Den gamle mand og kloden

Dette interview er bragt i NORDJYSKE Stiftstidende Søndag d. 6 marts 2016.

Omtanke: Professor Steen Hildebrandt har fået tid til at øse af sin viden, erfaring og visdom – og til at tænke over fremtiden og de meget store problemer, vores verden står overfor.

Når Ernest Hemingway i sin roman ”Den gamle mand og havet” fra 1958 lader den aldrende fisker få sit livs største fisk på krogen, bliver det en kamp på liv og død. En kamp som symbol på menneskets kamp mod naturkræfterne. For Steen Hildebrandt handler det ikke om at kæmpe imod, men kæmpe for. – Vi kan lære af astronauterne. De siger, at de oppe fra rummet kan se, at alt hænger sammen nede på den lille klode, siger den nyudnævnte adjungerede professor ved Aalborg Universitet.

Når 72-årige Steen Hildebrandt på fredag kommer til Aalborg for at snakke om fremtiden for alverdens børn, for klimaet, for floderne, for FN, vil han ikke direkte komme ind på, at han kommer, fordi han er blevet en ældre herre. Men det er meget tæt på, at han vil sige, at det er en endog meget stor del af forklaringen på, at han netop har fået endnu en fin titel oveni i de mange kors og bånd og stjerner, han har fået sat på sig i tidens løb som erhvervslivets professor, forfatter, debattør og meget mere. – Mine mange levede år er helt givet en del af årsagen, forklarer han selv om sin nyeste titel som adjungeret professor ved Aalborg Universitet. – Jeg er jo en fri mand, konstaterer han og fortsætter:
– Fri af forpligtelser over for et fast arbejde, så jeg helt banalt sagt har tid, timer, til at tænke igennem. Fri af karriere. Fri til at tale uden hensyn til en ofte velment loyalitet overfor en institution. Alderen betyder meget, mener han, fordi den også sætter ham fri til at bruge sin viden og erfaringer på nye måder, uanset om de passer til andres forventninger. – Det er helt vidunderligt og gør en stor del af min viden meget mere brugbar, at jeg nu har tid til at bevæge mig rundt i mange forskellige kredse og samfundsgrupper og har tid til at læse andet end om mit eget fag, ledelse. Nu læser jeg om historie, geologi, klimaforskning. Steen Hildebrandt bliver hædret, fordi han både er gammel og følger med, forestiller han sig. – Jeg har tid til at tænke over fremtiden. Og jeg tænker. Og taler om den. Faktisk er jeg aldrig blevet brugt så meget samfundspolitisk som nu, jeg er pensioneret. DR, Mandag Morgen, Børsen og andre drager mig ind i mange debatter i det offentlige rum. Jeg kan godt grine lidt af at være den gamle, kloge mand, men det er sigende, at jeg bruges mere og mere i takt med, at flere har brug for at tale om fremtiden, siger han, der fredag taler om det, der lige nu optager ham mest, og som han er ved at skrive en bog om: De 17 mål, de 193 lande i FN i oktober blev enige om at arbejde for frem til 2030. Et arbejde, der for alvor går i gang i år. – Det er store mål. Meget store
mål, konstaterer han om listen, der står her på siden. Den lange liste skal læses langsomt, og når man er færdig, tænker man, at ingen kan være uenig i, at man for eksempel skal afskaffe fattigdom eller sørge for god uddannelse til børn og tage sig af dyr og planer på land og i vand.
– Det er sandt nok, men det betyder ikke, at enigheden er uden betydning. Det har stor effekt, at så mange formulerer målene og samtidig
beslutter, at der skal måles på 300 faktorer, der viser, hvor langt man er fra at nå de 17 mål. Det er jo sådan i vor tid, at det, der måles på,
er det, der sættes kræfter og penge af til. FN har ikke magt til at kræve noget gjort, men kan kræve statistikker og den information, der også i
sig selv har ”betydelig effekt”. – Målene taler man om i aviser, i tv, politikerne verden over føler ansvar for dem og debatterer og laver
love. Der undervises i dem i gymnasier. Alle bliver mindet om dem. Den liste er som en snebold, der blot bliver større og større. FN har før været samlet om store mål for at mindske børnedødelighed, sikre kvinders rettigheder, skærme miljøet. Områder, hvor der er sket forbedringer. – Selvfølgelig kan man ikke direkte dokumentere, at forbedringerne ikke var sket alligevel, men jeg tror ikke, man kan  underkende betydningen af, at man står frem med en enighed og viser verdens befolkning hvilke værdier, menneskeheden er enige om.
Ingen af de nye 17 mål er som sådan ukendte, snarere kender mange dem kun alt for godt. Men det gør kun behovet for dem større,
mener Steen Hildebrandt efter et besøg hos den svenske professor Johan Rockström, der som leder af Stockholm Resilience Centre, er
FNs særlige rådgiver i klimaspørgsmål. – Jeg er nu klar over, at det er klimaspørgsmålet, vi må begynde med. Det haster. Vi styrer lige ret
mod klimakatastrofer, som har følger, vi slet ikke kan overskue. Alene mængden af mennesker, der må flygte fra oversvømmelser og tørke
skabt klimaforandringer er så enormt, at flygtningekrisen ser ud af ingenting. Jo mere bredspektret, Steen Hildebrandts viden er blevet, efter han er stoppet med sit faste job og har tid til overblikket, jo mere klart står naturen som det område, der akut skal hjælpes. – Vi udrydder arter, dyr og planter, som aldrig før, og dem kan vi ikke genoplive. Det skal stoppes. Kvælstofudledningen dræber natur over hele jorden. Den skal ned. Og klimaforandringer ødelægger store egne og driver familier på flugt. Er man et ædrueligt menneske, kan man ikke undgå at se de alvorlige aspekter. Han er en meget bekymret bedstefar, men han ved, at det ikke nytter med den rene katastrofesnak. Og det er heller ikke det at undgå apokalypsen, der driver ham. – Nej, det er alt det gode, der kan komme ud af, at vi ændrer kurs. Og der en global enighed på vej. De 17 mål er et skridt på vejen hen mod en mere retfærdig og god verden. Enigheden om de 17 mål markerer et skift væk fra, at det kun drejer sig om at rage til sig og blive rigere end de andre. Det har ellers været målet i mange år. Men nu er grådigheden på retur. Steen Hildebrandt er håbefuld. Ikke kun af natur, men også som fagperson, der hele sit liv har arbejdet med, hvordan mennesker leder sig selv og hinanden, så de bliver klogere. – De unge ser kloden som et hele. De er globale. De ved instinktivt, det hele hænger sammen. Vi andre, der er vokset op i en anden tid, skal tænke os frem til det. Men alle aldre er i gang med en million forskellige små indsatser, der tilsammen nytter. Hvis vi hver især påtager os et lille ansvar for miljøet, bliver det jo bedre. Vi kan mindske madspild, tage cyklen, flyve mindre… Steen Hildebrandt er netop nu i gang med en bog om de 17 mål, som han har bedt 17 forskellige hold primært forskere skrive om. Bogen skal udkomme til efteråret. men allerede i dag har han i denne avis en kronik om målene, som han også vil tale om på fredag i sin tiltrædelsesforelæsning
som adjungeret professor ved Aalborg Universitets institut for læring og filosofi. Den nye titel giver ikke penge og kræver heller ikke, at han cykler til Aalborg Øst klokken ni hver dag for at undervise, lede eller forske, som han har gjort i en menneskealder på Handelshøjskolen under Aarhus Universitet, hvor han var professor i ledelse fra 1990 frem til pensioneringen for to år siden. Siden blev han adjungeret professor ved Copenhagen Business School og nu også i Aalborg. – Aalborg Universitet har stor forståelse for, hvor afgørende vigtigt, det er, at arbejde tværfagligt. Jo mere, jeg ved, jo længere, jeg lever, jo mere betydningsfuldt ser jeg, at det er, at nogle af os prøver at samle viden fra flere områder og danne sig et overblik. Den nordjyske hæder betyder også på anden vis noget ganske særligt, forsikrer han. – Gammel kærlighed ruster ikke, konstaterer han fra domicilet på Frederiksberg, hvortil han er fortrukket efter opvæksten i Rold Skov og professorkarrieren i Aarhus for at leve tæt på børnebørn sammen med sin kone Janne Wolthers. Helt tilbage i 1980 søgte han professorstilling i Aalborg. Den gik ”til en, der var dygtigere”, Reinhard Lund, og der skulle gå yderligere 10 år, før han fik sin professorstilling i Aarhus. Og siden man ikke render af pladsen på det akademiske niveau, fik han aldrig job i barndommens land, som han drømte om. – Jeg har altid haft et kraftigt ønske om at vende tilbage, så der er følelser i det for mig. Store følelser, erkender Steen Hildebrandt.

BLÅ BOG: STEEN HILDEBRANDT

• 72 år.
• Opvokset i Rold Skov som skovfogedsøn.
• Professor emeritus, Aarhus Universitet.
• Adjungeret professor, Copenhagen Business School.
• Netop udnævnt til adjungeret professor ved Aalborg Universitet.
• Medstifter af, bestyrelsesformand og partner i rådgivningsvirksomheden Hildebrandt & Brandi A/S.
• Fhv. vismand, Det nationale Kompetenceråd.
• Foredragsholder, skribent, anmelder og kommentator.
• Forfatter til en lang række bøger om ledelse.
• Redaktør på bog om de 17 mål med 17 hold forfattere, mestendels forskere.
• Udgives på DJØF Forlag, oktober 2016.
• www.steenhildebrandt.dk