Ansvaret for det lange sigt – solidariteten med de næste generationer
18. august 2015
Denne artikel har været bragt i Ugebrevet Mandag Morgen den 17. August 2015.08.18
Ansvaret for det lange sigt – solidariteten med de næste generationer
Af
Steen Hildebrandt
Ph.D., professor emeritus og adjungeret professor
Denne artikel handler om intergenerationel solidaritet. I en tid, hvor der er ekstrem stor vægt på hastighed og kortsigtede præstationer og resultater, kan det forekomme fuldstændig hovedløst at tale om det lange sigt, om de endnu ikke fødte børn, om de næste generationer, om hvordan vi, der lever nu, skal forvalte alt det, som vi har fået til låns af netop de endnu ikke fødte generationer. Tillad mig at citere den britiske filosof og politiker Edmund Burke, der levede 1729-1797, og som sagde: ”Society is a partnership, not only between those who are living, but between those who are living, those who are dead, and those who are to be born”. Det er en interessant sætning, som fortjener at blive læst igen og igen.
I Første Mosebog siger Gud: ”Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør Eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden”. Hvad betyder denne sætning i Skabelsesberetningen? Er vi mennesker tilstrækkelig vise til at være Herre over og herske over, eller burde mennesket indtil videre indtage en meget mere ydmyg og beskeden rolle – en slags forvalterrolle? Skulle vi i stedet for ejerskab og lederskab tale om forvalterskab?
Det siges, at de nordamerikanske irokesere tilbage i det 15’ende århundrede var optaget af konsekvenserne af deres beslutninger ned til syvende generation efter dem selv. Den nævnte sætning: ”Vi har ikke arvet jorden fra vore fædre, men lånt den af vore børn”, forbindes med de oprindelige nordamerikanske indianere. Det er ikke den form for ansvar og langsigtet tænkning, der præger nutidens beslutningstagere. Derfor må spørgsmålet stilles: Hvad med den næste million år – eller blot de næste 1000 år? Og det kan og bør konkretiseres til: Hvordan giver vi fremtiden, de kommende generationer, en stemme, når der i dag træffes beslutninger, eller når der i dag ikke træffes beslutninger, i begge tilfælde med mulige store konsekvenser for fremtidige generationer? Det er et spørgsmål, som vi alle bør stille.
Den herre-tankegang, der kan læses ud af Bibelen, er ved at lede os så voldsomt i fordærv, at vi er ved at ødelægge de kommende generationers muligheder for et ordentligt liv på kloden. Vi kan godt diskutere detaljerne, men vi kan ikke diskutere, at vi mennesker gennem vor måde at gribe ind i verdens gang på har påført kloden så meget lidelse og skade, at kloden er truet. Lad mig citere lederen af Stockholm Resilience Center, Johan Rockström, der i en ny bog, Big World, Small Planet, siger: ”If we wait 30 more years, it will be too late”.
Klodens langsigtede udvikling de næste tusinder af år er ikke længere en selvfølge. På det helt korte sigt kan vi ikke foretage voldsomme kursændringer, men vi kan foretage justeringer og korrektioner på alle de områder, hvor der er behov for det ud fra langsigtede perspektiver: Hvis vi vil. Men vores grundholdning synes at være, at vi har nok i at tage vare på os selv og vore børn. Vi gør, hvad vi kan, for at få det bedst mulige ud af situationen – nu og her. Aktuelt betyder det, at langt de fleste virksomheder ”gør som de plejer”, producerer, bruger kemikalier, udleder giftstoffer og andet, fordi de ellers ikke kan overleve i den benhårde globale konkurrence. Men nogle virksomheder går allerede nu helt andre veje, og jeg hævder, at det er disse virksomheder, der vil overleve og vinde på lidt længere sigt. Det ser ud, som om befolkningerne kræver kortsigtet adfærd. Og derfor tænker og handler politikerne ufattelig kortsigtet. Uger og måneder er ofte det relevante tidsperspektiv. Kortsigtede meningsmålinger og dagsaktuelle problemstillinger spiller en stor rolle for, hvilke dagsordener og projekter, politikerne arbejder med.
Vi optimerer for os selv. Det gør vi i Danmark; det gør man i Ungarn mm. Det gør langt de fleste, og det er just problemet. Solidariteten mellem lande, mellem generationer forsvinder. Aktuelt betyder det fx også, at langt de fleste lande i Europa erklærer, at de ikke kan tage flere flygtninge; de har allerede taget deres andel. Norditalienerne vil ikke vide af de problemer, der er i Syditalien med hensyn til flygtninge. Det må de selv finde ud af i Syditalien.
Over et par hundrede år har vi gennemlevet en gigantisk industriel udvikling. En udvikling, der har givet os kæmpestore fremskridt, og som har påført kloden enorme og til dels uoprettelige skader. I løbet af 1900-tallet – som en del af Den store acceleration – er klodens og biosfærens situation totalt ændret, fra at biosfæren gennem tusinder og millioner af år var upåvirket af menneskers adfærd til en ny antropocenisk situation, en nymenneskelig situation, hvor biosfæren mere og mere er et resultat af naturens og menneskers interaktion. Denne ændring har haft helt enorme konsekvenser for kloden og biosfæren og for de grænser og udfordringer, som menneskeheden står over for.
Vi er nødt til at finde måder, hvorpå vi nu og her – og hele tiden – kan tage hensyn både til de mennesker og dyr, der lever nu, og til de fremtidige generationer. Vi er nødt til at finde måder, der kan tæmme vores tilbøjelighed til hele tiden at tænke og handle kortsigtet. Det kunne – igen højaktuelt – handle om vores lyst til at bygge nye centre, hoteller mm. på hidtil beskyttede naturskønne områder for at opnå hurtige gevinster og resultater, eller vores lyst til at slække på nogle af de krav, vi stiller til landbruget med hensyn til brug af kemikalier, dyrkningsmetoder, behandling af husdyr mm. Alt sammen med henblik på omkostningsreduktioner, kortsigtede produktivitetsmuligheder, konkurrencefordele mm. Men hvad med i morgen? Hvad med om 100, 1000 år? Hvad med de næste generationer. Hvad med naturen – nu og i fremtiden?
Det er forståeligt, at nogle er optaget af det kortsigtede. Det er vi alle sammen – på forskellige måder og i forskelligt omfang. Jeg må tage vare på mig selv nu og her for at overleve. Men netop derfor må der være instanser, organisationer, institutioner, organer, myndigheder, forsamlinger, der hæver sig op over den dagsaktuelle situation, tumult og tovtrækkeri, hæver sig op over de aktuelle politiske kampe og interesser, og ser alt i et større og længere perspektiv, herunder ser alt fra fremtidige generationers perspektiv.
Ser vi os rundt i verden, er der mange, der allerede interesserer sig for dette – selvfølgelig. FN har spørgsmålet på dagsordenen. En række lande har i deres grundlove og konstitutioner bestemmelser om, hvordan der skal og kan tages hensyn til de endnu ikke fødte generationer. Den danske grundlov indeholder intet om dette. På engelsk taler man om ”intergenerational solidarity”, og der findes FN-dokumenter, der handler om dette, se neden for. Nogle af de lande, der har lovgivet om dette, er Sydafrika, Norge, Tyskland, Finland, Ungarn New Zealand og Canada.
Dette er et tema, der også bør have en plads i den danske politiske debat. Det kan ikke være rigtigt, at Danmark melder hus forbi, når dette spørgsmål behandles. Vi må have en politisk opmærksomhed om dette, en politisk-etisk drøftelse, også selv om man let kan få det indtryk, at alle parter har så travlt med vigtige og presserende aktuelle spørgsmål, at den slags langsigtede, principielt vigtige, men alligevel lidt verdensfjerne og akademiske spørgsmål, må vige, må vente. Det vil mange mene og argumentere for. Men jeg vil hævde, at disse langsigtede spørgsmål er så vigtige, at vi også nu og her må give dem opmærksomhed.
Litteratur
Johan Rockström & Mattias Klum: Big World. Small Planet. Max Ström Publishing. Stockholm. 2015.
United Nations. General Assembly. A/68/322. Report to the Secretary-General. New York 2013.
Rupert Read: Guardians of the Future. Green House. London 2012. ISBN 9780956954541.
Steen Hildebrandt: Vækst og bæredygtighed. 2. udgave. Libris. København 2015.