Globalt lederskab og globale mål

Denne artikel har været bragt som kronik i Nordjyske Stiftstidende, den 6. Mrts 2016.

Af
Steen Hildebrandt, Ph.D.
Professor emeritus, Aarhus Universitet og adjungeret professor ved Aalborg Universitet

Menneskeheden befinder sig ved begyndelsen til en ny geologisk-historisk epoke, som kaldes Menneskets tidsalder eller Den Antropocene epoke. Den følger efter den Holocene epoke, der begyndte for knap 12.000 år siden, og som fulgte efter den sidste istid. Den Holocene epoke var mange steder på kloden en frugtbar periode, hvor landbruget blev udviklet, og hvor mennesker etablerede en masse bysamfund. Mennesket gik fra at være jæger og samler til at være jordbruger. Set i klodens milliard år lange udviklingshistorie er den Holocene æra en ekstrem kort periode. Og mikroskopisk kort er på den baggrund den industrielle epoke, der på en måde kulminerer med og går over i Den Antropocene æra, der efter nogles opfattelser tager sin begyndelse i slutningen af 1900-tallet efter det, der af nogle kaldes The Great Acceleration. Denne store acceleration regnes at være årene efter Anden verdenskrig, hvor vi for alvor oplever eksponentielle vækstkurver på en række dimensioner. Det er vigtigt at have nogenlunde styr på disse tidsperioder, fordi vi tilsyneladende lige nu står midt i et meget stort og afgørende skift. Nogen vil kalde det et paradigmeskift.

I den industrielle periode fra 1700-tallet og frem til nu, altså ca. 300 år, er der på utallige felter sket mere end i alle tidligere perioder tilsammen – i det omfang, man overhovedet på den måde kan sammenligne aktiviteter og processer tilbage i tid. Aldrig har der været så meget fart på en række udviklingskurver, som her. Det gælder fx antallet af mennesker på kloden og den fysiske produktion. Men sagen er, at det blev for meget. Den økonomisk-materielle udvikling op gennem 1800- og 1900-tallet satte sig så kraftige aftryk på kloden, at kloden så at sige tog varig skade, kloden kunne ikke reproducere og reparere sig selv i det omfang og tempo, hvori menneskeheden, der samtidig voksede eksplosivt, påvirkede og udnyttede jordens ressourcer. Hårdest gik det ud over klimaet, kvælstofkredsløbet og den biologiske mangfoldighed på kloden.

Jeg er ikke ude på at være dommedagsprofet eller male Fanden på væggen. Jeg er ude på så kortfattet som muligt at redegøre for den situation, som kloden lige nu befinder sig i på baggrund af en enorm industriel udvikling op gennem de sidste par hundrede år, og specielt i løbet af de sidste 50-75 år, altså uhyre små tidsperioder set i forhold til klodens lange udviklingshistorie.

Når man bruger udtrykket, Den antropocene epoke, er det for at understrege, at nu er det mennesket, der så at sige må tage lederskab. Nu er det mennesket, der må tage ansvar. Indtil nu har kloden så at sige passet sig selv; kloden har udviklet sig uden menneskets egentlige indblanding. Selvfølgelig har mennesket påvirket kloden ved fx at fiske i havene og dræbe og spise dyr, dyrke jorden og bruge af klodens ressourcer, men det skete på en sådan måde, at ressourcerne kunne gendannes. Klodens iboende visdom og udviklingsrytmer blev ikke påvirket og slået i stykker. De pres, der blev påført kloden, kunne kloden tage imod. Men det kunne kloden ikke blive ved med i takt med, at antallet af mennesker på kloden voksede voldsomt op gennem 1800- og 1900-tallet og i takt med, at ressourceudnyttelsen og den industrielle produktion udviklede sig eksponentielt.

Allerede i 1970’erne var der mennesker, der råbte vagt i gevær. De talte om Limits to Growth, grænser for vækst. En global bevidsthed var ved at udvikle sig. Den blev yderligere næret af den såkaldte Brundtland-Kommission, The World Commission on Environment and Development, der var etableret af FN, og som i 1987 afgav en banebrydende og berømt rapport, Vores Fælles Fremtid, om bæredygtig udvikling. FN og en række andre organisationer begyndte at interessere sig for klodens udvikling, og det foreløbige højdepunkt i denne udvikling er de såkaldte 17 SDGs, Sustainable Development Goals, som blev vedtaget af FNs generalforsamling den 25. september 2015. Svenskerne bruger udtrykket De globale mål. I Danmark siger vi: Verdensmålene.

Disse 17 mål er den foreløbige kulmination på en udvikling, der bl.a. kan føres tilbage til 1970’erne, og som repræsenterer en bevidsthedsudvikling på kloden, der er interessant og nødvendig, hvis kloden skal overleve de næste tusinder af år. Det er første gang i klodens historie, at der er formuleret og vedtaget egentlige mål for klodens udvikling, og når man gør det, så forudsætter man på samme tid, at der er nogen, der vil tage disse mål så alvorligt, at de vil begynde at arbejde for realisering af målene. Målene realiserer ikke sig selv, således som man kan sige, at de implicitte mål for klodens udvikling har gjort det i millioner af de foregående år. Sagt på en anden måde: Kloden skal hjælpes. Kloden er blevet slået så meget ud af kurs, at de genopretningsaktiviteter, der kræves nu, skal initieres og implementeres af mennesker. Det er derfor, vi kalder det Menneskets tidsalder. Mennesket på tage ansvaret for klodens samlede udvikling, hvis vi ikke skal påføre kloden og dermed os selv store katastrofer.

Det er den situation, vi lige nu befinder os i. Stockholm Universitets Center of Resilience indgår i et globalt forskningssamarbejde, hvor 28 forskere har udviklet, hvad man kalder ni planetare grænseværdier. Man har identificeret ni kritiske områder, kritiske forstået på den måde, at hvis udviklingen på kloden bevæger sig ud over disse værdier, så er genopretning umulig eller næsten umulig. Vi har allerede, siges det i rapporter fra forskerne, overskredet tre af disse grænseværdier, nemlig bl.a. grænseværdierne for klimaudviklingen og for biodiversiteten på kloden. Og på andre områder er vi tæt på at overskride grænseværdierne. Det er på baggrund af en forståelse af disse grænseværdier, at man på Stockholm Resilience Center taler om udvikling eller Growth within Limits i stedet for Limits to Growth. Vi må gerne tale om vækst, men det skal være vækst inden for på forhånd givne og veldefinerede grænser.

FN’s 17 mål for en global bæredygtig udvikling er udarbejdet med bl.a. hensyntagen til disse planetare grænseværdier. Der indgår også en række andre hensyn, bl.a. sociale og socialøkonomiske mål og værdier i de 17 verdensmål, og det interessante er nu, i hvilket omfang og på hvilke måder vi mennesker er parat til at tage disse mål alvorligt. Hvis ingen tager målene alvorligt, sker der ingenting. Jo, så bliver det business as usual, og det eneste sikre i dette regnestykke er, at business as usual er en katastrofekurs. Et gammelt kinesisk ordsprog lyder: ”Hvis vi ikke ændrer retning, ender vi dér, hvor vi er på vej hen”. Det er en fuldstændig ny situation for alle mennesker på kloden at være i. Vi har fået 17 mål – givet af en enig forsamling af 193 statsledere – som handler om alle mennesker i alle lande. Der er ingen mennesker, der kan melde hus forbi. Jo, der er grænser for, hvad vi kan forlange af den milliard mennesker, der fortsat lever i dyb fattigdom. Men vi andre har et medansvar for den helhed, som kloden repræsenterer.

Mål og lederskab er to sider af samme sag. Man kan ikke lede uden mål. Og når man formulerer mål, inviterer man til lederskab. Man kan ikke lede, uden at have noget at lede efter. Noget af det interessante og kritiske er nu, at den instans, der har formuleret målene, FN’s generalforsamling, ikke selv har en konstitution og ikke har magtmidler, der sætter den i stand til at realisere og implementere målene. FN kan kun i meget begrænset omfang medvirke. FN kan facilitere, støtte, formidle, undervise, forske og andet, men langt de fleste af de milliarder af beslutninger, der skal medvirke til målenes realisering, træffes uden for FN-systemet. De træffes af parlamenter og regeringer verden over, af byråd og virksomhedsledelser i millioner og atter millioner af byer og virksomheder, og de træffes til syvende og sidst af dig og mig som forbrugere og borgere.