Forventningscirkus

Forventninger. Forventningsafstemning. Forventningspres. Forventningsangst. Forventningskløft. Forventningssamtale. Forventningsteori. Forventningens glæde! Mange ord omkring forventninger. Og nu introducerer jeg et nyt begreb, nemlig ordet forventningscirkus. Hvorfor?

Fordi der er ved at udvikle sig et regulært cirkus omkring fænomenet forventninger; nogle vil muligvis kalde det en professionalisering af arbejdet omkring forventninger; jeg synes, at ordet pervertering undertiden er en mere dækkende betegnelse. ”Analytikerne forventer”; ”eksperterne forventer” mm. – sådanne sætninger hører vi igen og igen.

Vi kender alle et budget. Et budget er et udtryk for og et eksempel på en forventning, en forventning til, hvordan regnskabet for en kommende periode vil komme til at se ud. Mange direktioner og bestyrelser har brugt og bruger oceaner af tid på at diskutere spørgsmålet: Hvorfor er der en afvigelse mellem budgettet og regnskabet? Det diskuterer man, når regnskabet foreligger, for på det tidspunkt kan man sammenligne regnskab og budget og udregne det, der hedder: Budgetafvigelser. Og det elsker man. Mange direktører har igennem tiden oplevet at blive ristet af bestyrelsen på grund af budgetafvigelser.

Hver gang, jeg har været med til det eller hørt om det, har jeg tænkt: Hvordan var det lige, budgettet blev til? Hvad havde man at basere budgettallene på? Hvor grundige og omhyggelige var man? Hvor meget anstrengte man sig? Ofte er der et skærende misforhold imellem den værdi eller den troværdighed, budgettet har, og den tid man bruger at diskutere afvigelser. Det har jo intet formål overhovedet at diskutere afvigelser imellem et regnskab (der jo er en slags virkelighed) og et budget, hvis budgettet ikke er blevet til på grundlag af eksplicitte, dokumenterbare og fortsat relevante antagelser, forudsætninger og begrundelser. Det er rigtigt, at budgetafvigelser er konkrete tal, som man kan forholde sig til som tal, men de er ofte intet værd, fordi budgettets kvalitet er for ringe; derimod vil det altid være interessant og relevant at diskutere budgetforudsætningerne: Hvorfor gjorde man disse forudsætninger, og hvad er det, der gør, at forudsætningerne fx ikke længere er gyldige, relevante mm.?

Alt dette er nu blevet til helt særlige og opskruede ritualer, hver gang store børsnoterede virksomheder fremlægger regnskaber, og det gør de efterhånden hvert kvartal. Her udspiller der sig nu et cirkus med såkaldte analytikere og eksperter på den ene side, journalister, andre eksperter og kommentatorer på den anden side og med virksomhederne i midten. Analytikere og eksperter har forventninger til – lad os sige Novo’s regnskab. Hvad analytikerne baserer disse forventninger på, hvorfor de har disse forventninger, fortoner sig oftest i det totalt uvisse. Det har de blot. De forventer fremgang, tilbagegang eller en stabil udvikling. Hvor fantastisk! Analytikerne bliver nu, forud for regnskabsaflæggelsen, interviewet af journalister eller kommentatorer, der i andre sammenhænge evt. selv fungerer som analytikere og eksperter – med det skal man ikke lade sig påvirke af. Man aftaler på forhånd spørgsmål og svar. Meningen er, at vi andre skal tage det alvorligt. Det gør nogle, herunder fx nogle af de mennesker, der køber og sælger værdipapirer på Børsen. Så forventningerne har konsekvenser. På et tidspunkt kommer så kvartalsregnskabet, og man kan se resultaterne. Så er der basis for at sammenligne forventninger med resultat. Så går tiden med det. Så interviewer man igen de såkaldte eksperter eller analytikere, og de kan så alt efter resultatet, dvs. kvartalsregnskabet, være skuffede, glædeligt overraskede, eller de kan konstatere, at deres forventninger er indfriet. Mageløst. Hvor fantastisk interessant. Ofte er virksomhedens repræsentanter i baggrunden. De er for kloge til at deltage i dette cirkus. Undertiden træder de dog frem og udtrykker glæde eller skuffelse. Igen: Vi stiller ikke spørgsmål ved, og vi kan ofte heller ikke komme til at stille spørgsmål ved det magiske ord her, nemlig ordet: forventninger. Kommer forventningerne ud af den blå luft, eller er de baseret på kompetente menneskers kompetente, eksplicitte og velbegrundede analyser og vurderinger?

Endnu mere grotesk bliver dette, når det gælder det politiske liv. Statsministeren skal fx holde en tale. Før talen: Hvad forventer de politiske eksperter af talen? Den ene interviewer den anden, og jeg kan som borger måbende konstatere, at en journalist eller kommentator fx forventer, at statsministeren vil sige noget om: vækst, arbejdsløshed, den internationale politiske situation, det lige overståede kommunalvalg osv. Hvor overraskende! Talen bliver så holdt. Bagefter: Nu er det ikke nok med, at man, en journalist-kollega, spørger eksperten, en journalist, om kommentatoren fra før, journalisten, fik sine forventninger indfriet, dvs. om statsministeren faktisk kom ind på de emner, som eksperten havde forudset. Nej, man begynder med at spørge: Hvordan klarede statsministeren sig – fx på en skala fra 0 til 6? Direkte uværdigt og tåbeligt. Var det en stærk, en selvsikker, en forsigtig – statsminister. (Jeg ser her af høflighed bort fra de tilfælde, hvor dette skuespil udfolder sig, men hvor journalisterne og de andre aktører på forhånd faktisk kender statsministerens tale, men lader, som om de ikke kender den. Det har vi jo set meget klare eksempler på). Nu skal altså en journalist, der måske selv er den mest elendige taler, menneskekender og kommunikator bedømme og eksplicitere denne bedømmelse af statsministerens person, tale, fremtoning – evt. påklædning og kropssprog. Pinligt!

Dette cirkus bliver i disse år gearet og gearet, og jeg ved snart ikke, hvad det næste bliver. I hvert fald har vi for længst passeret den grænse, hvor det ikke er talen, men forventnings- og kommenteringscirkusset, der er det vigtigste. Det oplever vi fx, når man afbryder en live-transmission af statsministerens tale for at give plads til – en kommentator. Er det ikke mageløst? Jeg sidder og ser statsministeren på TV; jeg har oplevet det; jeg følger med; jeg er en selvstændig borger. Og så! Midt i det hele: Statsministeren forsvinder fra skærmen og en kommentator kommer frem og konstaterer, evt. ved hjælp af spørgsmål fra en kollega, at hans forventninger er indfriet, eller konstaterer, at det er en dårlig tale. Hvad er meningen?

Helt grotesk og uudholdeligt bliver dette, når vi kommer til nytårsaften. Her skal Dronningen traditionen tro holde sin nytårstale, og i gamle dage kunne man tænde for fjernsynet og se og høre talen. Og så færdig. Nu! I timerne op til talen arbejder flere TV-hold og –stationer med groteske, ofte lidt latterlige og amatøragtige indslag. Vi ser ikke én, men en lille hær af mennesker, en slags hof-analytikere, hof-eksperter, hof-kommentatorer formulere sig vidt og bredt om, hvad de forventer af Dronningens nytårstale i år. Hvilke emner og hvilken tone vil Dronningen behandle og slå an? Altså for pokker: Talen bliver holdt om nogle få minutter. Hvad skal dette cirkus til for? Hvorfor skal jeg belemres med ligegyldige menneskers ligegyldige forventninger? Og så: Dronningen holder sin tale, og endnu har jeg ikke oplevet, at udsendelsen af talen er blevet afbrudt, så jeg – mens Dronningen taler – kan få en hof-kommentators kommentar, men det skal nok komme. Men så snart talen er overstået, træder hæren af kommentatorer frem på skærmen. Nu skal jeg så have at vide, om kommentatorernes forventninger er blevet indfriet, om Dronningen faktisk talte, som forventet. Og så skal jeg selvfølgelig der ud over have at vide, hvilke emner, Dronningen talte om, og specielt: Hvor var højdepunkterne? Det er, som om man overser, at jeg selv lige har set talen, og jeg forstår godt, hvad der er sagt. Det er alt dette, der gør, at jeg introducerer ordet cirkus – for det er et cirkus – og det må høre op eller i hvert fald kultiveres og disciplineres. Det er kommet ind i en proces, der kun kan betegnes som selvsving. Det bliver værre og værre.

Jeg erkender: Dette er ikke en retfærdig fremstilling; Jeg lytter meget gerne til den kompetente ekspert, kommentator og journalist – og dem er der heldigvis mange af. Men jeg fastholder, at vi har et problem her, som medierne skal give opmærksomhed.