Verdensmålene: Tænk hvis regeringen og dagspressen…
6. april 2017
Af
STEEN HILDEBRANDT
Professor, Ph.D.
Tænk, hvis den danske regering fra september 2015, hvor FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling blev vedtaget, havde taget verdensmålene til sig, havde forklaret og formidlet verdensmålene til befolkningen, havde taget verdensmålene alvorligt; tænk hvis statsministeren og andre ministre igen og igen havde talt om og fremhævet vigtigheden af verdensmålene – tænk, hvor vi så kunne have været; tænk hvilke drøftelser og dagsordener, vi så kunne have oplevet og etableret. I stedet for har det trukket ud og trukket ud med regeringens udspil til handlingsplan, og stort set ingen regeringsmedlemmer har sagt noget som helst om verdensmålene. Adskillige gange har det forlydt, at nu kom den danske regerings handlingsplan. Men den kom ikke. Det har haft en række negative konsekvenser. Regeringen har heller ikke gjort noget som helst for at mobilisere befolkningen, virksomheder, kommuner og andre interessegrupper i samfundet i en fælles åben proces og dialog om, hvad Danmark kan og bør gøre for at bidrage til 2030-dagsordenen. Tænk, hvilken proces man kunne have skabt; tænk, hvad det kunne have ført med sig af drøftelser, dialoger, bevidsthed, initiativer og handlinger! Intet skete. Regeringen har været tavs som graven om verdensmålene og har i stedet for brugt enorme mængder af energi på at diskutere og slås om topskat, skattelettelser, placeringen af en politiskole, bandepakker og andet mere eller mindre væsentligt i de store sammenhænge.
Men så, fredag den 30. marts kl. 9.30 skete det. I FN-Byen i København præsenterede udviklingsminister Ulla Tørnæs og finansminister Kristian Jensen Danmarks ”Handlingsplan for FN’s verdensmål”. Et hæfte på 20 sider og med 20 andre sider, hvor de 17 mål gengives. Kristian Jensen indledte med at sige: ”Jeg er kisteglad”. Hvis regeringen mener det, der siges på de første 20 sider, og hvis den tager de andre 20 sider med verdensmålene alvorligt, så er Danmark på rette spor: Så vil der ske noget i Danmark, og så kan Danmark givetvis være til inspiration for andre lande, ligesom vi helt sikkert også kan lære af, hvad der sker på disse områder i andre lande. Og det er just én af hovedideerne i hele den tænkning, som verdensmålene ideelt set repræsenterer, nemlig: Alt er forbundet. Partnerskaber, solidaritet og samarbejde på kryds og tværs af sektorer, regioner og lande er nøglebegreber. Der er dog grænser for, hvad regeringen mener og vil, og man finder fx ikke ordet solidaritet i regeringens plan; så langt går regeringen ikke. Men jeg vil sige: Taget for pålydende er handlingsplanen interessant, opløftende og inspirerende læsning. Velkommen til dette udspil og denne plan, som måske snarere fortjener betegnelsen redegørelse end plan. Hvis man nærlæser handlingsplanen og leder efter konkrete planer og tiltag, så er det ret tyndt. Der er ikke så meget konkret, når det kommer til stykket.
Der er en række selvovervurderende udsagn om Danmark, som alt i alt bidrager til den forståelse, at Danmark næsten er i mål – med disse verdensmål. Og det er Danmark ikke. Nogle af de bemærkninger, der står om Danmarks placering og styrker, er tendentiøse, grænsende til usande. Der står også en hel del om EU og EU’s betydning, og det er sandt, men det er jo kun i stærkt begrænset omfang en del af en dansk handlingsplan.
Den mest konkrete og måske vigtigste sætning i rapporten står på side 11 og hedder: ”Der vil blive udarbejdet en konkret model for sådanne vurderinger”, og det refererer til en forudgående sætning, der hedder: ”Lovforslag og andre tiltag, som forelægges til Folketingets beslutning, samt planer og programmer udarbejdet af regeringen vil blive vurderet i forhold til verdensmålene”. Lige netop på dette sted i redegørelsen er der så kommet en ny og mere forsigtig pen ind over, for det er måske en lige lovlig åben port, der her formuleres, så det tilføjes straks: ”Det vil i praksis betyde, at lovforslag og andre tiltag i relevant omfang og såfremt konsekvenserne af disse forhold er væsentlige, vil indeholde en vurdering af de sociale konsekvenser samt konsekvenserne for global udvikling og udviklingslande i tillæg til de økonomiske og miljømæssige konsekvenser samt konsekvenser for ligestilling og regioner, herunder landdistrikterne”. Det er ikke rapportens mest klare sætning, men man er klar over, at man her er i bakgear, og for at der ikke skal kunne være nogen som helst tvivl, siges det afslutningsvist: ”Afvejningen af de enkelte hensyn er politisk, og vil blandt andet afhænge af de specifikke forslag og politikker”. Så er det gjort klart, at regeringen har meget vide rammer, og det siges da også straks efter, at man godt kan forestille sig politiske beslutninger, der trækker i retning af ét mål, men i den forkerte retning i forhold til et andet mål.
Men ellers er det ikke løfter om en række nye tiltag og initiativer, der præger planen, der som sagt snarere er en redegørelse for en række sammenhænge og en tydeliggørelse af regeringens hensigter og prioriteter, som er fire ting: Vækst og velstand, Mennesker, Miljø og klima og Fredelige og trygge samfund.
Det internationale nævnes i planen, men man sidder alligevel tilbage med den klare fornemmelse, at der er for meget Danmark og for lidt verden. Selvfølgelig handler den danske handlingsplan om Danmark. Om frihed, rigdom, bandepakker og tryghed i Danmark. (Bandepakkerne nævnes faktisk som en indikator på dansk indsats). Selvfølgelig handler den danske plan og indsats om Danmark, og, som der står, om et ”frit, rigt og trygt samfund i Danmark”. Men den danske, tyske, hollandske, amerikanske og mange andres landes planer skal også handle om Afrika, Mellemøsten, Indien og andre lande og områder i verden, der har meget mere at udrette og har meget mere til gode, når det handler om de tre bæredygtighedsdimensioner: det økonomiske, sociale og miljømæssige. Skal verdensmålene eller den såkaldte 2030-dagsorden have nogen som helst chance for at blive realiseret, kræves der solidaritet på tværs af generationer og kontinenter. Og det er de rige lande, der skal gå forrest, så allerede af denne årsag er hverken Danmark eller andre rige lande i mål. Jeg havde nær sagt: Tvært imod! Det er jo essensen i verdensmålene: De hænger sammen indbyrdes og de handler om alle mennesker i alle lande. Det er ikke det indtryk, man får ved læsningen af handlingsplanen. Tvært imod står der på side 13 under overskriften: Danmark – generelt i hus med verdensmålene: ”En række af verdensmålene indeholder relative målsætninger om reduktion af fattigdom, ulighed og arbejdsløshed. Disse målsætninger vurderes i mindre grad relevante for Danmark, fordi vi begynder fra et i forvejen lavt niveau for fattigdom, ulighed og arbejdsløshed. Målsætningerne i verdensmålene skal ses i forhold til konteksten”. Ja, det er i meget høj grad et spørgsmål, hvordan dette skal forstås. Det afgørende er jo i virkeligheden ikke, på hvilket niveau, Danmark befinder sig, men på hvilket niveau, verden befinder sig. Det er det, der er det fælles udgangspunkt: Hvor befinder jorden og menneskeheden sig?
Det er desværre symptomatisk, at den samlede danske dagspresse dagen efter, den 1. april, næsten som en modsat aprilsnar intet, overhovedet intet, skrev om denne handlingsplan eller om verdensmålene. Det er tankevækkende, at selv de mere seriøse dagblade intet skrev. Politikken brugte samme dag ikke mindre end seks hele sider på Gift ved første blik, men ikke én eneste selvstændig linje om verdensmålene. Berlingske, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Børsen – intet. Jo, der var i Politikken én ekstern og meget uklar kommentar fra Hansen Agenda om ”de bæredygtige”, og Børsen havde den mindst tænkelige notits, men ellers intet. Har Børsen mon overset, at verdensmålene er ved at være et topprioriteret tema i mange af de helt store danske virksomheder og et begyndende tema i mange andre vågne danske virksomheder? Det er tankevækkende og beskæmmende, at medierne ikke tager dette alvorligt. På et seminar fornylig i Børsbygningen om Danmark og verdensmålene sagde en dansk chefredaktør, at så længe man ikke kan præsentere de 17 verdensmål på en mere enkel måde – 17 er for meget – så skal man ikke forvente dagspressens aktive medvirken, for det er umuligt at præsentere 17 mål. 17 er for meget! Det er for kompliceret. Men hvad er det, én dags dansk avis indeholder og præsenterer – hver dag. Det er meget mere end 17 temaer, spørgsmål, overskrifter, emner mm. Tallet 17 kan ikke være hovedargumentet. Det må være et pseudoargument, der dækker over noget andet. Selvfølgelig kan man skrive om 17 mål og 17 temaer.
Regeringen: Handlingsplan for FN’s verdensmål. Danmarks opfølgning på FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Udenrigsministeriet, Marts 2017. ISBN 978-87-93422-32-2. www.regeringen.dk