DONG, SKAT, VAND – og andre sager, der stinker

Denne artikel blev bragt i Ugebrevet Mandag Morgen den 26. september 2016:

 DONG, SKAT, VAND – og andre sager, der stinker

Gennemsigtighed – et hovedprincip

I de seneste dage og uger har der igen været fokus på salget af Dong-aktier og hele det forløb, der har været omkring Dong frem til børsnoteringen.

Det kan ikke siges tydeligt nok: Der sker en forurening af det danske samfund, når vigtige aspekter af en sådan sag får lov til at henligge i det skjulte. Hele sagen omkring Dong-aktiesalget til Goldman Sachs og den efterfølgende børsnotering er en stinker. Og en forurener. Det viser bl.a. de artikler, som det elektroniske blad Føljeton og andre har bragt og de dokumenter i sagen, som er blevet offentliggjort. Det stinker, og der er kun én ting at gøre, nemlig at få sagerne undersøgt til bunds. Skabe klarhed.

Der sker en forurening, når offentlige myndigheder, ministerier, statsejede virksomheder, kommuner m.m. får lov til at manipulere, skjule oplysninger, misbruge magt, gennemføre uigennemskuelige transaktioner osv., osv. Der er eksempler og ord nok.

Der skal skabes klarhed. Det koster tid og penge, det er besværligt og det gør ondt nogle steder; men det er alligevel ikke bare nødvendigt; det bør være en selvfølge i et land som Danmark, at der er klarhed omkring vigtige samfundsmæssige forhold. Danmark har stolte traditioner for demokrati, ringe korruption, loyale embedsmænd m.m. Og det skal vi ikke sætte over styr på grund af nogle få aktørers kortsigtede interesser og skadelige virksomhed, herunder den tidligere finansministers ejendommelige adfærd i denne sag. Gennemsigtighed er et nøgleord i et demokratisk samfund. Den danske befolkning protesterede i sin tid voldsomt, da den første stank kom frem i forbindelse med salget af aktier til Goldman Sachs, og det vil ske igen. Befolkningen vil ikke acceptere dette, og det skal politikerne på Christiansborg forstå.

Både den nuværende og den tidligere regering har nogle interesser i forhold til DONG, og just derfor er der en fare for, eller måske en sikkerhed for, at noget fortsat holdes eller forsøges holdt hemmeligt. Det skal modvirkes. Mange partier i Folketinget har en fælles interesse i, at denne sag ikke gennemlyses, og derfor skal andre holde fast og blive ved.

De to journalister, Anders-Peter Mathiasen og Erik Valeur har gjort en fantastisk indsats, som vi har kunnet følge i medierne. Poul Nyrup Rasmussen – og andre – har udtalt sig stærkt kritisk. Jeg tror, Nyrup har brugt udtrykket skandale, og det er jeg enig i. Det er en skandale, at der i et demokratisk samfund skal være så mange overstregninger i de dokumenter, som offentligheden kan få adgang til i denne sag – for nu at bruge dette meget illustrerende billede.

Alene den omstændighed, at finansministeriet, regeringen, statsrevisorerne og andre har og har haft så enormt travlt med at skjule, tie, overstrege i udleverede papirer m.m., således som vi har set det, er jo et både enkelt og sikkert tegn på, at der er noget galt. Og noget galt er netop, hvad der er, og derfor er det helt ude i hampen, når finansministeren fx siger, at ”dette jo er en sag, der er godt belyst”. For det er lige netop, hvad denne sag ikke er. Den er ikke tilstrækkeligt belyst, og det er det, den nu skal. Den skal belyses. Statsrevisorerne traf deres beslutning den 14. september, men inden de traf deres beslutning om et såkaldt notat, en undersøgelse, måtte de presses så hårdt, at man kun kan sidde tilbage med en meget dårlig smag og fornemmelse, nemlig den fornemmelse, at hvis de to journalister ikke havde lækket afgørende vigtige dokumenter i sagen den selv samme dag, så havde statsrevisorerne truffet en anden beslutning.

Nu skal der holdes fast. Nu skal Rigsrevisionen arbejde, og de skal have ro og tid. Men vi må følge med, og vi må presse på, således at de spørgsmål, som journalisterne har rejst, bliver besvaret. Denne sag skal ikke få lov til at dø – det er den alt for vigtig til. Det danske samfund kan og skal ikke finde sig i, at der skabes myter, at der sker en hemmeligholdelse af vigtige oplysninger om beslutninger, processer, aktører, interesser, betalinger og udbytter i denne sag.

Men dette er ikke tilstrækkeligt. Der er andre sager, der ligeledes skal gennemlyses. For det første hele spørgsmålet om Danmarks deltagelse i Irak-krigen; den undersøgelse, som den nuværende regering så behændigt fik standset, bør genoptages. Selvfølgelig skal denne sag belyses. Hele det skandaleprægede forløb omkring SKAT skal undersøges. Forløbet omkring SKAT er én af de største organisatoriske og ledelsesmæssige kolbøtter i Danmarkshistorien. Og en skandale af de helt store. Og hvad der skjuler sig bag dette fantastiske organisatoriske og ledelsesmæssige forløb, kan man gisne meget om, og disse gisninger skal omsættes til viden og læring.

Jeg bemærkede, at skatteministeren på et pressemøde fornylig havde travlt med at trække en streg i sandet. ”Vi skal tænke fremad”, sagde han. ”Vi skal ikke begrave os i fortiden. Vi kunne jo sagtens nedsætte en kommission”, sagde han et par gange, ”men hvad skal det nytte?” Det er lige præcis, hvad det skal. Det skal nytte at forske i dette, for vi er nødt til at blive klogere på, hvad der er sket. Vi skal fremad. Ja, selvfølgelig skal vi det, når vi har en stor organisation, der ikke bare har problemer, men er nødlidende. Vi skal naturligvis finde løsninger for fremtiden.

Men vi skal da ikke være så dumme, at vi samtidig med det lukker øjnene for, hvad der historisk set er sket. Vi skal analysere, forske, reflektere og formidle. Vi skal forstå, hvilke logikker, analyser, argumenter og ræsonnementer, der gjorde dette muligt og var styrende for de konsulenter, fagforeninger, ledere, politikere, forskere, journalister m.fl., der år efter år har formidlet, analyseret, talt om, argumenteret for og truffet meget vidtrækkende beslutninger om SKAT.

Vi skal blive klogere, og det er vigtigt. Det er det bl.a., fordi de logikker og den analyse-, organisations- og ledelsestænkning, der har ført frem til den nuværende situation i SKAT, måske i disse måneder bliver brugt på et andet vitalt område i Danmark, nemlig vandforsyningsområdet. De pågældende analysemetoder og den samme ledelses- og organisationstænkning har nu vist, at der kan spares milliarder af kroner på en effektivisering af vandforsyningen i Danmark. Hvis man søger på internettet, kan man finde rapporter, som tilbage fx i 2012 brugte præcis sådanne ord og vendinger om SKAT, som man må gætte på, at man i dag finder i de hemmelige rapporter om dansk vandforsyning, som man lige nu kan læse om i medierne. Det er ord som: effektivisering, besparelser, centralisering, rationalisering, strukturforandring, personalereduktioner, fusion, styrke kerneforretningen, stordriftsfordele, løbende modernisering, personaletilpasning, omkostningseffektiv og privatisering. Kan nogen forklare mig, hvorfor statsbetalte rapporter om dansk vandforsyning skal være hemmelige? Og erindrer man, hvor mange milliarder kroner, der på papiret kunne spares i SKAT? Og hvor mange penge, man ”sparede” i virkeligheden?

Forløbet med SKAT frembyder enestående muligheder for at blive klogere. Man kan lade som ingenting og blive på fremtidssiden af skatteministerens streg i sandet. Det er ikke klogt. Eller man kan acceptere, at dette er en enestående case, der allerede nu fremstår som et eksempel til skræk og advarsel for andre. Men det skal kulegraves, og der skal bl.a.  sættes lys på den organisatoriske og ledelsesmæssige tænkning, der ligger bag. Måske kan en sådan granskning blive en løftestang for en ny og mere reflekteret ledelses- og organisationstænkning i det offentlige. Og måske være med til at sætte en stopper for en kortsigtet, teori- og skrivebordsbaseret privatisering af dansk vandforsyning.