Handelen med DONG-aktier: Et spørgsmål om anstændighed, etik og moral

Denne tekst har været bragt som artikel i dagbladet Politiken den 21. August 2015.

Handelen med DONG-aktier er ikke primært et spørgsmål om økonomi, men et spørgsmål om anstændighed, moral og etik. Handelen var og er en politisk skandale. Et symptom på forfald og fordærv.

Jeg accepterer ikke den præmis, der har været gennemgående i den offentlige debat, nemlig at man som stat absolut skal sælge til den højstbydende. Bjarne Corydon hævdede igen og igen, at han varetog det danske folks interesser, som var at få så mange penge som muligt for DONG-aktierne. Her hopper kæden af.

Det handler ikke om at få så mange penge som muligt, men om at indgå en anstændig handel med en værdig partner. Og en sådan partner er Goldman Sachs ikke. Man kan godt hyre en tidligere statsminister. Det bliver det ikke bedre af. Tvært imod, så nuancerer det bare billedet af den, der på den måde skal være med til at redde, hvad reddes kan af et omdømme, der er så blakket, at det vel er tæt på at være verdensrekord i skruppelløs grådighed.

Da den første debat om handelen med DONG-aktier fandt sted, holdt den verdensberømte systemfilosof og stifter af The Club of Budapest, Erwin Laszló, en tale i Danmark. Han talte om, hvor alvorlig en situation, Verden befinder sig i. ”Vi er i en situation, hvor alt for mange af os kun tænker på os selv”, sagde han. ”Vi er kun optaget af vores egen succes, bankkonto og karriere”.

Alt for mange giver fanden i fællesskabet. Snyder med skat, tilskud mm – koste hvad det koste vil for samfund og fællesskab. Rollemodellerne gør det samme. Politikerne lyver og fortier det ene og det andet. Og vi accepterer det. Tilliden til de politiske ledere er på et nulpunkt.

Man indgik en handel med en partner, der har fået bøder på flere milliarder kroner. Det får man ikke på grund af en kommafejl. Der skal mere til, og det mere har Goldman Sachs til fulde præsteret. Vi er en samling kræmmere, der handler med hvem som helst. ”Vi vil sælge aktier i DONG til hvem som helst i verden, der giver den højeste pris”, sagde finansministeren. Og dem, der ikke kan matche Goldman Sachs’s tilbud, kommer ikke i betragtning. Hvis interesser varetog ministeren i virkeligheden?

Dette handler ikke om at matche nogen som helst. Det handler ikke kun om kortsigtet gevinst. Det handler også om etik og moral, det handler om værdier og anstændighed. Man handler med den partner, som man har tillid til og respekt for. Og jeg siger: Der er ingen grund til at have tillid til denne partner. Et firma med et så blakket ry og en sådan fortid hører ikke hjemme i en dansk sammenhæng.

Det er en blindgyde, som stort set alle i debatten har ladet sig føre ind i: At andre, der ville byde, skulle kunne matche netop Goldman Sachs. Hvorfor i alverden skulle man kunne det? ”Vi har lavet den aftale, der samlet set er det bedste for danske skatteydere”, sagde politikerne. ”Bedst” handler alene om penge. Men dette handler netop ikke alene om penge. Det handler lige så meget om moral og anstændighed, og det er ikke begreber og forestillinger, der belaster lederne i Goldman Sachs – og sikkert heller ikke den nye rådgiver.

Overfor dette kortsigtede kræmmeragtige taler Erwin Laszló om en planetarisk bevidsthed, om en ny bevidsthed. Men for at sige det brutalt: Vi opfører os på mange måder så kortsigtet, at vi kun tænker på det næste måltid – og om nødvendigt stjæle fra den svage ved siden af, køre vores eget løb, give fanden i de andre. Der er behov for en ny bevidsthed, der er behov for, at vi tænker mere i helheder. Men hvem gør det og hvem arbejder for det lange sigt? Hvem tænker ud over dagen og meningsmålingen?

Der er behov for – sagt på en gammeldags, men også aktuel måde – en større solidaritet. Der er behov for solidaritet mellem mennesker, kommuner, lande – og generationer. Der er behov for et meget mere nuanceret vækstbegreb: Solidaritet kunne være en relevant vækst-dimension; livskvalitet kunne være en anden relevant dimension. Og der kunne peges på mange andre vækst-dimensioner end den simple, kortsigtede, materielle og økonomiske væksttænkning, som vi tilsyneladende alle er besat af, herunder alle de politikere og eksperter, der morgen og aften taler om, at vi skal tilbage på vækstsporet. Hvorfor skal vi det? Skal vi det for at kunne dele noget mere med de milliarder af mennesker, der mangler det meste af alt det, som vi andre har i rigelige mængder? Vi stønner og jamrer over, at velfærdsydelserne bliver en lille smule reduceret på grund af finanskrise og andet. Men tænker vi samtidig på, at selv med disse reducerede velfærdsniveauer, ligger vi fortsat langt over og foran, hvad milliarder af mennesker andre steder på kloden har, og hvad milliarder af mennesker overhovet har fantasi til at forestille sig? Tænker vi den tanke, og tænker vi videre til det gamle begreb, solidaritet?

Begreberne fællesskab og solidaritet forudsætter et fænomen, som vi sjældent taler om – formentlig fordi vi ikke bryder os om det eller ligefrem har glemt eller fortrængt det – begrebet pligt. Fællesskaber kan ikke leve og overleve, hvis alle bare råber rettighed og skraber til sig. Hvis alle er optaget af rettigheder, af kontraktuelle rettigheder og garantier for både det ene og det andet, men ingen er optaget af pligter og forpligtelser, ja så falder fællesskaberne fra hinanden – og det er, hvad der er ved at ske.