Vækstens muligheder og forbandelse

Af
Steen Hildebrandt, Ph.D.
Professor og adjungeret professor

 Jeg er forundret over, at de fleste politikere og økonomer – og mange andre – bliver ved med at tale om kortsigtet og simpel økonomisk vækst som det, der skal redde verden og os alle sammen. Sagt skarpere: Vi taler i realiteten om Ikke-bæredygtig økonomisk vækst; vi benytter selvfølgelig ikke udtrykket, ikke-bæredygtig, men det er hele tiden underforstået og indlysende. Vi taler heller ikke om økonomisk vækst som noget, vi må stræbe efter, fordi vi er i nød. Vi taler om det som noget, der bør være en selvfølgelighed – som menneskehedens redning. Og for at være præcis: Vi taler om vækst forstået som en forøgelse af BNP pr. person målt i faste priser.

Vi lever i en globaliseret markedsøkonomi. Intet land kan nu og her og uden videre sætte sig ud over markedsmekanismerne. Tvært imod, så er alle lande påvirket af og stærkt afhængige af hinanden. Men alle lande er også påvirket af naturkræfterne og af de naturlige sammenhænge og lovmæssigheder. Vi lever i en globaliseret atmosfære og biosfære. Vi lever på den samme klode og er påvirket af de samme naturlove, den samme geologi, det samme klima og vejr, de samme have og de samme vinde.

Jeg tror, det vil være sundt, hvis alle mennesker i de rige lande engang imellem konfronterer sig med spørgsmålet: Hvordan kan jeg, der intet mangler, men har meget i overflod, ikke bare ønske, men kræve mere materiel vækst for mig selv og mine samtidig med, at jeg er fuldstændig klar over og vidende om, at mange millioner mennesker på kloden stort set mangler alt? Hvilket menneskesyn ligger til grund for en sådan holdning og politik, der hver dag hævdes og praktiseres overalt på kloden?

Vi må stille spørgsmålet: Hvordan får vi taget fat på en politisk, økonomisk, social og miljømæssig debat om, hvordan vi får drejet udviklingen på kloden i en anden retning. Jeg taler ikke om revolutioner; jeg taler ikke om naive og fuldstændig urealistiske tiltag; jeg taler om kursændringer; jeg taler om at få det fænomen ud i det offentlige rum, som afspejles i et sætning, som én af de øverste politiske ledere i EU citeres for, nemlig sætningen: ”Vi politikere véd selvfølgelig godt, hvad der skal gøres, men hvis vi siger det, så bliver vi jo ikke genvalgt!”. Vi kan ikke blive ved med, og politikere og organisationsfolk kan ikke blive ved med at lade, som om de taler sandt og rent, når de taler om en forøgelse af den kortsigtede økonomisk vækst som det vigtigste af alt. For det er det ikke.

Det er ikke det vigtigste for os, der har en meget høj levestandard i forvejen, at få endnu mere. Det er afgørende vigtigt for de mange hundrede millioner mennesker i verden, der mangler vand, medicin, mad, varme, tag over hovedet – og meget andet. For dem er det naturligvis vigtigt at få nogle af disse fundamentale fornødenheder. For dem er kortsigtet økonomisk vækst og en dermed forbundet forøget materiel levestandard øverst på dagsordenen. Ikke at de realistisk set kan regne med at nå op på vort niveau for materiel levestandard, for det kan de næppe. Og på den anden side er det ej heller realistisk at foregøgle de vestlige landes befolkninger, at de kan fastholde (endsige forøge) den materielle levestandard, som de har. Ingen af disse scenarier er formentlig mulige. Men uendelig mange scenarier derimellem er mulige og vil kunne gøre verden til et bedre sted for mange flere mennesker at leve. Vil kunne give milliarder af mennesker et værdigt liv.

Hvis alternativet til denne globale samfundsorden med et værdigt liv for mange flere mennesker (og dyr), en verden, som udvikles ud fra de hovedprincipper og den globale etik, der er indeholdt i FN’s 17 mål for en bæredygtig udvikling, hvis alternativet var, at vi i de vestlige lande kunne vælge og dernæst implementere en anden og usolidarisk politik og så at sige give pokker i alle de andre, dvs. en politik, som den EU og USA groft sagt på mange måder ser ud til at tro på og forfølge lige nu, så kunne man ét eller andet sted godt forstå, at der var en – ganske vist kynisk – logik. Men sådan er det ikke.

Alternativet til at følge FN’s 17 globale mål, alternativet til, at de rige lande går foran i implementeringen af de 17 verdensmål, er ikke, at de vestlige lande kan opnå en forøget økonomisk vækst for sig selv, og lade de andre lande og områder passe sig selv. Alternativet er alvorlige globale natur- og sociale begivenheder forårsaget bl.a. af betydelige klimaændringer. Måske skal vi bruge ordet katastrofer. Det betyder: Den sikre konsekvens af en insisteren på fortsat og kortsigtet økonomisk vækst for alle lande, både de, der i forvejen er rige og de fattige lande, er klima- og miljøkatastrofer af hidtil uset omfang og styrke, og deraf vil bl.a. med meget stor sandsynlighed følge meget omfattende folkevandringer på kloden.

Sagt på en anden måde: Hvis de mål om kortsigtet økonomisk vækst, som flere af artiklerne i Mandag Morgen har talt om, lykkes, så fører en sådan betydelig global BNP-vækst til globale natur- og sociale katastrofer. Professor Johan Rockström, én af verdens førende forskere inden for bæredygtighedsfeltet siger: ”If we wait 30 more years, it will be too late”. Artiklerne taler uden nogen nuancering om øget produktivitet, men de taler hverken om ressourceforbrug, om de produkter, der kommer ud af innovations- og produktivitetsbestræbelserne, om de miljø- og ressourceeffekter, som den tilsigtede, simple produktivitetstænkning har. Det er en blind tro på forøget – simpel – produktivitet, dvs. produktivitetsforøgelser koste hvad det i øvrigt koste vil. Vi bliver nødt til at inddrage bæredygtighedsovervejelser i vore produktivitetsbestræbelser. Vi bliver nødt til også at tale om miljøbelastning, om miljøeffektivitet mm. Det er den ene side. Den anden side, og det i denne sammenhæng måske vigtigste: Hvis vi vil, kan vi i Danmark fokusere på det store forretningspotentiale, der ligger for dansk erhvervsliv i at gå forrest i den industrielle udvikling, der overordnet set ikke kan undgå at bevæge sig i retning af bæredygtig produktion. Sagt på en anden måde: Jo mere vi vil forfølge en målsætning om øget materiel velfærd for alle, desto mere er det en selvfølgelig forudsætning, at vi i alt, hvad vi gør, fokuserer på bæredygtighed og miljøeffektivitet.

Jeg refererer i denne sammenhæng til de samme forfattere, som økonomer, politikere, embedsmænd og mange andre læser, men ikke tør nævne, nemlig fx Johan Rockström fra Stockholm Universitets Resilience Center, økonomer som fx Jeffrey Sachs fra Columbia Universitetet, filosoffen Fritjof Capra, biologen E. O. Wilson, biologen Pier L. Louisi, fremtidsforskeren Jeremy Rifkin og mange flere. Listen over internationale og danske eksperter og forskere på disse felter, der siger nogenlunde, som jeg gør her, fylder bøger. Vi kan ikke blive ved med at fortie dette.

Den debat om vækst, der i disse uger føres i Ugebrevet Mandag Morgen, er fattig på perspektiver, og rig på traditionel økonomisk og politisk tænkning. Det er i vid udstrækning Business as usual, og det er der mennesker, der bliver betalt for at fastholde, forklare og forfægte. Mange mennesker bliver betalt for at tale mod bedre viden. Meget af det, vi hører, er røster fra fortiden, som ikke adresserer de både nationale og globale udfordringer og enorme potentialer, som jeg her taler om. Det er en perspektivløs repetition af en politik og en tænkning, der intet nyt repræsenterer, og det i en verden, hvor der i den grad er behov for nytænkning.

Man behøver ikke lytte til mig. Man kan lytte ud i dansk erhvervsliv. Man kan læse og høre, hvad virksomheder som Novo, Novozymes, Grundfos, Danfoss og hundredevis af andre danske virksomheder siger, nemlig: Vi er nødt til at gå i spidsen for en udvikling, der gør bæredygtig produktion økonomisk fordelagtig og bæredygtigt forbrug mere og mere normalt og fordelagtigt. Vi er nødt til at arbejde med økonomisk vækst, social inklusion og miljøbeskyttelse som en sammenhængende bæredygtighedstænkning. Jeg tager ikke disse virksomheder til indtægt for, hvad jeg oven for siger, men jeg kan læse og lytte mig til, at de har forstået mere af den verden, vi lever i, end mange af indlæggene i Mandag Morgen giver udtryk for.

Jeg er ved at redigere en bog om FN’s 17 verdensmål. Den udkommer til oktober på Jurist- og Økonomforbundets Forlag. I én af artiklerne skriver professor og Ph.D. Michael Z. Hauschild fra DTU og Claus Stig Pedersen, Ph.D., adjungeret professor ved Aalborg Universitet og bæredygtighedsdirektør på Novozymes A/S følgende:

”Den globale udfordring der tegner sig, kan opsummeres således: Belastningen af miljøet er allerede over det bæredygtige på mange områder, og væksten i befolkning og i materielt forbrug vil øge presset på naturgrundlaget i de kommende årtier. For at sikre bæredygtigt forbrug og produktion kræves derfor dramatiske forbedringer i miljøeffektiviteten af vores teknologi og produkter i kombination med regulering, der sikrer at disse forbedringer ikke ædes op af yderligere forbrugsstigninger….. Danmark er i dag et af de lande i verden, der har det højeste Økologiske Fodaftryk per indbygger. På mange områder ligger gennemsnitsdanskerens miljøbelastning langt over hvad naturens grænser tillader for en gennemsnitsverdensborger, og for Danmark bliver udfordringen i de kommende årtier at finde langt mere økoeffektive måder at tilfredsstille befolkningens behov på ved at afkoble behovsopfyldelsen fra stærkt ressourceforbrugende og miljøbelastende aktiviteter”.

Danmark og de nordiske lande har en enestående mulighed for at gå foran på kloden i en tænkning og politik, der skal gøre bæredygtig udvikling til en realitet og til en ny forretningsmulighed for de nordiske lande og bringe de nordiske lande i front, når det handler om forskning i, formidling af og implementering af det stærkeste vi har i øjeblikket, når det handler om bæredygtig global udvikling, nemlig FN’s 17 mål for en sådan udvikling. Igen: Hvis dette blot var udtryk for en lidt naiv idealisme, så kunne man forstå og forklare, at vi – Danmark og de nordiske lande – melder hus forbi. Men det er ikke naiv idealisme; det er den mest kolde og klare realisme, der kan opvises i øjeblikket, og vi kan ikke hurtigt nok komme i gang med at tale åbent, tydeligt og detaljeret om det. Vi har i realiteten ikke noget valg. At lade, som om vi har et valg, er uærlighed. De debatindlæg i Mandag Morgen, der bevidstløst repeterer fraser om skat, konkurrence, produktivitet, stigninger i BNP uden så meget som med ét ord at adressere både de globale bæredygtighedsudfordringer – og de modsvarende forretningsmæssige potentialer i strategiske skift, hører fortiden til.

Er dette let og uden udfordringer? Nej, selvfølgelig er det ikke det. Selvfølgelig ligger løsningerne ikke lige for. Og vi kan selvsagt ikke forvente, at den fattige afrikaner går foran og tager de første initiativer? De rige lande må vise vej; de rige lande må gå foran i den transformationsproces, der skal justere den kurs, vi i øjeblikket følger, og som fx indebærer, at vi allerede nu er på kollisionskurs med fire af de i alt ni planetare grænser, som Stochkolm Resilience Center i samarbejde med mange andre forskere i verden har udviklet. Vi skal til at tage disse mål lige så alvorligt, som vi i dag mener os næsten forpligtet til at tage målet om økonomisk vækst alvorligt. Hver gang, vi siger økonomisk vækst, skal vi spørge, hvad konsekvenserne er for kloden på de ni områder, som de planetare grænser handler om; det handler fx om udledning af drivhusgasser, påvirkningen af den genetiske biodiversitet, udledning af næringsstofferne fosfor og kvælstof og ændringer af landøkosystemer. På disse fire områder er kloden allerede på den forkerte side af de tilladte værdier. Sådan er det, og det bliver vi nødt til at arbejde fuldstændig klart og tydeligt med  – nemlig ved, at vi benævner det og gør noget ved det. Danske politikere, embedsmænd, organisationsledere m.fl. kan ikke lade, som om dette hører en fjern fremtid til. Det hører nutiden til.

Vi er nødt til at holde op med at tale bevidstløst om økonomisk vækst – sådan som nogle af artiklerne i Mandag Morgen har gjort det. Og så må vi til at opføre os som ansvarlige mennesker, der viser, at vi forstår både den økonomiske, sociale, miljø- og klimamæssige virkelighed, som vi lever i og er en del af.