er også udtryk for vores syn på mennesker i al almindelighed som produktions- og konkurrencefaktorer. Vi er økonomiske maskiner og en del af konkurrencestaten. Vi skal præstere, tjene og konkurrere. Det er ikke sundt, og det har helt sikkert en betydning i forhold til, hvor mange der lider af stress i dag. Desuden er det meget svært at stå udenfor arbejdsmarkedet; at være arbejdsløs er stigmatiserende og ekskluderende.”

På Christiansborg lever den traditionelle tankegang troligt videre. Tænk efter: Hvor ofte har du hørt Bjarne Corydon, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt… ja, vi kunne blive ved… tale om økonomisk vækst? Du har slet ikke tal for det, vel?

“Politikerne er meget fodslæbende, når det handler om de her ting. De tænker stadig kun i økonomisk vækst, og de er utroligt kortsigtede og snævre i deres syn på fremtiden. Af en eller anden grund mener de, at det er dét, som vælgerne vil høre. Faktisk tror jeg, at politikerne er ved at blive overhalet af virksomhederne, forbrugerne, foreningerne og græsrodsbevægelserne. Her er man meget længere fremme med at tænke i en ny, bæredygtig dagsorden, hvor det er helheden og fællesskabet, der tæller.”

Men mellem os sagt, kære læser, kan politikerne ende med at blive rendt over ende, alle til hobe. Ikke af os, ikke af dig og mig, men af de horder af flygtninge, der vil søge mod vores grænser i de kommende år og lade hånt om grænsebomme, asylpolitik og udvisningsregler. De vil komme strømmende ind, og de vil være så mange, at vi intet, som i INTET, kan gøre ved det.

Steen Hildebrandt har også gjort sig sine tanker om flygtningeproblemet:

“De flygtningestrømme, vi kender, og som i dag volder problemer i kommunerne, er små i forhold til det, der er i vente, hvis vi ikke gør noget og skaber radikale ændringer nu. Jeg tror, vi skal se i øjnene, at antallet af flygtninge vil vokse stærkt, med mindre vi kan vende den økonomiske udbytning mellem vestlige industrilande og de fattige afrikanske og asiatiske lande, og med mindre vi kan stoppe de klimaforandringer, der fører til sult, tørke og oversvømmelser. Hvis vi ikke formår det, vil der være store grupper af mennesker, der er så pressede af for lidt mad, mangel på tryghed og mangel på et sted at bo, at de vil søge mod andre dele af verden. Det vil ske indenfor de næste 20-30 år, men alligevel er det eneste, vi taler om lige nu, at konkurrere med kineserne og holde flygtningene ude,” siger Steen Hildebrandt og ryster bekymret på hovedet.

“Jeg tror, at et af vores store problemer i øjeblikket er, at vi ikke har visioner og drømme,” mener han.

Hvis Steen Hildebrandt skal skabe en drømmeverden, bliver det en verden, hvor FN har mere magt – hvor de Forenede Nationer bestemmer langt mere end i dag. En verden, hvor landene i fællesskab både arbejder for at fordele verdens goder rimeligt og arbejder for, at freden opretholdes, at menneskeheden overlever, og at både mennesker og dyr trives. Det er en vanskelig øvelse, en særdeles vanskelig øvelse, men det kan vise sig at være eneste farbare vej frem.

“Vi skal blive bedre til at se alle de potentialer, vi har, frem for alene at se på problemerne,” opfordrer Steen Hildebrandt og minder os om det kinesiske ordsprog: “Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi der, hvor vi er på vej hen.”

Og kineserne må jo om nogen vide det…

Fakta

Steen Hildebrandt

Født 22. januar 1944 i Sønderjylland som søn af en skovfoged. Opvokset i Rold Skov. Har i en årrække boet i Aarhus. Er nu bosat på Frederiksberg ved København.

Uddannet cand. merc. i erhvervsøkonomi, operationsanalyse og organisationsteori fra Handelshøjskolen i Aarhus 1968. Ph.d. i 1976 på en afhandling om implementering af styringsmodeller. Har forsket i ledelses- og organisationsteori, styringsmodeller og deres implementering, kvalitetsledelse, lærende organisationer, forandringsledelse mm. og har modtaget flere priser for sin forskning og formidling. Professor i organisations- og ledelsesteori på Institut for Marketing og Organisation, Aarhus Universitet, fra 1991 til 2014. Fra 2014 adjungeret professor i lederskab ved CBS, Handelshøjskolen i København.

Medstifter af, bestyrelsesformand og partner i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt & Brandi A/S, Aarhus og København. Boganmelder på Kristeligt Dagblad. Blogger på Mandag Morgen. Foredragsholder, forfatter, bestyrelsesformand og bestyrelsesmedlem i flere virksomheder, foreninger mm. Tidligere vismand i Det nationale Kompetenceråd.

Har skrevet og redigeret flere bøger, senest “Vækst og bæredygtighed”, der er udkommet på forlaget Libris.

Læs mere på www.steenhildebrandt.dk

Denne artikel har været bragt som interview i Århus Stiftstidende den 18. Januar 2015.01.18