Demokratiet er smukt, men afmægtigt

Interview med Steen Hildebrandt i Berlingske Tidende, søndag den 28. februar 2016.

Demokratiet er smukt, men afmægtigt

Det er ikke bare den demokratiske debat, der er i krise, men selve demokratiet. Politikerleden og tillidskrisen er klare tegn på folkets snigende bevidsthed om, at vores demokrati ikke kan levere løsninger på verdens påtrængende problemer, mener professor i ledelse, Steen Hildebrandt.

Interviewet lakker mod enden, da Steen Hildebrandt læner sig frem og dæmper stemmen en smule.

»Jeg mener det virkelig. Men jeg er også bange for at sige det,« siger den 72-årige professor i ledelse.

Ytringsfrygt ligger ellers ikke til ham. Han har skrevet og bidraget til flere hundrede bøger og artikler, er en efterspurgt foredragsholder og en af landets skarpeste klummeskribenter. Men det, han vil sige nu, er ikke bare et kontroversielt udsagn; det vil også være nemt at forvrænge eller affeje:

»Vi har fået opbygget en myte omkring demokratiet, som indebærer, at vi ikke må diskutere demokratiet og dets spilleregler. Overhovedet. Formentlig fordi vi har en alt for klar erindring om diktaturet og tyranniet. Men det altoverskyggende problem for demokratiet er ikke, at den politiske samtale er i krise. Det er blot et symptom. Det største problem er, at demokratiet synes ude af stand til at give svar på de alvorlige spørgsmål, som eksisterer i vores tid. Klimaforandringerne. Fordelingen af vores velfærd med resten af verden. Flygtninge- og migrantkrisen. Jeg er bange for demokratiets langsommelighed. For demokratiets åbenlyse manglende evne til at træffe de upopulære, men nødvendige beslutninger, der skal til, hvis vi skal undgå truende, verdensomvæltende katastrofer,« siger Steen Hildebrandt med tryk på hver eneste stavelse i »verdensomvæltende«.

For at forstå, hvordan et interview med det lidt nørdede tema »den demokratiske samtale« kan ende i et dunkelt katastrofeforvarsel, spoler vi ikke bare halvanden time, men et par måneder tilbage. I sin nytårstale på årets første dag sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), at den »demokratiske samtale« er i krise. Udbredt politikerlede, EU-skepsis, flugt fra de gamle partier og vælgervandringer til protestpartierne, skældordsbefængte sociale medier, trusler og drillerier – alt tyder på en politisk samtale anno 2016, som ligger langt fra det civiliserede »samtaledemokrati«, som teologen og højskoleforstanderen Hal Koch satte ord på i 1945.

Var nationen Danmark en virksomhed med et ringe arbejdsmiljø og en samspilsramt intern kommunikation, ville en løsningsmodel være indsættelsen af en stærk og visionær ledelse. Intet ville være løst med en opfordring på alle-mail om at »tale pænt«. En stærk ledelse ville skulle gå foran med et godt eksempel. Den skulle kunne forudse fremtiden. Levere resultater. Men, siger Steen Hildebrandt, vores demokrati har et akut ledelsesproblem. Der er intet at se op til, ingen aura af ophøjethed omkring ledelsen, få resultater at beundre. Derfor er den demokratiske samtale forkrampet og bitter – og politikken reduceret til en kamp om småbeløb og symbolske trakasserier:

»Der er efterhånden ingen sager, der er for små. Ingen teknikaliteter, der er for indviklede til at pensle ud. Her bevæger politikerne sig ned fra det, som jeg mener er politikernes domæne, nemlig værdierne, visionerne, holdningerne. Mange mennesker føler, at politik er blevet for indviklet. Sådan burde det ikke være. Vi kan alle uanset baggrund og uddannelse tale med om værdier. Om hvad der er ret og rimeligt, og hvad der er et ønskeligt samfund. Om der skal være mange indvandrere, om vi skal give mange eller få penge i ulandsbistand, om vi skal bygge billigere boliger eller passe mere på naturen,« siger Steen Hildebrandt.

Uden helt at kunne fastnagle, hvem der har skylden, eller hvornår det for alvor blev sådan, befinder det moderne demokratis spillere – vælgerne, politikerne og medierne – sig i dag i en hvirvelvind af en dødedans, mener Hildebrandt. Måske er det politikernes egen skyld. De er for unge, for uprøvede og for bange for at tabe deres komfortable Christiansborg-karriere på gulvet. Måske har medierne en stor del af skylden. Alt, politikerne gør og siger bliver gennemtygget i en grad i dag, at ingen længere kan opretholde fordums respekt for embedet:

»De hurtige medier og kommentariatet bidrager til, at vi i dag opfatter politik som simpelt benspænd, løbende dagsaktuel taktik, proces, handlen og snyden. Det hele bliver til et stort spil i et forskruet tempo, mens de store linjer, værdierne, visionerne, den saglige, grundige drøftelser og refleksioner forsvinder,« siger Steen Hildebrandt og referer en samtale, han havde med et folketingsmedlem for nylig:

»Vedkommende sagde lidt undskyldende til mig, at »det er jo ikke almindelig sund fornuft, der styrer os herinde på Christiansborg. Det er andre ting, der bestemmer, hvad vi siger og beslutter«. Det er magtspil, indbyrdes handler, personbetingede forhold, opgør og relationer, som det er svært for os andre at gennemskue,« siger Steen Hildebrandt.

 I den forgangne uge så man det igen. Måbende TV-seere kunne først iagttage de Konservative trække tæppet under miljøminister Eva Kjer Hansen (V) og derpå se de politiske ledere på blå fløj rende til møde med statsminister Lars Løkke (V) – et møde, der kun blev opretholdt, så længe deltagerne ikke lige var på TV. Klokken 20.04 tirsdag aften skabte statsministeren tvivl om regeringens overlevelse i et kortfattet tweet – men vælgerne måtte gå i seng samme aften og de næste mange aftener uden afklaring på, om landet er på vej til nyvalg. Et politisk egnsteater opført i real time og med et handlingsplot, som selv garvede kommentatorer kaldte »mystisk«.

Det burde, mener Steen Hildebrandt, hverken i denne eller lignende situationer være kommet dertil.

»For nogle måneder siden, da Jens Rohde skiftede parti fra Venstre til De Radikale, gav han et interview. Rohde citerede Christian Mejdahl (V), den gamle folketingsformand, for undertiden at løfte brynene og stille spørgsmålet: »Er det her nu også passende?« i Venstres folketingsgruppe. Sådan en mangler vi i dag, mente Jens Rohde, og jeg giver ham ret. En, der siger: Er denne smykkelov nu også passende? Er vi nu helt sikre på, at vi nedsætter ulandsbistanden? Er det nu passende, at vi haster disse terrorlove igennem? At vi regner kreativt? Jeg savner en instans, der har en lidt mere tilbagelænet, overordnet funktion som den, der passer på vores overordnede værdier.«

Det lyder som en slags samvittighedens stemme. Men den er jo svær at institutionalisere?

»Ja. Jeg kommer til at tænke på det gamle Landsting (førstekammeret i den danske Rigsdag indtil 1953, der samlede besindige, konservative kræfter, som kunne dæmpe reformiveren, red.). Det er nok naivt at forestille sig det genoplivet, og det er heller ikke ønskeligt. Men denne eftertænksomhedens og samvittighedens stemme kunne i dag være pressen, hvis pressen ellers vil. Pressen kunne rejse de dybe spørgsmål, mane til besindelse og holde politikerne op på, hvad deres principielle holdning er,« siger Steen Hildebrandt.

 Hvad kan politikerne som demokratiets ledere gøre for at forbedre stemningen?

»Et nøgleord er »mening«. En stor virksomhedsleder er i stand til at kommunikere til medarbejderne, kunder, investorer, hvad det er for en virksomhed, vi er ved at udvikle. De kan fortælle, hvorfor vores arbejdsfællesskab giver mening. Der er en gammel historie, som illustrerer det godt: To mænd sidder og hugger sten, da en tredje kommer forbi og spørger, hvad de laver. Den ene svarer: »Jeg hugger sten«, men den anden svarer: »Jeg er ved at bygge en katedral«. Den første mand sidder og laver noget, som er fuldstændig uden mening for ham. Den anden kan se, hvad meningen er. Alle store ledere har været i stand til at opstille nogle værdier, nogle billeder og nogle narrativer, som folk har kunnet forbinde sig med. Kobles det med en manglende samvittighed eller manglende etik, kan den slags ledere være meget farlige forførere, se blot på Hitler. Men der er en længsel i mange mennesker efter den leder, der kan fortælle om det attråværdige samfund og vise vejen dertil,« siger Steen Hildebrandt.

En politiker som Pia Kjærsgaard (DF) ville nok indvende, at hun da taler værdier hele tiden?

»Ja. Hun er nok så alligevel en af undtagelserne. Jeg må sige – med stor respekt – at hun åbent og klart siger, hvilket samfund, hun ser for sig. Hvis jeg tænker på statsministeren, så har jeg måske indimellem nogle forestillinger om, hvad han mener, men ellers vil mit billede være, at han kan finde på hvad som helst, hvis det flasker sig. Og det gælder for begge sider i Folketinget. Jeg kan nævne socialdemokrater, som i mine øjne dybest set kan indtage enhver tænkelig holdning. Der er Pia Kjærsgaard lidt i særklasse. Og det er værd for alle at lægge mærke til, at hun har fået mange stemmer på sin måde at være politiker på. Hun skitserer sin drøm. Så kan man vælge det til og fra. Hun taler ikke som en embedsmand.«

Vi lever ellers i en tid, hvor de politiske udfordringer tårner sig op og i høj grad kalder på visioner om det samfund, man ønsker om ti, 20 eller 50 år. Særligt klimaforandringerne og de deraf følgende udfordringer som krige, flygtningestrømme og fattigdom, ligger Steen Hildebrandt på sinde.

For nylig vedtog FN 17 nye »verdensmål« til afløsning for de udløbne 2015-mål, der fra 2000 til sidste år lykkedes med at bekæmpe fattigdom, børnedødelighed, analfabetisme og sygdomme. De nye mål fortsætter denne kamp, men har et særligt fokus på klimaet. På bæredygtig energi og bæredygtigt forbrug, renere drikkevand og renere verdenshave. Fordi, siger forskerne, fortsætter klimaforandringerne i det nuværende tempo, vil det skabe fattigdom, vejrkatastrofer og flygtningestrømme i et apokalyptisk omfang:

»Jeg talte med en sognepræst om det, og vi kom frem til følgende sætning: »Jorden er ikke længere i Guds hånd, men i menneskets hånd«. Man taler om en ny geologisk epoke, som man kalder den antropocæne æra. Klodens fremtid afhænger af os mennesker. Et dansk parlament, der praktiserede ægte lederskab, ville sige: Det her er det vigtigste i vor tid! Det her er det, vi skal tale om! Her er 17 vigtige problemfelter, og vi er en del af kloden, vi vil tage vores del af ansvaret. Men har nogen i Folketinget nævnt dem? Knap nok,« siger Steen Hildebrandt.

Det er der nok ikke mange stemmer i her og nu?

»Nej, vi vil ikke se i øjnene, at den politiske realitet er forandret. Verden er i en anden situation, og Danmark kan ikke længere putte sig som nationalstat bag lukkede grænsebomme. Vores udfordringer er globale. Den demokratiske samtale skal være global. Der er behov for, at der bliver truffet andre typer af beslutninger, som rækker længere ud og stiller nye former for krav til danskere og europæere. Og de krav har en karakter, som umiddelbart vil være ubehagelige. Vi kommer til at afgive velfærd. Og vi kommer til at skulle tage ansvar for de fattige lande. Men hvis man siger det, så er fanden løs,« siger Steen Hildebrandt.

 Han er så optaget af FNs 17 udviklingsmål, at han er ved at skrive en bog om dem. Og han ser dem som en helt unik mulighed for at samle befolkninger i hele verden bag en sag, som vil komme alle til gode – også os i de rige lande, der næppe vil være interesseret i at huse 100 mio. afrikanske klimaflygtninge i nær fremtid.

»Hvis den debat fik momentum og blev grebet af 100 mio. mennesker verden over, så vil det flytte kloden. Virkelig ændre fremtiden fra det katastrofale til det lyse. Målene er nogle drømme og visioner, vi alle kan tale med om, om vi bor i Danmark eller Sydafrika. De har et enormt potentiale som en samlende kraft. Men hvad er det, danske politikere bruger den politiske tid på? Handler den om det, der er vigtigt for verden – og dermed for Danmark? Eller handler den om kommaer i de politiske tacklinger? Om personsager og nationalpolitiske småtterier? Det anser jeg for at være meget problematisk.«

Spørgsmålet er, siger Steen Hildebrandt, om demokratiet, som vi kender det i dag, er det rette system til at levere svar på de store udfordringer, vi står over for.

»De store, succesrige virksomheder i Danmark er kendetegnet af, at de tænker langsigtet. De kunne aldrig drømme om at skære i forskningen eller ødelægge deres eget levegrundlag, som vi gør med naturen nu. Men et af demokratiets grundproblemer er, at det er så kortsigtet i sin form. Det er kontroversielt at sige, men et af problemerne er, at vi vælger vores politikere så ofte. Man skifter ledelsen ud hver tredje eller fjerde år. Og hvis man taler ærligt med en politiker, så er han eller hun inderst inde først og fremmest optaget af spørgsmålet: Bliver jeg genvalgt? Dermed har vi det forbandede problem, at politik foregår med en meget kort interessehorisont,« siger Steen Hildebrandt.

 Er det derfor, at den demokratiske samtale er i krise? Fordi der hos vælgerne er en bevidsthed om, at vi alligevel ikke får de nødvendige løsninger?

»Ja, det tror jeg. Omvendt kan du sige, at vi har de politikere, som vi fortjener. Vi stemmer jo efter, hvad der kortsigtet vil give os mere i pension, i løn, i lave boligskatter. Og når vi er så dumme som vælgere, får vi dumme politikere. Men, kan man så sige, hvad med Alternativet? Kan deres utrolige succes være et tegn på, at vælgerne er begyndt at tænke anderledes? Alternativet er jo ikke stemt ind i Folketinget på løfter, der kan indfries her og nu. Måske er det et udtryk for et skifte i tilgangen til politik hos nogle vælgere.«

Og her lander interviewet så ved demokratiets mangler. Ved demokratiets potentielt katastrofale langsommelighed og impotens. Ved demokratiets vægring mod at træffe upopulære, langsigtede beslutninger – og dermed spørgsmålet, om demokratiet i sin nuværende form er godt nok:

»Selvklart ønsker ingen en anden styreform, men vi må kunne diskutere demokratiets metoder og begrænsninger, særligt i lyset af klodens udvikling. Hvorfor ikke forestille sig en bedre version af demokratiet? Hvorfor ikke forestille sig, at vi kan og må finde former for folkestyre, som bare praktiseres på en anden måde end den måde, vi gør det på nu? Vi kunne begynde med at vælge vores politikere for en længere periode – til gengæld skulle de ikke kunne genvælges. De ville give dem arbejdsro og modet til at træffe de nødvendige beslutninger. Hvorfor er det forbudt at tale om det? Det skal vi være modne til,« siger Steen Hildebrandt.

Præcis der, mener han, kan og skal den demokratiske samtale begynde.

STEEN HILDEBRANDT

Steen Hildebrandt, ph.d., (f. 1944) er professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet. Desuden adjungeret professor i lederskab ved CBS i København og ved Institut for filosofi og læring, Aalborg Universitet.

Medstifter af, bestyrelsesformand og partner i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt & Brandi A/S.
Blogger på Mandag Morgen.
Bestyrelsesmedlem i flere virksomheder og medlem af flere tænketanke.
Forfatter og bidragsyder til flere hundrede bøger og artikler, bl.a. om ledelse, værdier, forandring, produktivitet, bestyrelsesarbejde og bæredygtighed.