Skrivebordsmilliarder

Af
Steen Hildebrandt, Ph.D.
Professor emeritus og adjungeret professor

 
Er det ønskeligt, at mere og mere dansk infrastruktur og samfundskapacitet som fx elektricitet, vand, telefon, veje, broer, IT-systemer, fængsler, sygehuse, skoler, universiteter m.m., ejes af private danske og/eller udenlandske virksomheder, investorer, kapitalfonde, herunder evt. statsejede virksomheder fra andre lande m.m.? Ønsker vi det, hvis det ud fra kortsigtede og snævre økonomiske kalkuler ser ud til at være en fordel for danske skatteydere, eller har det en selvstændig værdi, at fx dansk vandforsyning ejes og styres af danske virksomheder og myndigheder?

Jeg stiller spørgsmålet, fordi det i medierne meddeles, at der lige nu foreligger en McKinsey-rapport om dette spørgsmål. Man kan læse, at regeringen har fået det verdenskendte konsulenthus, McKinsey & Company, til at undersøge Danmarks aktuelle situation med hensyn til vand og vandforsyning. Det er en oplagt opgave for McKinsey og deres hær af veluddannede økonomer, matematikere, statistikere og andre skrivebordseksperter, der er i stand til at analysere og revolutionere stort set alt i verden. På papiret. Rundt om i verden findes der hos direktioner, bestyrelser, regeringer og andre et utal af McKinsey-rapporter, som det har kostet millioner og milliarder af kroner at få udarbejdet. Ét af de mest gentagne rygter over alt i verden om disse rapporter er, at de forbliver på de hylder, hvor de først blev placeret. Betyder det, at de ikke bliver brugt af bestyrelser, direktioner og regeringer? Svaret er nej!

Nu er turen så kommet til dansk vand, og de trænede analytikere har regnet ud, at hvis og hvis og hvis, så kan der spares adskillige milliarder kroner i Danmark på vandforsyning.  Ligesom man i sin tid regnede ud, at hvis og hvis, så kunne SKAT spare så og så meget og blive en meget mere effektiv og bedre fungerende organisation. Selvfølgelig skal man som samfund, virksomhed m.m. være opmærksom på, hvad ting koster; man skal økonomisere med de knappe midler, man har til rådighed. Men hvor står det skrevet, at de eneste hensyn, der skal være gældende, når det fx handler om vandforsyning i et land, skal være kortsigtede og snævre økonomiske hensyn? Hvor står det skrevet, at hvis skrivebordsanalyser viser, at givne opgaver kan udføres billigere, end de i øjeblikket bliver udført i fx offentligt regi, så skal opgaverne overlades til private virksomheder? Er der ikke andre værdier i denne sammenhæng, end de snævre og kortsigtede økonomiske hensyn?

Vi har inden for de seneste år set teleselskaberne blive solgt til private investorer. Vi har set DONG-aktier blive solgt til private investorer. Og så snart, der er tale om private investorer, så ophæves de nationale grænser; så kan aktierne lige så godt havne på Ceyman Islands som i Varde. I DONG-tilfældet var det Goldman Sachs, der købte aktierne – efter meget at dømme til en alt for lav pris. Men det er en anden sag. Her hæfter jeg mig primært ved den tænkning og den letsindighed, at vi som samfund er parat til at sælge tilsyneladende alt til hvem som helst, der har penge på lommen. Alt er til salg til den højstbydende. Det er hovedindtrykket. Alt er forretning og penge. ”Vi sælger til den højstbydende”, sagde finansministeren, da Goldman Sachs købte aktier i Dong. ”Det skylder vi danske skatteydere; vi varetager skatteydernes interesser”, sagde finansministeren, og blev herefter partner i McKinsey & Company. Jeg er i tvivl om, hvis interesser, der blev varetaget af hvem. Jeg ved ikke, hvor godt, der er, at Goldman Sachs er medejer af et stort dansk energiselskab. Eller at de måske næste gang køber de største danske broer, Nationalmuseet, alle fængsler eller hvad man nu kan finde på at sælge for kortsigtet gevinst. Argumenterne er altid de samme: Kortsigtet økonomisk gevinst.

Man bliver ikke ét af verdens største konsulenthuse, medmindre man har nogle særlige kompetencer. Et nøgleord for McKinsey er fornuft. McKinsey har styr på det logiske, på den økonomisk-matematiske rationalitet; der er fornuft i sagerne, når McKinsey fremlægger analyser og rapporter. Der var fornuft og sammenhæng i tingene, da McKinsey i sin tid leverede baggrunden for nogle af de store organisatoriske tiltag, der blev gennemført i SKAT. Verdens bedste og billigste Skat! Og man må spørge: Hvad er i dag situationen i SKAT? I øjeblikket tager den danske regering med kyshånd imod ethvert argument om at privatisere og rationalisere, og derfor er det ikke en tilfældighed, at man beder McKinsey om at levere det krudt, der skal gøre det muligt at få en plan om privatisering af den danske vandforsyning igennem Folketinget. Og det er tilsyneladende det, der nu skal ske. Og McKinsey har givetvis ret – på papiret. Der kan spares milliarder – på papiret.

På papiret ser det hele fornuftigt ud, og for den sags skyld kunne McKinsey rationalisere hele verden – og derved kunne der spares trillioner af kroner. Forestil dig, at en FN-verdensregering bad McKinsey udarbejde en global struktur- og brancheanalyse, der resulterede i en 24-binds rapport på 12.000 sider, udarbejdet over en periode på 200 dage af 1200 konsulenter, og som bl.a. resulterede i, at et konsortium af kapitalfonde under ledelse af Goldman Sachs overtog den globale elektricitetsforsyning, hvorved bl.a. Goldman Sachs’ hovedaktionærer hver tjente et tocifret milliardbeløb, og McKinsey udskrev en regning til FN-regeringen på 5 mia. kroner. Dong og andre småskravl af virksomheder blev fjernet fra jordens overflade og et hovedkvarter med 45.000 ansatte og syv afdelingskontorer rundt om i verden blev etableret.

Men det drejer sig jo ikke bare om papir; det drejer sig om virkeligheden; det drejer sig om penge – men også om meget andet end penge. Det er det, der er essensen. Og alt dette andet indgår ikke i skrivebordsøkonomernes modeller og regneark, og derfor ender mange af rapporterne på hylderne. Det betyder ikke, at rapporterne ikke har haft nogen betydning. Det er jo lige præcis det, de har. De bliver brugt som argument for rationaliseringer i virkeligheden; dvs. af kommuner, store virksomheder, offentlige administrationer m.m., men igen og igen viser det sig, at papirkrigene ikke er så let at vinde ude i virkeligheden, og derfor bliver de strukturelle ændringer nok gennemført, men bagefter er der lange spor af problemer med at få det nye til at virke i praksis. Det kan også let komme til at gælde for den danske vandforsyning. På papiret skal det hele laves om; og det bliver det måske på det strukturelle og formelle plan, og bagefter viser det sig formentlig, at alle de milliarder, der kunne spares på papiret, ikke kan spares i virkeligheden. Tvært imod opstår der måske en række nye og utilsigtede og uforudsete problemer og forhindringer, der måske ender med at gøre det hele – til en dårlig forretning. Man skal fare med lempe, når man vil lave store virkeligheder om. Man skal vide, hvad man vil – og man skal vide, hvordan man vil det – ude i virkeligheden.

Man skal ikke sælge alt, og man skal ikke nødvendigvis sælge til den, der byder mest for aktiverne, og som måske dernæst påfører aktiverne og deres udnyttelse og ledelse helt andre og til dels uønskede værdier. Man skal tænke sig grundigt om, inden man sælger ud af vigtige aktiver. Og i den sammenhæng: Hvis man endelig tror på, at der kan spares penge inden for et givet felt, fx vandforsyning, så er det da aldrig umuligt at forestille sig disse besparelser realiseret inden for det eksisterende ejerskab – hvis viljen er til stede. Tillad mig at minde om og understrege: Det er ikke en naturlov, at sådanne skrivebordsbesparelser kun kan realiseres, hvis den pågældende aktivitet sælges til og ejes af en privat virksomhed, fx en kapitalfond. Det er absolut ikke givet; det er naturligvis rigtigt, at hvis skrivebordsløsningen peger på besparelser, så skylder man en forklaring på, at disse besparelser ikke allerede er realiseret i praksis. Hvad er forklaringen på det – kunne man fx spørge om ind i feltet: dansk vandforsyning. Og så kunne man tage fat på finde svarene på dette spørgsmål. Og herefter forsøge at realisere nogle af disse svar inden for det eksisterende offentlige ejerskab. Jeg accepterer: Det er ikke let, for det kræver nytænkning, samarbejde på tværs af strukturer, siloer, myndigheder m.m. Og derfor bliver det ofte ikke til noget, før… Ja, før der opstår et tilstrækkeligt stort pres. Et sådant pres kan en McKinsey-rapport være.