Overimplementering

Denne tekst har været bragt som artikel i Ugebrevet Mandag Morgen den 26. oktober 2015.

Af
Steen Hildebrandt

For mange år siden skrev jeg ph.d.-afhandling om implementering af beslutningsmodeller. Dengang kendte jeg ikke – og havde ikke tænkt på – begrebet overimplementering. Det er et nyt begreb, og det er vel tæt på, at vi har en minister mod overimplementering. Sagen er: Vi skal ikke overimplementere EU-lovgivning, og vel i det hele taget ikke overimplementere EU-tænkning. Nej, vi skal have så meget som muligt ud af EU – så hurtigt som muligt. Men vi skal ikke ofre eller bidrage med mere end højst nødvendigt. Vi skal have så meget som muligt ud af fællesskabet, men vi skal ikke have for megen fællesskabstænkning, hvis vi kan undgå det. Princippet er: Spørg ikke om, hvad du kan gøre for fællesskabet, men om, hvad du kan få ud af fællesskabet. Vi er vel en gammel handelsnation – en nation af købmænd og kræmmere?

Danmark har praktiseret en underlig dobbeltholdning til EU, og det er det, der nu foreløbigt kulminerer med det regeringsformulerede princip mod overimplementering.

Dette handler ikke kun om EU. Det handler også om de nye Verdensmål, altså de 17 nye bæredygtighedsmål (SDG), som FN lige har vedtaget. Danmark har i FN underskrevet disse nye mål, og den danske statsminister har holdt en politisk korrekt tale i FN om målene og om Danmarks politik og rolle i denne sammenhæng. Men aldrig så snart var statsministeren kommet hjem, før piben fik en anden lyd.

Der er faktisk intet i Venstreregeringens førte eller proklamerede politik, der bare tyder på, at regeringen har tænkt sig at tage FN-verdensmålene alvorligt. Tvært imod ser det ud til, at man giver pokker i disse mål om bæredygtighed, naturbeskyttelse, fattigdom mm. Ét af de første og efter retorikken at dømme vigtigste initiativer, som den nye danske regering har taget, handler om at reducere den danske u-landsbistand betragteligt. Og dette initiativ ser ud til at være i fin overensstemmelse med et andet regeringsprincip, der ser ud til at overskygge alle andre principper, som regeringen måtte have, nemlig princippet: ”Vi har nok i os selv”. Det blev formuleret klarest og mest direkte af et fremtrædende medlem af regeringens største støtteparti, DF, på kristendom.dk fornylig. Her skrev Marie Krarup:

”Lige nu har nogle mennesker så travlt med at hjælpe flygtninge, at jeg tror, de glemmer at være til stede over for de mennesker, som virkelig er deres næste. Jeg synes, det er klamt at høre på, at det er særligt godt at hjælpe mennesker i sådan nogle situationer. Det er vigtigere for mig at elske næsten i den nære relation. Det viser jeg bl.a. ved at lave mad til mine børn og give min mand et kys på kinden”.

Hvor smukt! Jeg bliver både bevæget og rørt. Hvor smukt og næstekærligt! Hvor storsindet! Man sætter børn i verden – og laver mad til dem! Fantastisk. Og jeg kan høre statsministeren, Inger Støjberg og flere andre ministre sige præcist det samme, blot med lidt andre ord. Men ingen har sagt det så tydeligt, som Marie Krarup. Her siges det uden omsvøb: Vi er os selv nærmest. Vi er os selv nok. Vi skal først og fremmest tage vare på os selv. De andre må passe sig selv.

Det er storsindet og bevægende. Er det også dansk? Det er i hvert fald dansk politik i øjeblikket. Det handler om at rage til sig, koste hvad det koste vil for naturen og de næste generationer. Det handler om at spare og presse alt til sidste produktivitetsdråbe; det handler om at køre så mange kilometer på literen, dvs. handle så kortsigtet og så overfladisk som man overhovedet kan komme af sted med det.

Det er ikke kun EU-lovgivning og EU-principper, der ikke skal overimplementeres. Det skal Verdensmålene heller ikke. Og det næste, vi kommer til, og som heller ikke skal overimplementeres, er menneskerettighederne og andre internationale konventioner og aftaler, hvor der er muligheder for at tjene lidt til sig selv på den korte bane – eventuelt på andres bekostning. Her skal Danmark heller ikke overimplementere. Ja, vi skal vel snart se en dansk regering arbejde for at lempe menneskerettighedsformuleringerne, såedes at vi i endnu højere grad kan praktisere en reduceret solidaritet fx i forhold til udsatte mennesker på kloden.

Tænk, hvis alle de rige lande havde en politik for – bare en lille smule – overimplementering.